Aarhus University Seal

Nr. 215: Rumlig høj opløsning af emissioner til luft - SPREAD 3.0

Plejdrup, M.S., Nielsen, O.-K., Gyldenkærne, S. & Bruun, H.G. 2021. Spatial high-resolution distribution of emissions to air – SPREAD 3.0. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 208 pp. Technical Report No. 215 http://dce2.au.dk/pub/TR215.pdf

Sammenfatning

Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet beskæftiger sig med forskning inden for flere områder. Et af disse områder er luftforurening. Forskningen inkluderer sammenhængen mellem emissioner, spredning i atmosfæren, eksponering samt relaterede samfundsmæssige omkostninger. En del af denne forskning er geografisk fordeling af emissioner som input til atmosfærisk modellering.

Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet udarbejder årligt emissionsopgørelser for luftforurening og drivhusgasser på kontrakt for Miljøministeriet og Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet. Emissionsopgørelsen og rapporteringen af denne udføres i henhold til Danmarks forpligtigelser under internationale konventioner som FN’s klimakonvention (UNFCCC) og FN’s konvention om langtransporteret grænseoverskridende luftforurening (UNECE - CLRTAP), samt Danmarks EU-forpligtigelser som direktivet om nationale emissionslofter (NECD) og forordningen om en mekanisme til overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner (MMR).

Arbejdet udføres af Aarhus Universitet, Institut for Miljøvidenskab (ENVS).

Under CLRTAP og NECD er der også en forpligtigelse til at rapportere geografisk fordelte emissioner hvert fjerde år. Derudover er DCE også forpligtet til at offentliggøre geografisk fordelte data af diffuse emissioner som defineret under PRTR-forordningen (PRTR: Pollutant Release and Transfer Register).

Før 2011 var den danske geografiske fordeling tilgængelig på EMEP’s gitternet med en opløsning på 50 km x 50 km, som blev brugt til rapporteringen til UNECE hvert femte år.

I 2011 blev den første udgave af en geografisk højopløsnings-fordelingsmodel for luftemissioner (SPREAD) publiceret. Denne model blev udviklet med en meget højere opløsning (1 km x 1 km) for at øge anvendelsen af data som input til luftkvalitetsmodellering. Skiftet til en højere opløsning, blev også foretaget i forventning om, at EMEP’s gitternet ville blive opdateret med en højere opløsning. Fordelingen med den høje opløsning er anvendt i forskningsprojekter, der enten har fokuseret på alle emissionssektorer eller som detailstudie med fokus på en eller få sektorer, f.eks. fordeling af emissioner fra brændeovne.

Det nuværende EMEP-gitternet er med en opløsning på 0.1 grad x 0.1 grad, hvilket for Danmark svarer til et gitternet på ca. 6 km x 11 km.

Udviklingen af SPREAD-modellen har været drevet af deltagelse i forskningsprojekter. Ressourcer fra rammekontrakten mellem AU og Miljø- og Fødevareministeriet er blevet brugt til at implementere den nye EMEP-gitternet.

SPREAD inkluderer emissionsfordelinger for alle sektorer, der udleder luftforurening. Hovedsektorerne er stationær forbrænding, mobil forbrænding, industrielle processer, landbrug og affald. Den geografiske fordeling foretages på det mest detaljerede niveau muligt. På nuværende tidspunkt er drivhusgasser ikke omfattet af modellen.