Zandersen, M., Jensen, A., Termansen, M., Buchholtz, G., Munter, B., Bruun, H.G., Andersen, A. H. 2014. Ecosystem based approaches to Climate Adaptation – Urban Prospects and Barriers. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 94 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 83 http://dce2.au.dk/pub/SR83.pdf
Denne rapport præsenterer et pilotstudie omkring økosystem baserede tilgange til klimatilpasning i byområder. Den tager grønne tage i Københavns Kommune som et eksempel på hvordan by-habitater kan skabes med potentialet til at formindske nogle af de negative effekter ved klimaændringer såsom forhøjede mængder og hyppighed af regnmængder og varme-ø effekter samtidig med at de ekstra by-habitater fremmer en lang række andre økosystemtjenester som fx biodiversitet, friluftsliv, mobilitet, social inklusion og æstetik i byrummet.
Økosystemtjenester er de fordele som vi får direkte eller indirekte fra økosystemernes funktioner. Fordelene kan være beskyttelse imod stormflod, regulering af luftkvalitet, mad, fiber og drikkevand. Økosystembaserede tilgange til klimatilpasning forstås som det at bruge biodiversitet og økosystemtjenester til at hjælpe os med at tilpasse os og beskytte os imod de negative effekter ved klimaændringer.
Byområder kan karakteriseres ved kompakt bebyggede rum og store områder af uigennemtrængelige overflader som asfalt, tage og fortove. De uigennemtrængelige overflader og tæt bebyggede rum fører til ændringer i den naturlige energiudveksling og i de hydrologiske processer set i forhold til landlige omgivelser. Med klimaændringer hen imod varmere temperaturer og hyppigere og kraftigere regnskyl har byer derfor en ekstra udfordring i forhold til energiudveksling og hydrologi. Dette studie ser på aspekterne omkring byplanlægning og borgeropfattelser i forhold til om og hvordan en økosystembaseret tilgang kan bruges til klimatilpasning.
Hovedformålet med dette pilotstudie er flg.: i) at undersøge muligheder og konflikter ved systematisk at integrere en økosystembaseret tilgang til klimatilpasning i Københavns Kommune, hvor vi tager eksemplet med grønne tage; og ii) at teste gennemførligheden af ’deliberative’ (inddragende) værdisætningsworkshops der bruger blandede metoder for at estimere borgeres præferencer i forhold til grønne tage på beboelsesbygninger.
Vi har udført en deliberativ, dvs. inddragende værdisætnings-workshop for en gruppe lokale beboere for at undersøge borgernes accept og præferencer for grønne tage. Resultatet af workshoppen kan hjælpe beslutningstagere til bedre at forstå motivationer og ønsker til hvordan byen skal fungere og se ud i fremtiden; i hvor høj grad borgere er villige til selv at betale og selv at sørge for at konstruktionen af de grønne tage gennemføres, og hvad kommunens rolle kunne være i forhold til at skabe bedre incitamenter og rammer.
På det politiske niveau foretager vi en policy dokument analyse af Københavns planer og strategier og supplerer disse med interviews med byplanlæggere for at forstå udviklingen af grønne tage politikken, barrierer og konflikter og i hvilken udstrækning økosystembaserede tilgange er integrerede i planlægningen og hvilke aspekter vil kunne fremme grønne tage som et habitat der bidrager med en hel række økosystemtjenester i byrummet.
Grønne tage har et potentiale til at levere både private og offentlige fordele. De udgør nye habitater på steder hvor der ikke i lang tid har været nogen naturlige habitater (i tilfældet af grønne tage på eksisterende bygninger) eller hvor der indtil for nyligt har været habitater (i tilfælde af udvikling af nye byområder). Grønne tage habitater bestemmes i overvejende grad af mennesker og kræver et vist niveau af vedligeholdelse. Valg af type og dybde på vækstmediet på det grønne tag og i hvor høj grad der skal være adgang på taget bestemmer i høj grad hvilke slags og hvilken kvalitet økosystemtjenester det grønne tag vil kunne levere. Økosystemtjenester fra grønne tage inkluderer habitattjenester hvor nye habitater skabes for flora og fauna; regulerende tjenester som for eksempel tilpasning til klimaændringer ved at reducere varme-ø effekter; forbedre overfladevand nedsivning; reduktion af klimagas udledning ved at skabe populære grønne mobilitets korridorer for gående og cyklister der fortrænger fossil baseret transport; optagelse af CO2 i vegetation; eller ved at forlænge tagenes levetid gennem beskyttelse imod nedbrudende UV-stråler; forsynende tjenester som fx by-haver hvor frugter og grøntsager kan produceres; og kulturelle tjenester ved fx at forbedre livskvalitet gennem forbedrede muligheder for friluftsliv, fysisk og mental velvære, forbedrede ejendomsværdier eller ved at bruge begrønningsaktiviteter til at fremme socialt samvær og inklusion.
