Aarhus University Seal

Nr. 107: Sanitary survey rapport 4: Lillebælt og det Syd Fynske Øhav

Larsen, M.M., Jakobsen, H.H., Göke, C., Hendriksen, N.B., Rømer, J.K., Mohn, C. & Schultz, A.C. 2017. Sanitary survey rapport 4: Lillebælt og det Sydfynske Øhav. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 152 s. - Teknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 107.
http://dce2.au.dk/pub/TR107.pdf

Sammenfatning

Det fremgår af reglerne i Kontrolforordningen for animalske fødevarer (Europa Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 854), at mikrobiologisk klassificering af produktionsområder for muslinger m.m.[1] og den dertil hørende prøveudtagningsplan skal bygge på en ’sanitary survey’. En sanitary survey er en vurdering af interaktionerne mellem potentielle forureningskilder, klimaforhold, vandbevægelser m.m. i området. EU-Kommissionens vejledning i udarbejdelse af sanitary survey (EU 2012, revideret udgave i 2017) har dannet basis for denne rapport. Der er dog i visse tilfælde taget hensyn til den danske praksis for mikrobiologisk prøveudtagningsfrekvens og tidligere klassificering foretaget på baggrund af denne, som beskrevet i muslingebekendtgørelsen (BEK nr 1693, som har erstattet nr. 978 dec. 2016) og opsummeret i appendiks 13 Lovgivning.

Rapporten behandler Lillebælt og det Sydfynske Øhav som et samlet område. Lillebælt består af produktionsområderne P74, P75, P76, P77, P78, P79, P80 fra Fredericia i nord til Als og Augustenborg Fjord i syd, og det Sydfynske Øhav P84, P85, P86 og P87 fra Als mod vest over til Langeland i øst.

Rapporten understøttes af offentligt tilgængelige data fra overvågning af mikrobiologisk forurening i Lillebælt og det Sydfynske Øhav, hvor indholdet af E. coli og Salmonella[2] er bestemt i prøver af muslinger m.m. udtaget i forbindelse med erhvervets egenkontrol og prøver udtaget af Fødevarestyrelsen til verifikation af egenkontrollen. Det skal hertil bemærkes, at der er anvendt information og data, som er hentet fra de omkringliggende kommuners hjemmesider samt fra Danmarks Statistik. I mange tilfælde fjernes eller flyttes rapporter nedtaget fra internettet, og dynamiske tabeller dannet med web-baserede dataapplikationer har en begrænset levetid. Det kan derfor ikke garanteres, at alle referencer, anvendt information og data fremadrettet fortsat vil være tilgængelige på nettet.

Fra den danske muslingeovervågning findes der generelt et solidt sæt historiske data for E. coli-niveauer i muslinger m.m. indsamlet fra de positioner, hvor der er blevet høstet i produktionsområderne inden for Lillebælt og det Sydfynske Øhav. Et vigtigt datasæt i klassificeringen af produktionsområderne er baseret på prøveudtagninger igennem de sidste 10 år (2007-2016). I dette datasæt indeholder 95 % af i alt 610 prøver E. coli i A-niveau (<230 E. coli/100 g) og 0 % af i alt 172 prøver indeholder Salmonella. Datasættet dækker dog kun 9 af de 11 omtalte produktionsområder, hvoraf der fra 3 af disse kun findes få data. De sidste 2 områder (P85 og P87) er der slet ikke udtaget prøver fra i perioden, da der ikke har været muslingefiskeri.

Samlet set peger sanitary survey for Lillebælt og det Sydfynske Øhav på, at området har en overordnet god mikrobiologisk hygiejne med kun sjælden forekomst af nævneværdig mikrobiel forurening, der kan variere imellem produktionsområderne.

Opsummering af anbefalet prøveudtagningsplan 

Ud fra en vurdering af kilder og transportveje for mikrobiologisk forurening (sanitary survey) og en verificering af denne i forhold til historiske mikrobiologiske data i Lillebælt og det Sydfynske Øhav er der for hvert af produktionsområderne P74-80 og P84-87 anbefalet et overvågningsprogram. 

I hvert af de anbefalede overvågningsprogrammer indgår forslag til et prøveudtagningspunkt (figur 1.1a-c), en klassificeringsstatus (indledende eller permanent) samt en prøveudtagningsplan (påkrævet prøveudtagningsfrekvens og -antal). 

På baggrund af resultaterne for produktionsområdernes sanitary surveys samt antal, frekvens og indhold af E. coli og Salmonella i prøver udtaget i de historiske mikrobiologiske analyser gælder det således, at produktionsområderne P77 og P80 vurderes egnede til permanent klassificering med en fremtidig prøveudtagningsfrekvens på minimum 8 prøver pr. år over en fortsat treårig periode. P76 foreslås indledende permanent klassificeret med en fremtidig prøveudtagningsfrekvens på minimum 12 prøver pr. år over en fortsat treårig periode. Omvendt vurderes P74-75, P78-79 og P84-87 ikke at kunne opnå status som permanent klassificeret, fordi der ikke findes tilstrækkeligt antal data indsamlet inden for de seneste 3 år, samt at der er generel mangel på data fra 2016. Hvis disse områder ønskes inkluderet i den permanente klassificering, vil der ifølge EU’s guideline være behov for indledningsvist at indsamle data, således at der findes data fra 12 prøver indsamlet det seneste halve år eller data fra 24 prøver fra de seneste 3 år. 

Rapporten er opdelt i hovedkapitler, som giver en opsummering af identificerede mikrobiologiske forureningskilder. Hovedkapitlerne tager udgangspunkt i appendiks 2-10. Appendiks 11 er en detaljeret gennemgang af de samlede historiske mikrobiologiske data fra muslingeovervågningen, bestående af fiskeriets egenkontrol og Fødevarestyrelsens verifikationsprojekter af erhvervets egenkontrol. Det vurderes unødvendigt at lave en ’shoreline survey’, da alle mulige kilder til sanitær forurening er beskrevet i kommunernes spildevandsplaner, badevandskvalitetsbeskrivelser og Miljø- og Fødevareministeriets basisanalyser i forbindelse med vandrammedirektivet.


[1] Muslinger m.m.: toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle.

[2] E. coli er en almindelig bakterie i tarmsystemet hos pattedyr og fugle og er derfor anvendt som indikatorer for fækal forurening. Salmonella er sundhedsskadelig og indgår i Fødevarestyrelsens overvågningsprogram for at sikre at muslingerne kan anvendes til konsum.