Aarhus Universitets segl

Nr. 244: Fremskrivning af drivhusgasser 2016-2035

Nielsen, O.-K., Plejdrup, M.S., Winther, M., Hjelgaard, K., Nielsen, M., Mikkelsen, M.H., Albrektsen, R., Gyldenkærne, S. & Thomsen, M. 2017. Projection of greenhouse gases 2016-2035. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 126 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 244. http://dce2.au.dk/pub/SR244.pdf  

Sammenfatning

Denne rapport indeholder en beskrivelse af modeller, baggrundsdata og fremskrivninger af de danske emissioner af drivhusgasser kuldioxid (CO2), metan (CH4), lattergas (N2O), de fluorerede drivhusgasser HFC’ere, PFC’ere, svovlhexafluorid (SF6). På tidspunktet for udarbejdelsen af denne fremskrivning er det seneste historiske år for nogle sektorer 2015. Emissionerne er fremskrevet til 2035 på baggrund af et scenarie, som medtager de estimerede effekter på Danmarks drivhusgasudledninger af virkemidler iværksat indtil december 2016 (såkaldt ”med eksisterende virkemidler” fremskrivning). I modellerne er der, for de sektorer, hvor det er muligt, anvendt officielle danske fremskrivninger af aktivitetsdata, f.eks. er den seneste officielle energifremskrivning fra Energistyrelsen (2016-2030) anvendt. Fra 2031 til 2035 er fremskrivningen ikke en del af den officielle energifremskrivning og er således et estimat lavet af DCE. Emissionsfaktorerne refererer enten til internationale vejledninger, dansk lovgivning, danske rapporter eller er baseret på målinger på danske anlæg. Fremskrivningsmodellerne bygger på samme struktur og metoder, som er anvendt for de danske emissionsopgørelser, hvilket sikrer at historiske og fremskrevne emissionsopgørelser er konsistente.

De vigtigste sektorer i forhold til emission af drivhusgas i 2016 forventes at være energiproduktion og -konvertering (31 %), transport (24 %), landbrug (21 %), og andre sektorer (10 %). For ”andre sektorer”, er den vigtigste kilde forbrænding i husholdninger (Figur R.2). Drivhusgas-emissionerne viser et mindre fald i fremskrivningsperioden 2016 til 2035. De totale emissioner er beregnet til 50,8 millioner tons CO2-ækvivalenter i 2016 og til 49,3 millioner tons i 2035 svarende til et fald på 5 %. Fra 1990 til 2016 er emissionerne faldet med 27 %.

Stationær forbrænding

Stationær forbrænding omfatter Energiindustri (konvertering og olie/gas produktion), Fremstillingsindustri og Andre sektorer. Andre sektorer dækker over handel/service, husholdninger samt landbrug/gartneri. Drivhusgasemissionen fra kraft- og kraftvarme-værker, som er den største kilde i 2016 (61 %), er beregnet til at falde i perioden 2016 til 2035 (2 %) som følge af et fald i forbruget af fossile brændstoffer i elproduktionen i den sidste del af tidsserierne. Emissioner fra husholdningers forbrændingsanlæg falder ifølge fremskrivningen i perioden 2015 til 2025 med hele 52 % pga. lavere forbrug af de fossile brændstoffer. Emissioner fra fremstillingsindustrien stiger derimod med 21 % i samme periode, pga. en stigning i forbrænding af fossile brændstoffer. Drivhusgasemissionerne fra andre sektorer forbliver næsten konstante i hele perioden.

Flygtige emissioner

Emissionen af drivhusgasser fra sektoren “Emissioner af flygtige forbindelser fra brændsler” udviser store fluktuationer i de historiske år 1990-2015, som følge af varierende omfang af efterforsknings- og vurderingsboringer (E/V-boringer). Emissioner fra E/V-boringer indgår ikke i fremskrivningen, da der ikke foreligger fremskrevne aktivitetsdata. Emissionerne fra de øvrige flygtige kilder forventes at falde med 38 % i perioden 2016-2035. Den største del af faldet skyldes faldende flaring ved udvinding, som følge af forventningen om en faldende produktion af naturgas. Emissionerne af drivhusgasser fra de øvrige kilder forventes at være konstante eller nær-konstante i fremskrivningsperioden.

