Aarhus University Seal

Nr. 11: Økologisk risikovurdering af genmodificerede planter i 2010

Kjellsson, G., Sørensen, J.G., Strandberg, M., Damgaard, C. & Krogh, P.H. 2011. Økologisk risikovurdering af genmodificerede planter i 2010. Rapport over behandlede forsøgsudsætninger og markedsføringssager. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 44 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 11
http://www.dmu.dk/Pub/SR11.pdf

Sammenfatning

Denne rapport giver en oversigt over DCE – Nationalt Center for Miljø og Energis arbejde med økologisk risikovurdering af genmodificerede planter (GMP) i 2010. DCE’s aktiviteter på dette område er, foruden at foretage forskning, også at understøtte Miljøstyrelsens myndighedsopgave med ekspertise vedrørende risikovurdering af de økologiske effekter og konsekvenser af GMP. Desuden indgår faglig bistand til besvarelse af spørgsmål fra folketinget, ministeren og EU samt at deltage i relevante EU-sammenhænge vedr. GMP.

Før at en ny GMP kan godkendes til dyrkning, skal dens egenskaber være testet i markforsøg, de såkaldte forsøgsudsætninger. I 2010 blev der i EU foretaget i alt 94 nye forsøgsudsætninger med 12 forskellige plantearter. De fleste forsøg var som i tidligere år med majs (61 %), efterfulgt af kartoffel (10 %), sukkerroe (8 %), bomuld (6 %) og ært (6 %). De fleste af planterne var genmodificerede til herbicidtolerance og/eller insektresistens. Der indgik antibiotika-resistensmarkører i ca. 10 % af forsøgsplanterne. I Danmark var der ni fortsatte forsøgsudsætninger med den glyfosattolerante NK603-majs og to fortsatte forsøgsudsætninger med den glyfosattolerante GA21-majs.

DCE´s risikovurdering foretages efter en analyse af de mulige konsekvenser af de ændrede egenskaber hos GM-planten. Risikoen for en uønsket miljømæssig effekt vurderes som de miljømæssige konsekvenser x sandsynligheden for at den uønskede hændelse vil ske. Der var ni nye ansøgninger om markedsføring i EU i 2010 sammenlignet med syv nye anmeldelser i 2009 og hele 27 anmeldelser i 2008. Alle de nye anmeldelser var kun til import og videreforarbejdning til foder og evt. fødevarer, men ikke dyrkning: To herbicidtolerante og insektresistente Bt-majs, én insektresistent Bt-majs, en tørketolerant majs, en herbicidtolerant sojabønne, en insektresistent sojabønne, en insektresistent og herbicidtolerant sojabønne samt to sojabønner med øget indhold af umættede fedtsyrer. Tilbagegangen i nye markedsføringssager, sammenlignet med tidligere, år skyldes bl.a. de nationale dyrkningsforbud mod GM-afgrøder i Frankrig, Tyskland, Østrig og Ungarn.

DCE’s kommentarer til risikovurderingerne drejede sig især om uønskede økologiske effekter og resistensudvikling og effekter på ikke-målorganismer. De 25 forespørgsler fra MST inkluderede bl.a. spørgsmål vedr.: Anvendelsen af sikkerhedsklausulen samt begrundelse for forbud mod import og dyrkning af GMO-afgrøder, kommentarer vedr. mulige effekter på ikke-målorganismer, indsigelser mod anvendelse af sikkerhedsklausulen til at begrænse eller stoppe publiceringen af forsøgsresultater samt grænseværdier for GMO-indhold i importerede frøpartier.  

På verdensplan blev der i 2010 dyrket i alt ca. 148 mil. ha GM-afgrøder, hvoraf 99 % bestod af Bt- og Herbicid Tolerant (HT) majs, HT-sojabønne, Bt- og HT-bomuld samt HT-raps. I EU blev der dyrket Bt-majs af linjen MON810 i Spanien (67.726 ha), Portugal (4.869 ha), Tjekkiet (4.680 ha), Slovakiet (875 ha), Rumænien (823 ha) og i Polen (ca. 3.000 ha); men der var stadig ingen dyrkning af Bt-majs i Frankrig og Tyskland.