På trods af den potentielle lange liste over fordele ved grønne tage i form af økosystemtjenester de kan levere, er der en række ulemper ved grønne tage som oftest er grunden til at der ikke findes flere grønne tage i dag end det er tilfældet. Kvalitet af installationen er en bekymring hos flere aktører, grundet manglende nationale standarder og guidelines, forskning og undervisning og relative få års erfaring i Danmark. Dette er også et udtryk for at grønne tage ikke er EN del af Danmarks traditionelle bygningskultur. Installationsomkostninger er en anden hæmsko for en storskala etablering af grønne tage i byer. Forskellige typer grønne tage stiller forskellige krav til bygningsstatik, og dermed udgifter til forstærkning/ændringer i bygningerne; taget kræver den rette forberedelse før de forskellige grønne tag elementer lægges på; og begge dele kræver specifik viden og materialer. Regulære vedligeholdelsesomkostninger afhængig af tagtypen kan være fra to gange årlige lugning og fjernelse af blade på ekstensive tage til samme grad af vedligeholdelse som parkanlæg for intensive tagflader. Interessekonflikter kan også være en hindring for udbredelsen af grønne tage, fx hvis man ønsker at al høste regnvand fra tag til toiletskyl, vaskemaskiner eller vanding, hvis bygningen ikke kan bære både et grønt tag og solceller uden (endnu) større investeringer, eller hvis anden brug af tag udelukker en vegetation.
Vi foretog en enkel analyse ved hjælp af det nationale bygningsregister (BBR) til at estimere det maksimale tekniske potential for grønne tage på flade eller næsten flade tagflader. Det samlede tagareal i Københavns Kommune udgør mere en 1300 ha, hvoraf flade tage udgør 13 % (171 ha). Størstedelen af bygninger med flade tage benyttes til handel og service, transport og offentlig administration (52 %), privat beboelse udgør 16 %, regional og stats ejendomme 15 % og kommunale institutioner omkring 6 %. Hvis vi antog en lignende dækning af grønne tage som i Tyskland (hvor 14 % af alle tagflader er grønne), ville det udgøre omkring 240.000 m2 af de flade tage.
Københavns Kommune begynder at nævne grønne tage i Spildevandsplanen fra 2008, efterfulgt af Klimaplanen i 2009, hvor grønne tage inkluderes som et eksempel på grøn infrastruktur ved klimatilpasningspotentiale. En politik specifik omkring grønne tage blev vedtaget i 2009 og senere integreret i Kommuneplan 2011, i Klimatilpasningsplanen fra 2011 og i Klimaplan 2025 fra 2012. Lokalplaner og kommunale vejledninger har nu grønne tage indarbejdede. Kommunen har sat som mål i Kommuneplanen at den så vidt muligt sætter krav til grønne tage i nye lokalplaner og i deres guideline for miljø i byggeri og anlægs, bl.a. i den udstrækning at det passer ind æstetisk i kvarteret. Det forventes gennem de eksisterende lokalplaner at omkring 200.000 m2 grønne tage vil blive etablerede indenfor den kommende årrække. I de eksisterende krav indgår der endnu ikke specificering omkring hvilke typer grønne tage det drejer sig om, hvor stor en andel af de enkelte nye tage de skal dække eller hvilken virkningsgrad de skal opfylde. Der findes ingen direkte finansielle incitamenter som dækker en andel af etableringsomkostningerne. Retrofit dvs. etablering af grønne tage på eksisterende bygninger er ikke omfattet af politikken.
De kommunale politikere i København indikerer tydeligt at der er en voksende forståelse for og accept af tjenester fra økosystemer generelt og omkring de tjenester som grønne tage potentielt kan levere en bybefolkning specifikt. Grønne tage udgør et element i en grøn infrastruktur i den kommunale politik, som i stigende grad nævner fordele som forbedret æstetik, mere behagelige byområder, optag af regnvand, reduktion af varme i bygninger og i byrum og bidrag til en generel begrønning af byen som led i en mere grøn identitet. Grønne tage flytter i politikkerne fra at være mere end nogle grønne stykker natur i byen til at være elementer der tilsammen bidrager med en række økosystemtjenester der sammen med de øvrige grønne infrastrukturer bidrager til at gøre København en attraktiv by der kan modstå fremtidige negative effekter fra klimaændringerne. Selve termen ’økosystemtjenester’ er dog ikke brugt i policy diskursen. Eftersom administrationen anerkender multifunktionaliteten af grønne tage, kan de indgå i flere politikområder end lige omkring klimatilpasning. Grønne tage kan dermed indgå i forbindelse med bydesign og arkitektur, reduktioner af klimagasudledninger, identitet som en Eco-Metropolis og grøn vækst. Dermed passer grønne tage ind i byens koncept for bæredygtighed med vægt på de naturbaserede og sociale dimensioner.
