Nr. 189: Danmark Nationale opgørelse 2015 og 2016. Emissionsopgørelser 1990-2014

Nielsen, O.-K., Plejdrup, M.S., Winther, M., Nielsen, M., Gyldenkærne, S., Mikkelsen, M.H., Albrektsen, R., Thomsen, M., Hjelgaard, K., Fauser, P., Bruun, H.G., Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Vesterdal, L., Møller, I.S., Schou, E., Suadicani, K., Rasmussen, E., Petersen, S.B., Baunbæk, L. & Hansen, M.G. 2016. Denmark's National Inventory Report 2015 and 2016. Emission Inventories 1990-2014 - Submitted under the United Nations Framework Convention on Climate Change and the Kyoto Protocol. Aarhus University, DCE –Danish Centre for Environment and Energy, 943pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy. http://dce2.au.dk/pub/SR189.pdf

 

Sammenfatning

S.1 Baggrund for opgørelse af drivhusgasemissioner og
klimaændringer

I følge “Decision 13/CP.20 of the Conference of the Parties to the UNFCCC”, var CRF Reporter version 5.0.0 ikke funktionel, således at Annex I Parties var i stand til at rapportere deres CRF-tabeller for år 2016. I samme beslutning gentog “Conference of the Parties” at Annex I Parties i 2016 må rapportere deres CRF tabeller senere end 15. april, men ikke senere end den tilsvarende forsinkelse i adgangen til en funktionel CRF Reporter. "Funktionel" software betyder, at data for drivhusgas emissioner/optag rapporteres korrekt både i rapporteringsformat og XML-format.

CRF Reporter version 5.10 har stadig udeståender i forhold til rapporteringsformat og XML-format, i relation til betingelser under rapportering til Kyotoprotokollen og CRF Reporter er dermed endnu ikke funktionel, således at der kan rapporteres informationer i henhold til Kyotoprotokollen.

Jævnfør “Conference of Parties” invitation til at rapportere så tidligt som praktisk muligt, og i betragtning af at CRF Reporter 5.10 muliggør tilstrækkelig korrekt rapportering under klimakonventionen (til trods for små uoverensstemmelser stadig kan optræde i rapporteringstabellerne, jævnfør “Release Note”, der ledsager CRF Reporter 5.10), er den nuværende rapportering den officielle rapportering for år 2016 under klimakonventionen (UNFCCC). Den nuværende rapportering er ikke en officiel rapportering under Kyotoprotokollen, til trods for at den indeholdte information kan relatere til kravene under Kyotoprotokollen.

S.1.1 Rapporteringen

Denne rapport er Danmarks årlige rapport – den såkaldte Nationale Inventory Report (NIR) for 2016. Rapporten beskriver drivhusgasopgørelsen som blev fremsendt til FN’s konvention om klimaændringer (UNFCCC) og Kyotoprotokollen den 15. april 2016. Rapporten indeholder detaljerede informationer om Danmarks drivhusgasudslip for alle år fra 1990 til 2014. Rapportens struktur er i overensstemmelse med UNFCCC’s retningslinjer for rapportering og review. Forskellen mellem Danmarks NIR 2016 som blev fremsendt til EU-Kommissionen den 15. marts 2016 og denne rapport til UNFCCC, vedrører det territorium rapporteringen omfatter. NIR 2016 til EU-Kommissionen omfatter Danmark, mens NIR 2016 til UNFCCC omfatter Danmark, Grønland og Færøerne. For at sikre at opgørelserne er sammenhængende og gennemskuelig, indeholder rapporten detaljerede oplysninger om opgørelsesmetoder og baggrundsdata for alle årene fra 1990 og til 2014.

Denne emissionsopgørelse for årene 1990 til 2014, er som tidligere årlige opgørelser, rapporteret i formatet Common Reporting Format (CRF) som Klimakonventionen foreskriver anvendt. Emissionsopgørelsen i CRF foreligger med denne rapportering således, at der er separate CRF for Danmark (EU), Grønland, Færøerne, for Danmark og Grønland (KP) samt for Danmark, Grønland og Færøerne (Klimakonventionen). CRF-tabellerne indeholder oplysninger om emissioner, aktivitetsdata og emissionsfaktorer for hvert år, emissionsudvikling for de enkelte drivhusgasser samt den totale drivhusgasemission i CO2-ækvivalenter.

