Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi Myndighedsbetjening Offentligheden / Pressen

Blæst gav markant mindre iltsvind i oktober

Det samlede areal med iltsvind i de danske fjorde og øvrige indre farvande var i oktober ca. 80% mindre end i både sidste måned og på samme tid sidste år.

Iltsvindet i de indre danske farvande blev kraftigt mindsket i oktober måned. (Foto: Colourbox).

Kraftigt blæsevejr har givet mere iltholdigt vand til havbunden flere steder i de indre danske farvande.

Det fremgår af et nyt notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, som rapporterer om iltsvindets udbredelse og styrke på baggrund af målinger fra Miljøstyrelsen og data fra myndighederne i Tyskland og Sverige.

I slutningen af september satte efteråret ind med faldende temperaturer og en del blæst. Der var kraftigt blæst i to omgange sidst i september, som dog ikke var tilstrækkeligt til at forbedre ilt-forholdene i de værst ramte områder. Det blæste igen meget 20.-23. oktober, og d. 21.-22. var der stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

Først i oktober var der fortsat intenst iltsvind i store områder især i det sydlige Lillebælt og de omgivende farvande, hvor der ifølge notatet var iltfrit i bundvandet. Samtidig skete der frigivelse af giftig svovlbrinte fra bunden i Aabenraa Fjord og i det sydlige Lillebælt nordvest for Als.

Iltholdigt vand presset ned gennem Kattegat
De faldende temperaturer og især den megen blæst forbedrede dog iltforholdene markant fra først i oktober til sidst i oktober. Efter den kraftige blæst blev der ifølge notatet observeret forhøjet vandstand i Kattegat og forskydning af det iltfattige bundlag 10-20 meter op i vandsøjlen i Aabenraa Fjord, sydlige Lillebælt og Det Sydfynske Øhav.

Det peger ifølge notatet på, at de sammenhængende dage med kraftig blæst gav en større indstrømning af iltholdigt bundvand fra Nordsøen/Skagerrak, som blev presset ned gennem Kattegat og ind i bælterne.

Det resterende iltsvind var koncentreret i det sydlige Lillebælt og omgivende farvande, men også her var iltsvindet væsentlig formindsket i udbredelse og intensitet. Der var fortsat udbredte områder med lavt iltindhold især i Kattegat, Aarhus Bugt og Storebælt.


Det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande (inden for EEZ-linjen) udgjorde knap 600 km2 midt i oktober, heraf var 40 % påvirket af kraftigt iltsvind. Udbredelsen i oktober var knap 80 % mindre end i september i år og godt 80 % mindre end i oktober sidste år.

Grundlaget for notatet er MST’s målinger af iltindholdet i danske farvande og svenske og tyske myndigheders målinger i tilgrænsende farvandsområder.

På baggrund af aktuelle målinger udarbejder DCE nationale stationskort og fladeudbredelseskort over iltforholdene i de indre farvande samt fladeudbredelseskort for udvalgte lokale områder. MST’s enheder udarbejder stationskort for udvalgte lokale områder. Stationskort viser det laveste målte iltindhold på de enkelte stationer. Fladeudbredelseskort er baseret på modelberegnede ekstrapolationer af de faktiske målinger i forhold til variationen i dybdeforholdene og viser den mest sandsynlige udbredelse af iltsvind.

Læs notatet ”Iltsvind i danske farvande 23. september – 27. oktober 2021” her.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved seniorrådgiver Jens Würgler Hansen, tlf. 87 15 88 05, e-mail jwh@bios.au.dk.