Aarhus University Seal

Bag om tallene for Danmarks fugle

Ny rapport beskriver de danske fuglebestande. Samtidig er NOVANA-overvågningen for fugle netop offentliggjort på nettet.

Danmark har i 2019 sendt en status for størrelse og udvikling af danske fuglebestande til EU-kommissionen i overensstemmelse med fuglebeskyttelsesdirektivets Artikel 12.

Den danske Artikel 12-rapport blev i form af en database afleveret i oktober 2019. Nu foreligger en videnskabelig rapport, der går bag om tallene.

Afrapporteringen af fuglearterne er landsdækkende og omhandler i alt 245 artsrapporteringer for 46 overvintrende arter, 196 ynglefuglearter og yderligere tre arter, der kun optræder i trækperioden og dermed er alle regelmæssigt forekommende danske arter på fuglebeskyttelsesdirektivets lister omfattet.

I det overordnede billede af udviklingen kan man se, at der blandt ynglefugle er over 30% af arterne, som er i tilbagegang, 17 % er i fremgang og 37 % har stabile bestandsstørrelser. De resterende 15 % har vekslende eller ukendt bestandsstørrelse. For trækfuglenes vedkommende er 9 % i tilbagegang, 9 % er i fremgang og 17 % har stabile bestandsstørrelser. Knap halvdelen af trækfuglene har meget vekslende forekomster i Danmark, bl.a. som følge af vinterens hårdhed. De sidste 17 % har ukendte bestandsstørrelser.

DCE har baseret de seneste bestandstal på NOVANA-overvågningens resultater fra perioden 2012-17 og for de 166 fuglearter, der ikke er omfattet af NOVANA-overvågningen, har Dansk Ornitologisk Forening foretaget vurderingerne baseret på en kontrakt mellem Miljø- og Fødevareministeriet og DOF.

NOVANA-overvågningens resultater for de enkelte arter kan ses her: www.novana.au.dk/fugle

I Artikel 12-rapporten beskrives ynglefuglenes bestande, udbredelse og udvikling samt trusler opdelt i 13 kapitler og i det 14.ende kapitel er trækfuglene beskrevet.

Læs rapporten: STØRRELSE OG UDVIKLING AF FUGLEBESTANDE I DANMARK – 2019 her.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved seniorrådgiver Jesper Fredshavn, jrf@dce.au.dk eller tlf.: +45 20257960.