Nielsen, O.-K., Plejdrup, M.S., Winther, M., Mikkelsen, M.H., Nielsen, M., Gyldenkærne, S., Fauser, P., Albrektsen, R., Hjelgaard, K., Bruun, H.G. & Thomsen, M. 2016. Annual Danish Informative Inventory Report to UNECE. Emission inventories from the base year of the protocols to year 2014. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 491 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 183 http://dce2.au.dk/pub/SR183.pdf
Denne rapport er Danmarks årlige rapport om emissionsopgørelser sendt til UNECE-konventionen om langtransporteret grænseoverskridende luftforurening (LRTAP) 15. marts 2016. Rapporten indeholder oplysninger om Danmarks opgørelser for alle år fra basisårene for protokollerne til 2014.
Luftforureningskomponenterne der rapporteres til LRTAP-konventionen er SO2, NOx, NMVOC, CO, NH3, TSP, PM10, PM2,5, As, Cd, Cr, Cu, Hg, Ni, Pb, Se, Zn, dioxiner/furaner, HCB, PCBs og PAH.
Den årlige emissionsopgørelse for Danmark rapporteres i NFR 2013-formatet.
Emnerne behandlet i rapporten er: Udvikling i emissioner, beskrivelse af hver NFR-kategori, usikkerheder, genberegninger, planlagte forbedringer og procedure for kvalitetssikring og -kontrol. Strukturen i rapporten følger, så vidt muligt, den foreslåede disposition.
Informationer fra denne rapport er tilgængelige for offentligheden på Aarhus Universitets hjemmeside:
http://envs.au.dk/videnudveksling/luft/emissioner/emissioninventory/
Den fulde rapport samt NFR-skemaer er tilgængelige på Eionets hjemmeside:
http://cdr.eionet.europa.eu/dk/Air_Emission_Inventories/Submission_EMEP_UNECE
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, er på vegne af Miljøministeriet ansvarlig for udarbejdelse af den årlige danske emissionsrapport og opgørelserne i NFR. DCE deltager i møder under UNECEs arbejdsgruppe for emissionsopgørelser og –fremskrivninger samt ekspertpaneler, hvor parter i konventionen udarbejder retningslinjer og metoder for emissionsopgørelserne.
I 1990 var det relative bidrag af syreækvivalenter næsten ens for de tre gasarter. I 2014 var ammoniak den vigtigste forsurende faktor i Danmark og de relative bidrag for SO2, NOx og NH3 var på henholdsvis 5 %, 35 % og 60 %. Med hensyn til langtransporteret luftforurening er det dog stadig SO2 og NOx, der er de vigtigste forureningskomponenter.
Hovedparten af SO2-emissionerne stammer fra forbrænding af fossile brændsler, dvs. primært kul og olie, på kraftværker, kraftvarmeværker og fjernvarmeværker. Fra 1990 til 2014 er den totale udledning reduceret med 94 %. Den store reduktion er primært opnået gennem installation af afsvovlingsanlæg på kraftværker og fjernvarmeværker og brug af brændsler med lavere svovlindhold. Trods den store reduktion er disse værker kilde til 24 % af den samlede udledning. Også emissioner fra industrielle forbrændingsanlæg, ikke-industrielle forbrændingsanlæg, andre mobile kilder samt teglværker og produktion af ekspanderede lerprodukter er væsentlige bidragsydere til emissionen. National søfart (sejlads og fiskeri) bidrager med 13 % af den totale SO2-emission. Dette skyldes brug af fuelolie med et højt svovlindhold.
Den største kilde til emissioner af NOx er transportsektoren efterfulgt af andre mobile kilder og forbrænding i energisektoren (hovedsageligt kraftværker og fjernvarmeværker). Transportsektoren er den sektor, der bidrager mest til udledningen af NOx, og i 2014 stammede 44 % af de danske NOx-emissioner fra vejtransport, national søfart, jernbaner og civil luftfart. Også emissioner fra nationalt fiskeri og off-road-køretøjer (entreprenør-, landbrugsmaskiner, m.m.) bidrager betydeligt til NOx-emissionen. For ikke-industrielle forbrændingsanlæg er de primære kilder forbrænding af gasolie, naturgas og træ i husholdninger. Emissionerne fra kraftværker og fjernvarmeværker er faldet med 82 % fra 1990 til 2014. I samme periode er den totale emission faldet med 62 %. Reduktionen skyldes øget brug af katalysatorer i biler og installation af lav-NOx-brændere og de-NOx-anlæg på kraftværker og fjernvarmeværker.
