De danske luftemissionsopgørelser for hexachlorbenzen (HCB) og polychlorerede bifenyler (PCBs) har hidtidigt ikke været komplette. I dette projekt er emissionsopgørelserne for de to forureningskomponenter blevet forbedret ved inddragelsen af de nyeste tekniske retningslinjer angivet i EMEP/EEA guidebogen. I tillæg til informationerne i Guidebogen er der gennemført et litteraturstudie for at komplementere og verificere de emissionsfaktorer, der er oplyst i Guidebogen.
Baseret på de tilgængelige data i Guidebogen og den øvrige videnskabelige litteratur har det været muligt at forbedre kompletheden af rapporteringen betragteligt. Der er for HCB kun ni kategorier, hvor emissionerne rapporteres som ikke estimeret (NE - not estimated) sammenlignet med 30 ved sidste emissionsopgørelse og 13 kategorier sammenlignet med 50 kategorier for PCB, hvor emissionerne rapporteres som ikke estimeret (NE – not estimated). Årsagerne til at der fortsat rapporteres NE for nogle kategorier er enten, at hele kategorien ikke er rapporteret i den danske emissionsopgørelse, f.eks. på grund af manglende aktivitetsdata eller at det ikke har været muligt at finde en emissionsfaktor for HCB og/eller PCBs, men at der er indikationer på at emissioner af HCB og/eller PCBs kan forekomme. Sådanne indikationer kan for eksempel være, at der er rapporterede og veldokumenterede emissionsfaktorer for dioxiner og furaner (PCDD/F).
Det markante fald i HCB-emissionen skyldes et fald i emissionen fra landbrugssektoren. Faldet skyldes dels et fald i anvendelsen af pesticider og fungicider, der indeholder HCB urenheder og dels at koncentrationen af HCB-urenheder i pesticider blev reduceret betragteligt i begyndelsen af 1990’erne.
Emissionen fra energi- og konverteringssektoren er også faldet på grund af installationen af røggasrensningsudstyr rettet mod reduktioner af PCDD/F fra affaldsforbrændingsanlæg. Emissionen fra industrielle processer er faldet på grund af nedlukningen af produktionen af stål og sekundær (omsmeltet) aluminium i Danmark. For de resterende sektorer er emissionerne ret lave og har været forholdsvis konstante gennem tidsserien.
Det betydelige fald i PCBs-emissionen skyldes et fald i emissionen fra vejtransport. Blyholdig benzin har høje emissionsfaktorer for PCBs, så da blyholdig benzin blev forbudt og dermed udfaset i begyndelsen af 1990’erne faldt emissionen også kraftigt.
De andre dominerende emissionskilder til PCBs er både vejgående og ikke-vejgående dieselkøretøjer. Emissionen fra disse kilder er steget i takt med det stigende dieselforbrug. Emissionen fra energi- og konverteringssektoren er faldet på grund af installationen af røggasrensningsudstyr rettet mod reduktioner af PCDD/F fra affaldsforbrændingsanlæg. Emissionen fra industrielle processer er faldet på grund af ophøret af produktionen af stål og sekundær aluminium i Danmark. For de resterende sektorer er emissionerne ret lave og har været forholdsvis konstante gennem tidsserien.
Den gennemførte screening for emissionskilder til pentachlorbenzen (PeCB) viser, at de tilgængelige data er meget sparsomme og i mange tilfælde er de rapporterede data baseret på meget usikre antagelser. Det kan antages, at emissioner af PeCB kan forekomme fra samme kilder som HCB-emission, men der er udført meget få målinger, som er rapporteret i litteraturen.
Baseret på de tilgængelige data lader det til, at affaldsforbrænding vil være den vigtigste kilde til PeCB-emissioner til luften. Datagrundlaget er dog på nuværende tidspunkt så spinkelt, at der ikke er grundlag for at lave en egentlig national emissionsopgørelse.