Aarhus University Seal

Nr. 302: Fremtidsorienteret miljørisikovurdering ved genudsættelse af krigsgasser installationen af Nord Stream 2-rørledningerne

Sanderson, H. & Fauser, P. 2019. Prospective added environmental risk assessment from re-suspension of chemical warfare agents following the installation of the Nord Stream 2 pipelines. Nord Stream 2 added CWA environmental risk assessment. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 122 pp. Scientific Report No. 302 http://dce2.au.dk/pub/SR302.pdf

Sammenfatning

I denne rapport er de seneste af Nord Stream (2008–2012) og Nord Stream 2 (2015–2016) prøvetagningsrunderne, der omfatter den påtænkte udvidelse af rørledningerne, inkluderet. Målingerne blev foretaget i oktober 2015 og marts 2016 for den foretrukne rute (ES) og to alternative ruter (FS og RA), der er udvalgt på baggrund af batymetriske og geologiske forhold sammen med andre faktorer (DHI, 2015). To ruter (ES og FS) ligger uden for dumpningsområderne og én rute (RA) går igennem det sekundære dumpningsområde, hvor der er placeret en række prøvetagningsstationer. 17 sedimentprøver ud af totalt 121 er således taget inden for det kendte dumpningsområde, hvor der er restriktioner mht. bl.a. ankring og fiskeri.

Forbedrede analysemetoder har resulteret i flere fund og højere koncentrationer af krigsgasser (chemical warfare agents; CWAer) end i de tidligere undersøgelser (Sanderson et al., 2014). Det er bemærkelsesværdigt, at der er påvist nye forbindelser, navnlig cykliske nedbrydningsprodukter af sennepsgas samt også selve sennepsgas. De cykliske nedbrydningsprodukter er ikke tidligere undersøgt i forbindelse med miljøgiftighed og risikovurdering. Derfor blev der bestilt en undersøgelse af deres miljøgiftighed i henhold til retningslinjerne beskrevet i OECD og GLP. Den mest skadelige forbindelse, 1-Oxa-4,5-dithiepane, blev anvendt i en kronisk test for henholdsvis alger og dafnier, hvilket gav en sikkerhedsfaktor på 500 og en PNEC på 0.0165 mg/L.

Risikokvotienten (RQ) for enkelt CWA’er og for summen af CWA’er blev beregnet som CWA-koncentrationen divideret med predicted no-effect concentration (PNEC), dvs. den koncentration, hvor man skønner, at stoffet ikke giver anledning til effekter. Risiko for den eksisterende uforstyrrede CWA-koncentration i sedimentet og i det ovenfor liggende vandgrænselag blev beregnet sammen med den ekstra miljørisiko fra rørlægningsaktiviteterne i forskellige afstande fra rørene.

De beregnede middel og maksimum RQ’ere fra rørlægningsaktiviteter for summen af CWA’er er mindre end én (<0.003) for alle tre ruter, hvilket indikerer en negligeabel miljørisiko. Ruterne ES og RA har sammenlignelige maksimum RQ fra rørlægning, hvorimod FS har en maksimum RQ fra rørlægning der er en faktor 20 lavere. Rute RA har de højeste fund af enkelt CWA’er og CWA-nedbrydningsprodukter, og er derfor mindre favorabel sammenlignet med ES-ruten. Som konklusion anbefales FS- og ES-ruterne fremfor RA-ruten ud fra et CWA-eksponeringssynspunkt.