Hovedparten af emissioner af NH3 stammer fra aktiviteter i landbruget. Kun en mindre del skyldes stationær forbrænding (2 %), vejtransport (2 %), industrielle processer (<1 %) og affald (1 %). Andelen fra transporten var stigende gennem 1990’erne og i starten af 2000’erne pga. den øgede brug af biler med katalysator. I de senere år er andelen igen faldet på grund af mere implementeringen af mere effektive katalysatorer.
Hovedparten af emissionen fra landbruget stammer fra husdyrgødning (49 %), og de største tab af ammoniak optræder under håndtering af gødningen i stalden. Den næststørste kilde indenfor landbrug er landbrugsjorde som bidrager med 46 % i 2014. Emissionen stammer hovedsageligt fra anvendelse af handelsgødning, udbringning af husdyrgødning samt emissioner fra voksende afgrøder.
Den totale ammoniakemission er faldet 43 % fra 1985-2014. Dette skyldes implementeringen af vandmiljøplaner og ammoniakhandlingsplanen som introducerede en række tiltag for at mindske kvælstoftabet i landbruget. Tiltagene har inkluderet krav om forbedret udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning, et forbud mod udbringning af husdyrgødning om vinteren, forbud mod bredspredning af gødning, regler for plantning af efterafgrøder, regulering af antallet af tilladte dyr per hektar og et loft for gødningsanvendelsen for afgrøder. På trods af en stigning i produktionen af svin og fjerkræ, så er emissionen faldet betydeligt.
Emissionen af flygtige organiske forbindelser ekskl. metan (NMVOC) stammer fra mange forskellige kilder og kan opdeles i to hovedgrupper: Ufuldstændig forbrænding og fordampning. Hovedkilderne til NMVOC-emissioner fra ufuldstændige forbrændingsprocesser er brændeovne, vejtrafik og andre mobile kilder, som national sejlads og ikke vejgående maskiner. Køretøjer til vejtransport er fortsat den største bidragsyder, selvom emissionerne er faldet siden introduktionen af biler med katalysator i 1990. Emissionerne fra fordampning stammer hovedsageligt fra landbrug, anvendelse af opløsningsmidler og udvinding, lagring og transport af olie og gas. De totale menneskeskabte emissioner er faldet med 50 % fra 1990 til 2014, primært som følge af øget brug af biler med katalysator og reducerede emissioner fra anvendelse af opløsningsmidler.
Ikke-industriel forbrænding er den vigtigste kilde til CO-emissionen. Indenfor ikke-industriel forbrænding er emissionen fra handel & service steget og emissioner fra landbrug/skovbrug/gartneri er faldet fra 1990 til 2014, emissionen fra husholdninger har fluktueret gennem tidserien, men er på samme niveau i 2014 som i 1990.
Transport er den næst vigtigste kilde til CO-emission i 2013, på trods af et fald i emissionen på 83 % mellem 1990 og 2014. Den største bidragyder til emissionen fra transport er personbiler, som udgjorde 58 % i 1990, mens andelen er faldet til 19 % i 2014. Driveren for faldet i andelen er implementeringen af lovpligtige katalysatorer og stadigt strengere emissionskrav.
I 1990 trådte et forbud mod markafbrænding i kraft, som medførte et markant fald i CO-emissionen fra 1989 til 1990.
Samlet set, så faldt emissionen af CO med 58 % fra 1990 til 2014, hovedsageligt drevet af faldet i emissioner fra transportsektoren.
Emissionsopgørelsen for partikler (Particulate Matter, forkortet PM) er blevet rapporteret for år 2000 og fremefter. Opgørelsen inkluderer den totale emission af partikler: Total Suspended Particles (TSP), emissionen af partikler mindre end 10 µm (PM10) og emissionen af partikler mindre end 2,5 µm (PM2,5).
