Intenst iltsvind truer livet i de indre danske farvande
Iltsvindet i de indre danske farvande er fortsat på et af de højeste niveauer siden 2008. Mange steder på den danske havbund er der fortsat iltfrit i bundvandet, og i flere områder er der sket frigivelse af giftige svovlbrintforbindelser fra havbunden.
Det samlede areal med iltsvind i de indre danske farvande var i oktober måned på knap 3.300 kvadratkilometer. Det gør det aktuelle iltsvind til et af de mest udbredte på denne tid af året i de sidste 12 år.
Det viser årets tredje rapportering af iltsvind fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, som i et nyt notat giver et overblik over iltsvind i de indre danske farvande.
Ifølge notatet var iltsvindets udbredelse i oktober 2020 (sammen med 2016) den hidtil størst registrerede for årstiden siden 2008.
Mere end dobbelt så udbredt som sidste år
Iltsvindssituationen i oktober var meget kritisk for havmiljøet i de mest berørte farvande, hvor en stor del af arealet og en stor del af vandsøjlen var påvirket af overvejende kraftigt iltsvind og har været det i lang tid.
De hårdest ramte iltsvindsområder var Mariager Fjord, det nordlige Bælthav, det sydlige Lillebælt og tilhørende sydøstjyske fjorde samt Det Sydfynske Øhav. Adskillige steder blev der registreret iltfrie forhold i bundvandet og frigivelse af svovlbrinte.
Et mindre fald i bundvandstemperaturen sidst i rapporteringsperioden og kortere perioder med en del vind har betydet, at det samlede areal med iltsvind midt i oktober var noget mindre end midt i september, men mere end dobbelt så stort som midt i oktober sidste år.
Det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande udgjorde knap 3.300 km2 midt i oktober 2020, heraf var knap 30 % påvirket af kraftigt iltsvind. (Grafik: "Iltsvind i danske farvande – september-oktober 2020” samt "Iltsvind i de danske farvande – september-oktober 2019”).
Iltforholdene i rapporteringsperioden var kritisk for bundlevende dyr, planter og fisk i en del områder. Ved moderat iltsvind (2-4 mg/l) søger mange fisk og mere mobile bunddyr væk fra de ramte områder, og under længere perioder med kraftigt iltsvind (< 2 mg /l) begynder bunddyrene at dø.
Målinger fra ind- og udland
Rapporteringen beskriver de aktuelle iltforhold i de danske farvande i perioderne juli-august, august-september, september-oktober og oktober-november. Perioderne dækker det tidsrum, hvor iltsvind typisk er mest udbredt.
Notatet er udarbejdet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus universitet i samarbejde med Miljøstyrelsen (MST) samt svenske og tyske institutioner. Grundlaget for rapporteringen er MST’s målinger af iltindholdet i danske farvande og svenske og tyske myndigheders målinger i tilgrænsende farvandsområder. På baggrund af aktuelle målinger udarbejder DCE nationale stationskort og fladeudbredelseskort over iltforholdene i de indre farvande samt fladeudbredelseskort for udvalgte lokale områder.
Læs hele notatet "Iltsvind i danske farvande – september-oktober 2020" her.
Læs mere om baggrunden for iltsvind her.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved seniorrådgiver Jens Würgler Hansen, tlf. 87 15 88 05, e-mail jwh@bios.au.dk