Søndergaard, M., Reitzel, K., Jeppesen, E., Egemose, S., Lauridsen, T.L. & Jensen, H. 2020. Vejledning for gennemførelse af sørestaurering. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi,56 s. - Videnskabelig rapport nr. 382. http://dce2.au.dk/pub/SR382.pdf
Vandkvaliteten og den økologiske tilstand i de danske søer er især bestemt af mængden af tilførte næringsstoffer, hvoraf fosfor spiller den vigtigste rolle som begrænsende næringsstof. Der er dog en del situationer, hvor det viser sig, at søerne ikke forbedres tilstrækkeligt, selvom tilførslen af fosfor er reduceret til et niveau, som er estimeret til at være tilstrækkeligt lavt. Årsagen kan være, at der i søerne er en kemisk træghed, som skyldes, at der frigives fosfor fra en mobil fosforpulje, der er ophobet i bunden af søen (intern belastning), eller en biologisk træghed, som bl.a. kan skyldes en fiskebestand domineret af skaller og brasen, der æder dyreplankton og dermed giver dårlige betingelser for bortfiltrering af planteplankton via dyreplankton.
I vandområdeplanerne, som blandt andet beskriver indsatsbehovet for at forbedre de danske søers tilstand, er der angivet en række søer, som planlægges restaureret for at opnå mindst en god økologisk tilstand. Restaurering er fastlagt, hvor den eksterne fosforpåvirkning af en sø er reduceret tilstrækkeligt, men hvor det vil forudsætte en aktiv indsats, hvis søen inden for 1-2 vandområdeplanperioder skal opnå god økologisk tilstand. Denne rapport gennemgår de forskellige muligheder, der er for at restaurere søer, og giver en vejledning i, hvordan restaureringsprocessen håndteres fra forundersøgelse til gennemførelse og monitering. Rapporten er en opdateret og revideret version af en vejledning fra 2015.
Forundersøgelsen skal indeholde en verificering af de data, som ligger til grund for at gennemføre en restaurering. Dette omfatter typisk informationer om den eksterne fosfortilførsel, søens ligevægtstilstand, beskrivelse af fiskebestanden og en vurdering af den interne fosforbelastning.
Restaurering ved indgreb over for den interne fosforbelastning kan foretages ved kemisk fosforfældning, som omfatter enten tilførsel af aluminiumsalte eller det modificerede lerprodukt Phoslock©, hvor det aktive grundstof er lanthan. Phoslock har endnu ikke været anvendt i Danmark i stor skala, mens aluminiumbehandling har været anvendt i syv søer siden 2001. Ved begge metoder er det vigtigt med et godt kendskab til søens alkalinitet (kalkholdighed) for at undgå toksiske eller andre uønskede effekter ved lave pH-værdier. Hvis man således ønsker at anvende aluminium, skal det under forundersøgelsen godtgøres, at søens alkalinitet er højere end 1 meq/l, så der ikke opnås lave pH-værdier under dosering. Ligeledes må der under og i en periode efter behandlingen ikke være risiko for, at pH overstiger 8,5, hvor aluminium også kan findes i en giftig form. For Phoslock gælder, at man generelt har mulighed for at behandle søer med en alkalinitet lavere end 1 meq/l, hvis forudgående tests har vist, at der ikke er problemer med lanthankoncentrationen i søvandet. Doseringsmængden af begge produkter beregnes i forhold til den potentielt mobile fosforpulje i sedimentet samt fosformængden i søvandet. Den interne fosforbelastning kan også begrænses ved at fjerne det fosforholdige sediment, men det er en relativ dyr metode, som kun har været anvendt én gang i Danmark i en større sø.
I dybe og lagdelte søer har iltning af bundvandet været anvendt som en metode til at mindske frigivelse og ophobningen af fosfor i bundvandet og forbedre livsvilkårene for en række organismer på det dybe vand. Metoden har været anvendt i seks danske søer og anvendes stadigvæk i et par søer. Det er en metode, som kræver en langvarig behandling samt et overskud af jern i sedimentet til at binde fosfor, og der er risiko for, at den øgede fosforbinding, der kan opnås ved iltningen, ikke kan opretholdes, når iltningen stopper. Effekten, der er opnået på de danske søers generelle tilstand og overfladevandets kvalitet ved iltning af bundvandet, er usikker og i de fleste tilfælde begrænset eller endda manglende.
Biomanipulation ved opfiskning af fredfisk er en restaureringsmetode, som kan anvendes i søer, hvor de dyreplanktonædende fisk såsom skalle og brasen dominerer, og hvor det vurderes, at den eksterne eller interne fosforbelastning ikke er årsagen til ringe vandkvalitet. Metoden har været anvendt i mange søer i de sidste årtier med henblik på at øge dyreplanktonets græsning på planteplanktonet og for at mindske ophvirvlingen af sediment og deraf følgende fosforfrigivelse og/eller uklart vand på grund af fisk, som søger efter føde i søbunden. Der findes en række forskellige opfiskningsmetoder, som må tilpasses den enkelte sø.
Der findes en række øvrige metoder og teknikker til at restaurere søer, hvoraf nogle af de mest relevante er beskrevet. Én af dem er anvendelsen af flere metoder i kombination, hvorved den samlede effekt kan optimeres. Klimaforandringer kan få betydning for den måde, sørestaureringer fremover kan gennemføres på.
Ved alle typer af restaurering skal der gennemføres en monitering af tilstanden før, under og efter restaureringen for at kunne dokumentere og evt. tilpasse indgrebet. I rapporten er det også ud fra danske erfaringer anslået, hvad det koster at gennemføre de forskellige former for restaureringsindgreb. I Figur 0 er der vist et flowdiagram, der giver en oversigt over processen og beslutninger i forbindelse med gennemførelse af sørestaurering.