De største kilder til PM2,5-emission er husholdninger (59 %), vejtrafik (10 %) og andre mobile kilder (9 %). Emissionen fra husholdninger steg med 84 % fra 2000 til 2007 efterfulgt af et fald på 48 % fra 2007 til 2014. For andre mobile kilder er offroad-køretøjer i industrien samt landbrugs- og skovbrugsmaskiner de vigtigste kilder (hhv. 35 % og 33 %). I transportsektoren tegner udstødningsemissioner sig for størstedelen (52 %). PM2.5-emissionen er faldet med 24 % fra 2000 til 2014, da det stigende træforbrug og dermed emissioner fra husholdninger modsvares fald i emissionen fra de øvrige sektorer især transportsektoren.
De største kilder til TSP-emission er landbrugssektoren og husholdningerne. TSP-emissionen fra transport er også vigtig og inkluderer både udstødningsemissioner og ikke-udstødningsrelaterede emissioner fra slid af bremser, dæk og vej. De ikke-udstødningsrelaterede emissioner udgør 72 % af TSP-emissionen fra transport.
Emissionsopgørelsen for sod (Black carbon – BC) er rapporteret for året 2000 og fremefter. De vigtigste kilder er husholdninger og vejtransport, der bidrager med henholdsvis 39 % og 21 % i 2014. Fra 2000 til 2014 er den samlede BC-emission faldet med 33 %. BC-emissionen fra ikke-industriel forbrænding steg med 42 % fra 2000 til 2007, men er efterfølgende faldet med 40 %. Udviklingen indenfor ikke-industriel forbrænding er domineret af udviklingen i træforbruget i husholdninger.
BC-emissionen fra transportsektoren er faldet med 54 % fra 2000 til 2014, hvilket skyldes implementeringen af nye EURO-normer og forbedret teknologi. En vigtig faktor er anvendelsen af partikelfiltre for lastbiler og personbiler, som effektivt begrænser udledningen af partikler og også BC.
BC-emissioner fra udvinding/lagring /transport af kul, olie og gas kommer hovedsageligt fra lagring af kul. Emissionen er fladet med 29 % fra 2000 til 2014 på grund af det faldende kulforbrug til produktion af el og varme.
Generelt er de vigtigste kilder til emissioner af tungmetaller forbrænding af fossile brændsler og affald. Emissionerne af tungmetaller er med undtagelse af kobber, faldet betydeligt de seneste år. Reduktionerne spænder fra 19 % til 91 % for henholdsvis Zn og Pb. Årsagen til de reducerede emissioner er hovedsageligt den øgede brug af røggasrensning på kraftværker og fjernvarmeværker (inklusive affaldsforbrændingsanlæg). Den store reduktion i emissionen af Pb skyldes et løbende skift til fordel for blyfri benzin, som er nødvendigt for biler med katalysator. Den største kilde til emission af kobber er slid af køretøjers dæk og bremser (93 % i 2014). Emissionen herfra er steget 29 % fra 1990 til 2014 pga. en stigning i antal kørte kilometer.
Den største kilde til Cd-emissioner er forbrænding i energisektoren (hovedsageligt forbrænding af træ og husholdningsaffald). Emissionen fra ikke-industriel forbrænding bidrager med 72 % i 2014 hvoraf 97 % kommer fra husholdninger. Emissionen fra husholdninger er steget med 215 % fra 1990 til 2014 på grund af et stigende træforbrug. Emissioner fra kraftværker, fremstillingsvirksomhed og industrielle processer er faldet med 89 % fra 1990 til 2014. Den faldende emission fra kraftværker skyldes faldende forbrug af kul. Emissioner fra personbiler er den dominerende kilde i transportsektoren og udgør 57 % i 2014.
Den største kilde til Hg-emission er forbrænding af affald og kul i energisektoren. Forbedret røggasrensning og faldende kulforbrug har medført et fald i emissionen fra energisektoren på 76 % fra 1990 til 2000. Denne udvikling er fortsat således at emissionen fra 1990 til 2014 samlet set er faldet med 92 %. Emissionen fra ikke-industriel forbrænding kan hovedsageligt tilskrives forbrænding af træ i husholdninger. Emissionen fra fremstillingsvirksomhed stammer hovedsageligt fra forbrænding i undersektorerne fødevareindustri og mineralsk industri. Emissionerne fra industrielle processer varierer meget pga. lukning af elektrostålvalseværket i 2002 efterfulgt af genåbning og endnu en lukning i 2005.
