KIC dag gav AU gevinst
Aarhusianske projekter vandt 22. august midler i konkurrence om skarpe klima-idéer
Det lykkedes forskere ved Aarhus Universitet at hente 30.000 euro hjem til finansiering af idéer til grønne løsninger fra årets anden Climate KIC Ideation Day. De 30.000 – der svarer til cirka 223.000 kroner - blev givet til tre ud af fire projekter, som universitetet har bidraget med. Af de tre vindende idéer gik 15.000 euro til seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab Hans Sandersons projekt, der har til formål at fremme klimasikring af europæiske virksomheder og deres værdikæder.
De andre vindere var professor Marianne Thomsen fra Institut for Miljøvidenskab, hvis pris på 5.000 euro blandt andet skal gå til udvikling af værktøjer til genbrug hård pvc i bylandbrug. Professor René Rohrbeck fra Institut for Virksomhedsledelse modtog 10.000 euro, som skal fremme mere systemisk innovation i omstillingen til bæredygtige byer.
I alt blev der præsenteret 20 forslag på tirsdagens konference, der har været anden halvdel af et to dage langt event, hvor Aarhus har været vært. Forslagene blev introduceret med ét minut lange pitches ved dagens start, hvorefter der var sparring og evaluering i små workshops. Her kunne deltagerne komme med idéer til hinandens projekter, svare på spørgsmål fra interesserede og skabe samarbejdsforbindelser.
Senere på eftermiddagen var der igen en pitch-runde, denne gang på tre minutter, hvor deltagerne kunne uddybe deres idéer og svare på spørgsmål fra juryen, der bestod af Pan Pan, der er vicedirektør for Climate KIC Schweitz, enterpenørskabs- og innovationskoordinator ved Climate KIC Nordic Lars Gjølme, Nordic Innovation Pipeline Manager ved Climate KIC Nordic Henrik Søndergaard og Susanne Pedersen, direktør for Climate-KIC Nordic.
Den næste Climate KIC Nordic Ideation day afholdes om et halvt år.