Aarhus Universitets segl

Danske ulve vælger hjortedyr til hovedret

Rådyr, dådyr og kronhjorte udgør størstedelen af de danske ulves føde.

Ulv i Skandinavisk Dyrepark, Djursland. Foto: Bo Skaarup, Naturhistorisk Museum
Ulv i Skandinavisk Dyrepark, Djursland. Foto: Bo Skaarup, Naturhistorisk Museum

Det viser en undersøgelse af 42 ulveekskrementer indsamlet på forskellige jyske lokaliteter, først og fremmest i Midtjylland. Alle ekskrementer er DNA-analyseret for at sikre, at ophavsdyret er ulv.

Undersøgelsen præsenteres sammen med to andre artikler om ulvene i den seneste udgave af Jydsk Naturhistorisk Forenings magasin Flora & Fauna. For artiklerne står forskere fra Naturhistorisk Museum i Aarhus, Institut for Bioscience og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, begge Aarhus Universitet.

Den viser tillige, at ulvene i Jylland har suppleret kosten med især smågnavere som skov- og markmus, frugter som æble og kirsebær, majs – sandsynligvis fra vildtfoderpladser - og i få tilfælde med biller og larver. En enkelt andefugl er også gledet ned.

fødegrundlag for ulve

Fødesammensætningen i 42 ulveekskrementer indsamlet i Danmark 2013-2014 og angivet med 95% konfidensintervaller.Figur fra Flora & Fauna.

 

Seniorforsker Aksel Bo Madsen, DCE, fortæller, at der ikke er fundet rester af husdyr i de undersøgte ekskrementer.

”Vi har dog ved hjælp af DNA-analyserede spytprøver fra dødfundne husdyr dokumenteret, at husdyr har været på ulvens menu i Danmark. Men denne undersøgelse bekræfter vores antagelse om, at husdyr er en ubetydelig fødekilde for ulvene, hvis der hegnes på en forsvarlig måde,” siger Aksel Bo Madsen.

Naturstyrelsen, Naturhistorisk Museum i Aarhus og DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi har siden den første ulv blev dokumenteret, modtaget, registreret og analyseret mange forskelligartede oplysninger om observationer af formodede ulve. Især gennem ’Projekt Nye Arter’ som Naturhistorisk Museum og Institut for Bioscience netop har afsluttet. Projektet var støttet af 15. Juni Fonden, der nu har bevilget yderligere penge til en fortsættelse af projektet.

Samtidig er DCE i dialog med Naturstyrelsen om en fortsættelse af den hidtidige DNA-baserede overvågning af og forskning i de danske ulve.

Kontakt: Seniorforsker Aksel Bo Madsen, tlf. 8715 8863, abm@bios.au.dk
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Jydsk Naturhistorisk Forenings magasin Flora & Fauna bringer i sin juni-udgave følgende tre artikler om ulv:

De første analyser af ulvens (Canis lupus) føde i Danmark. Aksel Bo Madsen, Morten Elmeros, Liselotte Wesley Andersen, Louise Solveig Nørgaard, Dorthe Malene Götz Mikkelsen, Peter Sunde, Kent Olsen, Christina Vedel-Smith & Thomas Secher Jensen. 
Artiklen

Genindvandring af ulven (Canis lupus) i Danmark. Thomas Secher Jensen, Kent Olsen, Peter Sunde, Christina Vedel-Smith, Aksel Bo Madsen & Liselotte Wesley Andersen. 
Artiklen

DNA-baseret bestandsovervågning afslører ulve (Canis lupus) i Danmark. Liselotte Wesley Andersen, Morten Elmeros, Peter Sunde, Kent Olsen, Christina Vedel-Smith, Thomas Secher Jensen & Aksel Bo Madsen. 
Artiklen