Den vigtigste kilde til emission af bly er transport, affald, ikke-industriel forbrænding og industrielle processer. I tidligere år var den største kilde forbrænding af blyholdigt benzin, men overgangen til blyfri benzin i transportsektoren har medført et fald i bly-emissionen fra transport på 94 % fra 1990 til 2014. Udviklingen i emissionen fra ikke-industriel forbrænding har været stort set konstant fra 1990-2014. Forbrænding af træ i husholdningsanlæg er den største kilde til emission af bly fra ikke-industriel forbrænding, og denne emission har været stigende fra 1990 til 2014, men er modvirket af faldende emissioner fra handel & service og landbrug/skovbrug/fiskeri. Emissionen fra energifremstilling er faldet med 97 % fra 1990 til 2014 hovedsageligt pga. faldende forbrug af kul og forbedret røggasrensning.
Den nuværende emissionsopgørelse for polycycliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er) inkluderer de fire PAH’er: Benzo(a)pyrene, benzo(b)fluo-ranthene, benzo(k)fluoranthene og indeno(1,2,3-cd)pyrene. Hovedparten af den samlede PAH-emission kan tilskrives benzo(b)fluoranthene og Benzo(a)pyrene der står for hhv. 35 % og 31 %. Den vigtigste kilde til emission af PAH er forbrænding af træ i husholdningerne, der udgør 64 % af den samlede PAH-emission i 2014. De stigende emissioner skyldes øget forbrænding af træ i brændeovne og kedler i husholdningerne. Emissionen fra stationær forbrænding i husholdninger er steget med 22 % fra 1990 til 2014.
Størstedelen af dioxinemissionen skyldes forbrænding i husholdninger, hovedsageligt forbrænding af træ i brændeovne og –kedler uden røggasrensning. Forbrænding af træ i stationære anlæg i husholdninger udgør 48 % af den nationale dioxin emission i 2014. Emissioner fra affaldssektoren udgør 35 % af den nationale total i 2014, og skyldes hovedsageligt brande i bygninger. Forbrænding af træ og halm er den største kilde til dioxin emission fra energifremstilling.
Stationær forbrænding udgør 48 % af den samlede beregnede hexachlorbenzen(HCB)-emission i 2014. Emissionen stammer hovedsageligt fra forbrænding af affald i kraftvarmeværker og fjernvarmeværker. Transport er også en vigtig kilde, og emissionen er steget med 62 % siden 1990 pga. det stigende dieselforbrug. HCB-emissionen fra stationære anlæg er faldet med 74 % siden 1990 hovedsageligt pga. forbedret røggasrensning på affaldsforbrændingsanlæg. Emissionen fra landbrug var høj i starten af 1990’erne pga. anvendelse af pesticider, der indeholdt urenheder af HCB. HCB-emissionen fra landbrug faldt med 94 % fra 1990 til 1994 og med 99 % fra 1990 til 2014. Dette har medført, at landbrugets andel af den samlede emission er faldet fra 67 % i 1990 til 6 % i 2014.
Transport udgør 63 % af den samlede beregnede emission af polychlorerede bifenyler (PCBs) i 2014. Det største bidrag kommer fra forbrænding af diesel i vejtransport. Emissionen er faldet med 69 % siden 1990 pga. udfasningen af blyholdig benzin, som har en høj PCBs emissionsfaktor. Udfasningen af blyholdig benzin har medført, at diesel er blevet den vigtigste kilde til PCBs emission i de senere år. Emissionen fra fremstillingsvirksomhed & bygge/anlæg samt ikke-industriel forbrænding er domineret af diesel forbrænding i ikke-vejgående maskiner.
Generelt pågår der et betydeligt arbejde med at forbedre emissionsopgørelserne. Nye undersøgelser og forskning fra Danmark og udlandet inkluderes så vidt muligt som basis for emissionsestimaterne. Desuden følges arbejdet med opdateringer af EMEP/EEA Guidebook for emissionsopgørelser nøje, med henblik på at indarbejde de bedste videnskabelige informationer som basis for opgørelserne.
Opgørelserne opdateres løbende med ny viden, således at opgørelserne bedst mulig afspejler danske forhold. Ved forbedringer lægges vægt på at opdateringer omfatter hele tidsserier, for at sikre konsistente data. Disse tiltag medfører genberegning af tidligere indberettede opgørelser. Begrundelserne for genberegningerne er inkluderet i kapitel 9 samt i de enkelte sektorkapitler i denne rapport. For planlagte sektorspecifikke forbedringer henvises der til sektorkapitlerne.
