Sunde, P. & Olsen, K. 2018. Ulve (Canis lupus) i Danmark 2012-2017. Oversigt og analyse af tilgængelig bestandsinformation. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 52 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 258. http://dce2.au.dk/pub/SR258.pdf
I denne rapport præsenteres og analyseres alle kendte sikre forekomster af ulve i Danmark 2012-17. Fra DNA-profiler kunne identificeres syv forskellige individer (5 hanner, 1 hun, 1 med ukendt køn). Seks af disse kunne spores tilbage til deres fødested 450-850 km fra de danske fundsteder, og fem var registreret i Schleswig-Holstein 0,5-13 måneder før de blev observeret i Danmark. Det kan endvidere fastslås, at yderligere mindst ét individ, hvorfra der ikke foreligger DNA-profil, opholdt sig Danmark 2013-14. Det samlede antal individer indvandret fra Tyskland 2012-17 kan dermed fastslås til minimum 8, eller 1,3 per år.
Ved udgangen af 2017 var de tre senest indvandrede individer (et par indvandret i 2016 og en enlig han indvandret i november 2017) fortsat i live, mens alle øvrige ikke siden har kunnet spores. Ulveparret, som etablerede sig i plantagerne øst for Ulfborg (Ulfborgparret) i efteråret 2016, blev i juni 2017 observeret med otte hvalpe, hvoraf mindst seks og muligvis alle var i live i december 2017. At dømme ud fra den rumlige fordeling af sikre og næsten sikre ulveobservationer havde Ulfborgkoblets leveområde en udstrækning på 78 km2 (100 % minimum konveks-polygon). To enlige hanner, som på skift havde fast tilhold i det centrale Jylland i 2013-14 og 2015-16, havde at dømme ud fra DNA-profilfund leveområder på mindst 47 og 13 km udstrækning, dækkende et areal på henholdsvis 353 og 33 km2. Samtidige ulvefund, som formodes at stamme fra de to individer, indikerer dog, at begge individer afpatruljerede et areal på mindst 500 km2.
Forekomsthyppigheden af ulv på UTM-kvadrat-niveau (10 x 10 km) kunne med en høj statistisk forklaringsgrad beskrives som en positiv funktion af kvadraternes dækningsgrad af skov og hede, samt bestanden af krondyr. De kvadrater, som ifølge modellen er de mest oplagte områder for ulverevirer i fremtiden, befinder sig i Vest- og Midtjylland, Nordjylland, Thy samt på Djursland.
Etableringen af det første ulvepar og dets høje ynglesucces, giver grundlag til at forudsige, at der fra og med 2018 vil ske en yderligere stigning i antal par og kobler. Den største ubekendte faktor for hvor hurtigt denne bestandsvækst vil foregå, er ulves overlevelsesrater, som på grundlag af foreliggende data, synes at være lavere end hvad man skulle forvente for en bestand, som ikke er genstand for forfølgelse.
