Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forbedret luftkvalitet og fald i helbredseffekter

Forbedret luftkvalitet - men der er fortsat 4200 for tidlige dødsfald og en regning på 79 milliarder kroner. Det er prisen for luftforureningen i Danmark, fremgå det af beregninger fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

14.01.2020 | Michael Strangholt

Det er især fine partikler, som koster liv og giver højere sundhedsudgifter. (Foto: Colourbox)

Forskere fra Aarhus universitet har opjusteret niveauet for helbredseffekterne og de økonomiske konsekvenser fra luftforureningen. Beregningerne har dog ikke ændret på det faktum, at luftkvaliteten er blevet bedre, og at forureningens effekter på menneskers helbred er aftaget med omkring 40% siden 1990. Ændringerne handler således om, at der i dag er bedre viden om koblingen mellem luftforurening og helbredseffekter, mens forureningstilstanden udvikler sig i den rigtige retning.

I en ny rapport ”The Danish Air Quality Monitoring Programme - Annual Summary for 2018” præsenterer forskerne den seneste udvikling i luftforureningen i Danmark. Rapporten præsenterer resultater for 2018 fra overvågningsprogrammet for luftkvalitet i danske byer.

Programmet, som udføres af DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, er baseret på målinger ved otte målestationer placeret i de fire største danske byer, og ved fire baggrundsmålestationer uden for byerne, samt en station i et forstadsområde. Disse måleresultater suppleres med resultater fra modelberegninger udført med DCE’s luftkvalitetsmodeller.

Måleresultaterne viser, at der generelt set ses et fald i luftforureningen i Danmark. I 2018 viser målingerne på målestationerne ingen overskridelse af EU’s grænseværdier.

Fordobling af eksterne omkostninger
Rapporten viser til gengæld, at regningen for luftforureningen er betydeligt større end hidtil antaget. De eksterne omkostninger relateret til udsættelse for luftforurening beløber sig til omkring 79 milliarder kr.  Dette er mere end en fordobling af de eksterne omkostningerne set i forhold til rapporteringen for 2017. Årsagen til denne forskel i beregnede omkostninger er ifølge rapporten en gennemgribende opdatering af modelsystemet. Forskerne bemærker i rapporten, at beregningerne af helbredseffekter er behæftet med betydelige usikkerheder.

To ting ligger ifølge rapporten  bag stigningen i omkostningerne for samfundet.
For det første har Det Økonomiske Råd opdateret værdien af et statistisk, dansk liv til 31,6 mio. kr., hvilket er knap dobbelt så højt som den værdi, forskerne tidligere har anvendt. Derfor bliver samfundets samlede regning højere.

For det andet har forskerne for første gang medregnet helbredseffekten af luftforurening med kvælstofdioxid og desuden opdateret de modelsystemer, der ligger bag beregningerne, hvilket er den væsentligste årsag til, at det beregnede antal for tidlige dødsfald i Danmark er omkring 1000 højere end rapporteret for 2017.

Modelberegningerne af helbredseffekterne viser i følge rapporten, at luftforureningen som gennemsnit for 2016-2018 er skyld i omkring 4.200 for tidlige dødsfald og en lang række andre negative helbredseffekter. Omkring 1.220 af de for tidlige dødsfald skyldes danske kilder, mens resten hovedsageligt stammer fra det øvrige Europa.

Det er især fine partikler, som koster liv og giver højere sundhedsudgifter. Knap ni ud af ti for tidlige dødsfald som følge af luftforurening stammer ifølge rapporten fra eksponering for fine partikler (PM2,5), kvælstofdioxid står for omkring 9% af dødsfaldene, ozon for omkring 2% og svovldioxid for omkring 0,1% (som årligt gennemsnit for perioden 2016-2018).

Rapporten ”The Danish Air Quality Monitoring Programme - Annual Summary for 2018” er offentliggjort 14. januar 2020 og kan læses her.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved seniorforsker Thomas Ellermann, tel@envs.au.dk, 87 15 85 26.

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Offentligheden / Pressen