Aarhus University Seal

Nr. 136: Ynglende og rastende fugle i Vejlerne 2015-2017

Nielsen, H.H. & Clausen, P. 2019. Ynglende og rastende fugle i Vejlerne 2015-2017. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 68 s. - Teknisk rapport nr. 136.  http://dce2.au.dk/pub/TR136.pdf

Sammenfatning

Aage V. Jensen Naturfond og Institut for Bioscience, Aarhus Universitet indgik i begyndelsen af 2007 en samarbejdsaftale om en udvidet overvågning af udvalgte yngle- og trækfugle i Vejlerne. I 2015-2017 har konsulentfirmaet Avifauna Consult varetaget overvågningsopgaverne.

Denne rapport præsenterer resultaterne af overvågningen af fugle i Vejlerne i 2015-2017.

For ynglefuglene er lagt særligt vægt på 2016 og de andre to år behandles mere summarisk. For rastefuglene, som ikke tidligere har været bearbejdet, gives en samlet bearbejdning af data fra 2008-2017.

Formålet med fugleovervågningen i Vejlerne er bl.a. at bidrage til NOVANA-overvågningen af fugle, der har til formål at sikre et ensartet, kvalitetssikret og landsdækkende datagrundlag til Miljøstyrelsens udarbejdning af Natura 2000-planer, dels at skaffe data til den danske afrapportering til EU. Metoderne til overvågningen er nærmere beskrevet og fastlagt i tekniske anvisninger.

I Vejlerne foretages dog en mere omfattende fugleovervågning, som dels omfatter flere ynglefuglearter end NOVANA programmet, hvis primære fokus er bilag 1 arter, dels indebærer en årlig overvågning, hvor NOVANA i det aktuelle program typisk overvåger arterne hvert andet år. Tilsvarende overvåges rastefuglene året rundt, hvor arterne i NOVANA programmet kun overvåges i de måneder, hvor den nationale bestand forventeligt er størst (fx svømmeænder i september/oktober, dykænder ved midvinter, flere arter af vadefugle i april/maj eller august).

For ynglefuglene sås i årene 2015-2017 fortsatte fremgange i antal af ynglende fjordterne, trane og blåhals, og sølvhejre etablerede sig som ny ynglefugl i en plantage umiddelbart vest for de Østlige Vejler.  

For flere af de engtilknyttede jordrugende arter, hvis forekomst typisk toppede i årene 2000-2003, var der i 2015-2017 antal på niveau med eller lavere end i 2013-2014, men altså antal der stadig repræsenterer en tilbagegang i forhold til 2000-2003. Det gælder for strandengsfugle som klyde, vibe, stor kobbersneppe og rødben, men også brushøne, engryle og havterne som har været i tilbagegang siden 1980’erne eller 1990’erne. Bestanden af sortterne har også været jævnt faldende siden slutningen af 1970’erne og selvom 22-27 par forsøgte at yngle i 2015-2017 blev der kun set en enkelt udfløjen unge i 2015. For flere af arterne kan de seneste års lave antal være forårsaget af et par tørre forår og somre, i kombination med et højt prædationstryk.   

Set i et ti-årigt perspektiv fra 2008-2017 er der i Vejlerne set stigende antal af rastende skestork, sølvhejre, bramgås, kortnæbbet gås, vandrefalk og trane, stabile-stigende antal af svømmeænder, varierende antal af blå kærhøg og hjejle, men faldende antal af knop- og sangsvane. Antallet af pibesvane har været stabilt det sidste ti-år, men faldende set over en længere tidsperiode, i lighed med vore nabolande. For de to store svanearter er det en udvikling, der er overraskende sammenlignet med resten af landet, hvor sangsvane har været i stor fremgang og knopsvane har en stabil bestand.