Jensen, J., Krogh, P.H., Sørensen, P. & Petersen, S.O. 2018. Potentielle miljøeffekter ved anvendelse af forsuret gylle på landbrugsjord. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 42 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 257
http://dce2.au.dk/pub/SR257.pdf
Dette mindre screeningsprojekt har til formål, at belyse eventuelle negative miljømæssige konsekvenser og sideeffekter ved anvendelse af svovlsyrebehandlet husdyrgødning på landbrugsjorde i Danmark. I Danmark forsures 20 % af alt flydende husdyrgødning med svovlsyre forud for udbringning på landbrugsjord. Ved forsuring reduceres pH i gyllen til 6,0 eller lavere, hvilket reducerer potentialet for ammoniakfordampning fra gyllen.
Såfremt landmænd som forventet vil sikre, at jordens pH ikke falder markant uden for de anbefalede intervaller, vurderes det overordnet set, at et (midlertidigt) pH fald i jorden som følge af gødskning med forsuret gylle ikke vil have de store direkte konsekvenser for den mikrobielle omsætning eller de andre jordbundsorganismer, der typisk lever i danske landbrugsjorder. Med hensyn til adsorption, mobilitet og eventuel udvaskning, så tyder data på, at selv mindre fald i pH, f.eks. 0,5 enheder, kan have en vis betydning for metaller og fosfor. Det konkluderes, at gylleforsuring medfører en ukendt men dog øget mobilitet af fosfor i gyllen, og dermed øget risiko for fosfortab. Udvaskning af overskydende svovl kan desuden påvirke mobiliteten af fosfor hvis sulfat reduceres og binder jern, og derved mobiliserer fosfatforbindelser. Risikoen vil formentlig være størst i vådområder, hvor vandet transporteres igennem en matrice med relativt lang opholdstid og et ofte højt indhold af organisk stof, som fremmer sulfatreduktion. Der er et klart behov for mere viden om den kvantitative betydning af disse processer. For en række metaller, specielt nikkel og zink, kan der ligeledes forventes en øget mobilitet ved faldende pH. Modelberegninger tyder på en tredobling og fordobling af nikkel og zink i jordvæsken ved et fald i pH på 0,5. Zink udgør allerede i dag en vis udfordring i de danske recipienter ift. det gældende miljøkvalitetskrav. Effekterne af et fald i pH vil dog bl.a. afhænge af jordens bufferkapacitet. Endelig konkluderes det, at den nødvendige ekstra brug af kalk på marker gødet med forsuret husdyrgødning vil øge tilførslen af tungmetaller. Generelt vil dette dog være relativt marginalt og næppe problematisk. En undtagelse herfor kan være cadmium, hvor den ekstra tilførsel på husdyrgødede marker kan være målbart.