Åbent for abstracts til miljøkonference
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi arrangerer den 3.-4. oktober 2013 den anden ’Science for the Environment’-konference på Aarhus Universitet.
Konferencens formål er at vise, hvordan interdisciplinær forskning kan medvirke til at løse de store samfundsudfordringer på klima- og miljøområdet. Konferencens emner fokuserer på de miljømæssige udfordringer, der er identificeret i den europæiske forskningsstrategi Horizon2020 under overskriften ’Climate action, resource efficiency and raw materials’.
Forskerne, der deltager i konferencen, bliver bedt om dels at præsentere hvordan deres forskning kan bidrage til løsninger på udfordringerne, dels at præsentere hvad de største fremtidige videnbehov er. Den resulterende liste over fremtidens videnbehov samles og overrækkes til EU som et led i videreudviklingen af forskningsdagsordenen i Horizon2020.
Konferencen har Partnership for European Environmental Research – PEER (hvor DCE er medlem) som medarrangør. Det er denne kreds, der overrækker konferencens resultat til EU-Kommissionen i november 2013.
Bidrag i form af abstracts og forslag til specialsessioner kan indsendes på enviroment2013@au.dk inden 1. maj. Læs mere på konferencens hjemmeside eller i dette ’call for papers’ .
Kontakt: Anja Skjoldborg Hansen, tlf. 8715 1302, ash@dmu.dk
DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi
Aarhus Universitet