Antallet af ynglende viber og strandskader i Vadehavet halveret på 16 år
Strandengene, kystområderne og marsken i Vadehavet huser en vigtig andel af Danmarks ynglende vadefugle, herunder vibe, strandskade og rødben. En total-tælling af ynglende vadefugle og andre arter i 2012 udført af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, viser, at alle tre arter er gået voldsomt tilbage i Vadehavet i de seneste to årtier.
Antallet af ynglende strandskader og viber er således halveret i de 16 år, der er gået siden den første total-tælling i 1996, mens lidt over en fjerdedel af rødbenene er forsvundet i samme periode. For alle tre arter har den største tilbagegang fundet sted de seneste seks år, viser den omfattende optælling af hele Vadehavs-området.
DCE-notatet ”Optællinger af ynglefugle i det danske Vadehav 2012” beskæftiger sig udover strandskade, vibe og rødben også med udviklingen for Stor Kobbersneppe og mosehornugle.
For Stor kobbersneppe viser 2012-optællingen, at ynglebestanden forsvinder fra mange områder, men at den i antal ligger ret stabilt.
Udviklingen 1996-2012 i Vadehavet for ynglende vibe, strandskade og rødben.
Seniorforsker Karsten Laursen oplyser, at antallet af ynglende store kobbersnepper i Vadehavet har været forholdsvist stabilt i perioden 1996-2012, men at ynglefuglene har koncentreret sig på færre områder, og især på Mandø har der etableret sig en større ynglebestand end tidligere med 101 optalte par i 2012. Efter pløjning i foråret af adskillige græsmarker med ynglende stor kobbersneppe var tallet dog ved en senere optælling faldet til 62 par.
Optællerne i totaltællingen 2012 kunne notere fremgang for ynglende mosehornugle. 14 ynglepar blev det til. Til sammenligning blev der ved totaltællingerne i 2001 og 2006 blot set 4 ynglepar.
Karsten Laursen oplyser, at DCE offentliggør en større præsentation af optællingen senere i 2013.
Kontakt: Seniorforsker Karsten Laursen, tlf. 8715 8846, kl@dmu.dk
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
Optællinger af ynglefugle i det danske Vadehav 2012. Ole Thorup & Karsten Laursen. 2013. Notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. S.6
Notatet