Aarhus University Seal

Nr. 361: Undersøgelse af bundfaunaen og overfladesedimentet på den nordøstgrønlandske kontinentalsokke 2017

Hansen JLS, Sejr MK, Holm-Hansen TH, Andersen OGN. 2019. Benthic macrofauna communities on the Northeast Greenland shelf 2017. Results and data from the NEG Dana cruise 2017. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 35 pp. Scientific Report No. 361. http://dce2.au.dk/pub/SR361.pdf

Sammenfatning

Som en del af ”Joint Northeast Greenland Strategic Study Programme 2016-2019” blev bundfaunaen og overfladesedimentet undersøgt på den nordøstgrønlandske kontinentalsokkel (shelf) i forbindelse med Danatogtet (NEG 2017) i august 2017. På alle stationerne på selve kontinentalsoklen (shelfen) samt stationer på kontinentalskrænten ned til dybder på 1.400 m bestod bunden af finkornet mudder. På de fleste stationer var overfladesedimentet dækket af småsten og skærver, hvilket er tolket som et udtryk for vedvarende erosion af sedimentoverfladen. Den kvantitative prøvetagning af bundfaunaen, som blev foretaget med henholdsvis 0,1 m2 Van Veen grabs og 0,0143 m2 hapskerner, viste generelt meget lave individtætheder på ca. 400 individer m-2 som gennemsnit for hele området. Den gennemsnitlige biomasse var endnu lavere på kun 10 g vådvægt m-2. Til sammenligning viser undersøgelser fra den vestgrønlandske shelf, som tidligere er foretaget med samme metode, at biomassen her er ca. 30 gange højere og individtætheden tilsvarende 7 gange højere. Disse store forskelle kan forklares med den lave produktivitet i planktonsamfundene i vandsøjlen over den nordøstgrønlandske shelf. I modsætning til bundfaunaens tæthed og biomasse, så viste Shannon diversitetsindekset næsten sammen niveau på de to shelfer og akkumuleringen af arter med stigende prøvetal antyder, at der formodentligt er flere arter af leddyr og ledorme, totalt set, på den nordøstgrønlandske shelf end på den vestgrønlandske shelf. Undersøgelser af den epibentiske fauna med video viste forekomster af den store søpen, Umbellula encrinus, der bliver mere end 2 meter høj, og videooptagelser på kontinentalskrænten viste forekomst af tætte haver af koldvandskorallen ”bambuskoral” (Keratoisis sp.). Tælling af årringe på Umbellula encrinus indikerede en alder på mere end 30 år, og litteraturstudier af vækstrater for Keratoisis viste, at disse samfund var betydeligt ældre end 100 år. Disse epibentiske dyresamfund understreger, at området er uforstyrret med en meget høj bevaringsværdighed og kan klassificeres som meget følsomme for forstyrrelse.