Industriprocesser og anvendelse af produkter

Emissionen af drivhusgasser fra industrielle processer og anvendelse af produkter er steget op gennem halvfemserne med maksimum i 2000. Ophør af produktion af salpetersyre/kunstgødning i 2004 har resulteret i en betydelig reduktion af drivhusgasemissionen. De væsentligste kilder er cementproduktion, som bidrager med mere end 55 % i 2016, og anvendelse af substitutter (f-gasser) for ozonnedbrydende stoffer (ODS), der bidrager med 30 %. De tilsvarende andele i 2035 forventes at ligge på hhv. 82 % og 6 %. Forbrug af kalk og derved emission af CO2 fra røggasrensning antages at følge forbruget af kul og affald i kraftvarmeanlæg. Drivhusgasemissionen fra industrielle processer forventes også i fremtiden at være meget afhængig af cementproduktionen på Danmarks eneste cementfabrik.

Transport og andre mobile kilder

Vejtransport er den største emissionskilde for drivhusgasser fra sektoren transport og andre mobile kilder i 2016(76 %), og emissionerne fra denne kilde forventes at falde en smule i fremskrivningsperioden 2016 til 2035. Den samlede emission for andre mobile kilder (indenrigsluftfart, jernbane, indenrigssøfart, ikke-vejgående industrimaskiner, maskiner i have/hushold, landbrugsmaskiner) er lave sammenlignet med vejtransport. Ikke-vejgående maskiner inden for landbrug, skovbrug og fiskeri bidrager med 11 % af sektorens drivhusgasser i 2016 og dette tal forventes at stige til 12 % i 2035.

Landbrug

Den største kilde i 2016 er emissioner fra dyrenes fordøjelse (35 %), landbrugsjorde (38 %) og gødningshåndtering (24 %). De tilsvarende andele i 2035 forventes at være hhv. 40 %, 38 % og 20 %. Fra 1990 til 2015 er emissionen fra landbrugssektoren faldet med 18 %. I fremskrivningsperioden 2016-2035 forventes emissionerne af stige med 2 %. Årsagen til faldet i de historiske år er en forbedring i udnyttelsen af kvælstof i husdyrgødningen, og hermed et markant fald i anvendelsen af handelsgødning samt lavere emission fra kvælstofudvaskning. I fremskrivningen er der taget højde for teknologiske tiltag i form af ammoniakreducerende teknologi i stald og en øget vækst i biogasanlæg, men emissionerne er estimeret til at stige pga. en forventet stigning i antallet af dyr.

Affald

Affaldssektorens samlede drivhusgasemissioner er faldet med 35 % i perioden 1990 til 2015. Den faldende trend forventes at fortsætte med et fald på 7 % fra 2016 til 2035. I 2016 udgør drivhusgasemissionen fra lossepladser 55 % af den totale emission fra affaldssektoren. Et fald på 47 % er forventet for denne kilde i perioden 2016 til 2035. Dette skyldes, at mindre affald bliver deponeret. I samme periode forventes et stort set konstant niveau for emissioner fra spildevand. I 2016 udgør spildevandshåndteringen 15 % af sektorens samlede emission. Emissionerne fra biologisk behandling af affald udgør 28 % i 2015 og 49 % i 2030.

LULUCF

LULUCF-sektoren inkluderer emissioner fra skovrejsning, afskovning, skovdyrkning, kultiverede landbrugsarealer, permanente græsarealer, vådområder, bebyggede arealer og øvrig land. LULUCF-sektoren er generelt en kilde for CO2 i Danmark. Det skyldes det store dyrkede areal på humusrige jorder der som følge af dræningen udsender store CO2 mængder til atmosfæren. Skovene er generelt i ligevægt, men der sker en binding af CO2 som følge af skovrejsningen. I 2016 fik de danske landmænd lov til at øge kvælstoftildelingen til deres afgrøder. Som følge af dette forventes en udbytte stigning som vil medføre en øget kulstoflagring i landbrugsjordene i de kommende år. Det store areal med dyrkede organiske jorder vil også i fremtiden være en stor CO2-kilde. Initiativer for at genoprette vådområder er inkluderet i fremskrivningen. Den afrapporterede emission fra LULUCF-sektoren er reduceret fra 4 902 kt CO2-ækv. i 1990 til 4 153 kt CO2-ækv. i 2015. Frem til 2035 forventes yderligere reduktioner i emissionen så den i 2035 samlet udgør ca. 1 000 kt CO2-ækv. per år.

Fremskrivningerne af emissioner/optag fra skov udføres af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.