Aarhus University Seal

Reduceret forurening fra vejtrafik under coronakrisen giver færre for tidlige dødsfald og sygedage i Danmark

Markant lavere luftforurening fra vejtrafik vil give tusindvis af færre sygedage og et fald i antallet af for tidlige dødsfald, viser nyt notat.

Mindre luftforurening fra vejtrafik vil kunne aflæses i antallet af for tidlige dødsfald og sygedage. (Foto: DCE/Thomas Ellermann)

Den mindre trafik på vejene i Danmark og det øvrige Europa fører til et fald i luftforureningen over Danmark, og nu viser nye skønsmæssige beregninger, at den renere luft vil spare over 60.000 sygedage og 80 for tidlige dødsfald i 2020 på grund af luftforurening fra vejtrafik.

Fra den 13. marts til den 10. maj har regeringen iværksat en række tiltag til at nedbringe risikoen for smitte med coronavirus. Disse tiltag har indtil videre betydet en nedgang i vejtrafik på landsplan på ca. 40%, og en tilhørende nedgang i udledninger af luftforureningskomponenter fra vejtrafik på ca. 35%.

Vejdirektoratet følger trafikkens udvikling dag for dag på en række tællestationer i Danmark, og de har offentliggjort trafiktal til belysning af effekten af coronakrisen.

Forskere fra DCE – Nationalt Center for Miljø og energi ved Aarhus Universitet har i et notat anvendt disse tal til at udregne, hvordan den faldende forurening påvirker antallet af blandt andet sygedage og for tidlige dødsfald. Det er endvidere antaget at den reducerede vejtrafik vil vare i en periode på tre måneder.

For at beregne, hvilken betydning faldet i luftforurening under coronakrisen har for helbredseffekter i Danmark, har forskerne blandt andet benyttet tidligere beregninger gennemført med det såkaldte EVA modelsystem og reduceret trafikkens bidrag til helbredseffekterne.

Udledninger fra dansk vejtrafik fører til luftforurening, der kan spredes med vinden over store afstande, hvilket også giver Danmark luftforurening fra udenlandsk vejtrafik.  Samtidigt sker der kemisk omdannelse af en række af de forskellige luftforureningsstoffer, ligesom en række af disse stoffer afsættes på land- og vandoverflader. Alle disse processer er medtaget i modellerne bag notatet.

Beregninger af helbredseffekter relateret til luftforurening indgår som et fast element i rapportering af det danske luftovervågningsprogram under NOVANA, hvor gennemsnitsværdier for dødelighed og sygelighed over tre år, som kan tilskrives luftforurening, opgøres på årlig basis.

Der er i notatet udført en skønsmæssig beregning af, hvordan helbredseffekterne i Danmark bliver påvirket af den reducerede vejtrafik under coronakrisen. Notatet præsenterer både tal for effekten af ændringer af udledningerne fra vejtrafikken i Danmark og for konsekvensen af tilsvarende ændringer i trafikken i de øvrige udland.

Der er store usikkerheder på disse vurderinger bl.a. fordi de endnu ikke er viden om, hvor lang tid restriktionerne i relation til coronakrisen vil vare ved og fordi DCE ikke har eksakte tal for, hvor store ændringer der har været for vejtrafikken i det øvrige Europa.

Læs DCE- notatet ”Coronakrisens effekt på omfanget af helbredseffekter relateret til luftforurening” her. 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved professor Ole Hertel, oh@envs.au.dk, tel. 30183114.