Feld L, Larsen MM, Jakobsen HH, Göke C, Hendriksen NB, Rømer JK, Mohn C & Jensen AN. 2021. Sanitary survey rapport 14. Flensborg Fjord. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 94 s. - Teknisk rapport nr. 206. http://dce2.au.dk/pub/TR206.pdf
Det fremgår af reglerne i kontrolforordningen for animalske fødevarer (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854), at mikrobiologisk klassificering af produktionsområder for muslinger m.m.[1] og den dertil hørende prøveudtagningsplan skal bygge på en ”sanitary survey”. En sanitary survey er en vurdering af interaktionerne mellem potentielle forureningskilder, klimaforhold, vandbevægelser m.m. i området. EU-Kommissionens vejledning i udarbejdelse af sanitary survey (EU 2017) har dannet basis for denne rapport. Der er dog i visse tilfælde taget hensyn til den danske praksis for mikrobiologisk prøveudtagningsfrekvens og tidligere klassificering foretaget på baggrund af denne, som beskrevet i muslingebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1300 af 2/12/2019, tidligere bekendtgørelse 734 af 10/07/2019) og opsummeret i appendiks 11.
Rapporten behandler området Flensborg Fjord, som dækker den danske del af fjorden mod nord fra bunden af Flensborg Fjord ved Flensborg i vest og til det bredere område ved Sønderborg Bugt afgrænset mod øst ved Hørup Hav samt den østlige ende af Kegnæs. Området består af tre produktionsområder: P81-P83. I området Flensborg Fjord er der ikke registreret tilladelser til muslingeopdræt, og der har kun været kommercielt fiskeri efter muslinger i P83. Inden for den seneste 10-års periode fra 2010-2019 blev der registreret landinger af muslinger i perioden 2015-2019, mens der ikke blev registreret landinger før 2015. Landingerne har udelukkende bestået af blåmuslinger i mængder af 60-662 tons pr. år, og der blev således ikke registreret fiskeri af andre muslingearter.
Rapporten understøttes af offentligt tilgængelige data fra overvågning af mikrobiologisk forurening i området Flensborg Fjord, hvor indholdet af E. coli og Salmonella[2] blev bestemt i prøver af muslinger m.m. udtaget i forbindelse med erhvervets egenkontrol og prøver udtaget af Fødevarestyrelsen til verifikation af egenkontrollen. Det skal hertil bemærkes, at der er anvendt information og data, som er hentet fra de omkringliggende kommuners hjemmesider samt fra Danmarks Statistik. I mange tilfælde kan rapporter, der er hentet fra internettet, efterfølgende være fjernet eller flyttet ved ændringer på kommunernes eller ministeriernes hjemmesider. Samtidig kan dynamiske tabeller, der er dannet med webbaserede dataapplikationer, ændres, når der kommer nye data, eller hvis der sker revision af de underliggende data. Det kan derfor ikke garanteres, at alle referencer, anvendt information og data fremadrettet vil være tilgængelige på nettet.
Fra den danske muslingeovervågning findes der et begrænset sæt historiske data for E. coli-niveauer i muslinger m.m. indsamlet fra Flensborg Fjord. Der er gennem de seneste 10 år (2010-2019) blevet analyseret i alt 62 prøver for E. coli fra hele området, hvoraf de 61 prøver er fra produktionsområde P83, mens der fra produktionsområde P81 kun blev analyseret en enkelt prøve, og fra P82 forefindes ingen prøvedata. Fra de to aktive områder P81 og P83 er der ligeledes for den seneste 10-årsperiode blevet analyseret fem prøver for Salmonella, heraf fire prøver fra P83 og en enkelt prøve fra P81, som alle var negative. Da der ikke er aktive opdrætsanlæg i området Flensborg Fjord, er alle prøver blevet udtaget fra havbunden, og alle prøver bestod af blåmuslinger (Mytilus edulis).
Datasættet for de analyserede prøver viste en god mikrobiologisk hygiejne, hvoraf alle prøverne (62 stk.) udtaget i hele rapportområdet gennem den seneste 10-årsperiode viste lave niveauer ≤ 230 MPN E. coli/100 g, og ingen påvisning af Salmonella. Heraf var der 18 prøver (45 %), hvor indholdet var under detektionsgrænsen på 18 MPN E. coli/ 100 g.
Samlet set peger resultaterne i sanitary survey for Flensborg Fjord på, at området i den indre del af fjorden ved P83 havde en god mikrobiologisk hygiejne, mens datagrundlaget fra mikrobiologiske analyser til at foretage klassificering af de øvrige produktionsområder var utilstrækkeligt (P81) eller ikke eksisterende (P82). Det begrænsede datamateriale udelukker en statistisk vurdering af forurening fra E. coli mellem produktionsområder, år eller årstider, og det bevirker, at potentielle forureningskilder til de respektive produktionsområder ikke kunne vurderes tilstrækkeligt.
Ud fra en vurdering af potentielle kilder (figur 1.1) og transportveje for mikrobiologisk forurening (sanitary survey), samt så vidt muligt en verificering af denne i forhold til historiske, mikrobiologiske data fra Flensborg Fjord, er der for hvert af produktionsområderne P81-P83 anbefalet et overvågningsprogram.
I hvert af de anbefalede overvågningsprogrammer indgår der forslag til et prøveudtagningspunkt, en klassificeringsstatus (indledende eller permanent) samt en prøveudtagningsplan (påkrævet prøveudtagningsfrekvens og -antal).
På baggrund af resultaterne for produktionsområdernes sanitary surveys samt antal, frekvens og indhold af E. coli i prøver (kun bundprøver) udtaget i de historiske, mikrobiologiske analyser gælder det som helhed, at kun produktionsområdet P83 blev vurderet egnet til permanent klassificering. Dette indebærer en fremtidig prøveudtagningsfrekvens for P83 på minimum otte prøver pr. år over en fortsat treårig periode. De to øvrige produktionsområder P81 og P82 kunne ikke klassificeres pga. manglende data fra det seneste år (2019) og et utilstrækkeligt antal data over de sidste tre år (2017-2019). For at opnå permanent klassificering vil der ifølge EU’s guideline derfor være behov for indledningsvis at indsamle data, således, at der etableres resultater for 12 prøver indsamlet det seneste halve år eller data fra 24 prøver fra de seneste tre år.
Rapporten er opdelt i hovedkapitler, som giver en opsummering af identificerede mikrobiologiske forureningskilder. Hovedkapitlerne tager udgangspunkt i appendiks 2-8. Appendiks 9 er en detaljeret gennemgang af de samlede historiske mikrobiologiske data fra muslingeovervågningen. Det vurderes ikke nødvendigt at foretage en ”shoreline survey”, da alle kilder til sanitær forurening er beskrevet i kommunernes spildevandsplaner, badevandskvalitetsbeskrivelser og Miljøministeriets basisanalyser i forbindelse med vandrammedirektivet.