Vi undersøgte borgeropfattelser og præferencer omkring grønne områder generelt og grønne tage specifikt under en 3-timer lang deliberativ værdisætningsworkshop med beboere fra Øbrohus i Skt. Kjelds kvarteret i december 2012. Respondenter blev spurgt om at afgive deres præference for forskellige karakteristika ved grønne tage som de kunne forestille sig på deres egen bygning. Den monetære værdisætning blev foretaget baseret på deres vilje til at acceptere en månedlig huslejestigning for at få et grønt tag som de vil have adgang til.
19 beboere deltog. Processen var bygget op omkring en behagelig ramme med kaffe/te og en velsmagende 3-retters middag. Workshoppen fandt sted i beboerlokalet i et nærtliggende andet alment boligbyggeri.
Den deliberative ramme gør det muligt for den enkelte at bruge sin sociale erfaringsbaggrund i gruppediskussionen, så de individuelle erfaringer bliver en del af gruppens dynamiske diskussion. Det forøgede realiteten af den hypotetiske valgsituation i værdisætningen og desuden åbnede for en læringsproces og dannelse af præferencer undervejs.
Undersøgelsen omfattede en første session hvor deltagerne ikke skulle tage hensyn til hvad de ville betale og en anden session hvor de blev bedt om at angive hvor meget de ville betale som et valg mellem forskellige scenarier. Betalingen var en månedlig huslejestigning for at opnå et grønt tag. Resultater af den kvantitative analyse viser at deltagerne i gennemsnit har en signifikant positiv præference overfor etableringen af et grønt tag på deres bygning under begge sessioner. Den mest foretrukne løsning under begge sessioner var et standard sedum-mos tag kombineret med solceller og hvor der er mulighed for at genanvende overskydende regnvand i/ved bygningen. Under begge sessioner viste analysen ikke nogen signifikante præferencer i forhold til biodiversitet eller semi-intensivt grønt tag. Deltagerne viste sig at lægge nogenlunde samme vægt på tagtype og vandtilbageholdenhed, henholdsvis 53 % og 47 %. Gennemsnitlig månedlig betalingsvilje for de forskellige scenarier varierede fra 145 kr. til 500 kr.
Grønne tage er et eksempel på hvordan naturen kan hjælpe os til at tilpasse os de negative følger af klimaændringer og som samtidig giver os en lang række andre fordele der fremmer livskvalitet og bæredygtighed. Menneskeskabte løsninger på klimatilpasninger, kaldt de ’grå løsninger’, opfylder til sammenligning oftest kun et formål ad gangen. Når man ønsker at sammenligne de ’grå’ og de ’grønne’ løsninger på fx klimatilpasninger bør man derfor inddrage alle de forskellige fordele (og ulemper) som de grønne løsninger i form af grønne infrastrukturer og gennemtrængelige overflader også kan bidrage med.
Hvis grønne tage blev implementeret systematisk i stor skala har de potentialet til at bidrage signifikant til bæredygtighed i byer. Men hvis vi ser på de individuelle fordele fra grønne tage såsom regnvandshåndtering alene vil de højst sandsynligt ikke vise sig at være en sund økonomisk investering. Den beregning kan meget vel ændre sig hvis også værdien af større æstetisk værdi i nabolaget, højere ejendomsværdi i bygning, muligheder for friluftsliv og habitater for biodiversitet blev inddraget, således at de ikke-prissatte konsekvenser også bliver medtaget. Derfor bliver man nødt til at tage mange forskellige aspekter i betragtning som kræver tværdisciplinært samarbejde både mellem fagdiscipliner (biologer, ingeniører, arkitekter, planlæggere, økonomer) og administrative enheder (fx HOFOR, Center for Park og Natur, Center for Byggeri, og Økonomiforvaltningen), hvis en systematisk implementering skal være mulig. Private ejere vil opnå nogen af fordelene (fx længere levetid af deres tag eller højere ejendomsværdi), mens kvarteret eller kommunen som helhed vil opnå andre fordele (fx reduceret risiko for oversvømmelse og mindre pres på kloaksystemet) mens samfundet som sådan vil kunne opnå helt tredje fordele (fx biodiversitetsforbedring).
For at opnå en stor-skala systematisk implementering af grønne tage i København på både nye og eksisterende bygninger kunne Københavns Kommune overveje at introducere nye instrumenter og/eller udvide eksisterende: i) kravet om grønne tage kunne udvides til eksisterende bygninger (når større investeringer skal foretages) og introduktion af minimum virkningsgrader og minimums størrelse på begrønning i forhold til samlede tagflade; ii) yde direkte finansielle incitamenter som delvis kompensation for installationsomkostninger; iii) gøre de eksisterende indirekte finansielle incitamenter mere fleksible ved at tillade delvis tilbagebetaling af kloaktilslutningsafgiften; og iv) udvikle præstationsstandarder som giver håndgribelige fordele til bygninger med grønne tage i forhold til bygninger uden grønne tage. Københavns Kommune kunne vælge en kombination af disse instrumenter for at skabe grundlaget for en systematisk økosystembaseret tilgang til ikke kun klimatilpasning men også samtidig til de andre økosystemtjenester som gennemtrængelige overflader og habitatskabelse kan tilbyde tætbebyggede byområder.