Følgende emner er beskrevet i rapporten: Udviklingen i drivhusgasemissionerne, metoder mv. som anvendes til opgørelserne i de emissionskategorier som findes i CRF-formatet, usikkerheder, genberegninger, planlagte forbedringer og procedure for kvalitetssikring og –kontrol. Teksten i kapitel 2-9 og kapitel 11 omhandler kun Danmark som omfattet af EU. Oplysninger om emissionsopgørelsen for Grønland og Færøerne er inkluderet i henholdsvis kapitel 16 og annex 8. Kapitel 17 indeholder informationer for den samlede aflevering for Danmark og Grønland under Kyotoprotokollen (f.eks. om udviklingen i emissioner over tid, usikkerheder og identifikation af nøglekategorier).

Denne rapport indeholder ikke det fulde sæt af CRF-tabeller. Det fulde sæt af CRF-tabeller er tilgængelige på EIONET, som er det Europæiske Miljøagenturs rapporterings-internetsite:            
http://cdr.eionet.europa.eu/dk/Air_Emission_Inventories

Med hensyn til gengivelsen af tal i CRF-formatet, gøres opmærksom på at det er med dansk notation: “,” (komma) for decimaladskillelse og “.” (punktum) til adskillelse af tusinder. I rapporten er den engelske notation brugt: “.” (punktum) for decimaltegn og for det meste mellemrum for adskillelse af tusinder. Den engelske notation for adskillelse af tusinder med “,” (komma) er for det meste ikke brugt på grund af risikoen for fejltolkninger for danske læsere.

S.1.2 Ansvarlige institutioner

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet er på vegne af Miljøministeriet samt Klima-, Energi- og Bygningsministeriet ansvarlig for udregning og afrapportering af den nationale emissionsopgørelse til EU og til UNFCCC (FN's konvention om klimaændringer) såvel som til UNECE-konventionen om langtransporteret grænseoverskridende luftforurening. Som følge heraf er DCE ansvarlig for udførelse og publicering af opgørelserne af drivhusgasemissioner og den årlige rapportering til EU og UNFCCC for Danmark. DCE er den centrale institution for Danmarks nationale system til drivhusgasopgørelser under Kyotoprotokollen. Ydermere er DCE ansvarlig for rapportering af drivhusgasemissionsopgørelser til Klimakonventionen for Kongeriget Danmark (Færøerne, Grønland og Danmark), samt Danmarks og Grønlands samlede rapportering til Kyotoprotokollen. DCE deltager desuden i arbejdet i regi af Klimakonventionen og Kyotoprotokollen, hvor retningslinjer for rapportering diskuteres og vedtages og i EU's moniteringsmekanisme for opgørelse af drivhusgasser, hvor retningslinjer for rapportering til EU reguleres.

Arbejdet med de årlige opgørelser udføres i samarbejde med andre danske ministerier, forskningsinstitutioner, organisationer og private virksomheder. Grønlands Klima- og Infrastrukturstyrelse er ansvarlig for levering af opgørelser for Grønland til DCE. Færøernes miljømyndighed (Umhvørvisstovan) er ansvarlig for de færøske opgørelser.

S.1.3 Drivhusgasser

Til Klimakonventionen rapporteres følgende drivhusgasser:

·      Kuldioxid                               CO2

·      Metan                                                  CH4

·      Lattergas                                N2O

·      Hydrofluorcarboner              HFC’er

·      Perfluorcarboner                   PFC’er

·      Svovlhexafluorid                   SF6

 

Det globale opvarmningspotentiale, på engelsk Global Warming Potential (GWP), udtrykker klimapåvirkningen over en nærmere angivet tid af en vægtenhed af en given drivhusgas relativt til samme vægtenhed af CO2. Drivhusgasser har forskellige karakteristiske levetider i atmosfæren, således for CH4 ca. 12 år og for N2O ca. 120 år. Derfor spiller tidshorisonten en afgørende rolle for størrelsen af GWP. Typisk vælges 100 år. Herefter kan effekten af de forskellige drivhusgasser omregnes til en ækvivalent mængde CO2, dvs. til den mængde CO2 der vil give samme klimapåvirkning. Til rapporteringen til Klimakonventionen er vedtaget at anvende GWP-værdier for en 100-årig tidshorisont, som ifølge IPCC’s fjerde vurderingsrapport er:

·      Kuldioxid, CO2:                     1

·      Metan, CH4:                          25

·      Lattergas, N2O:                     298

 

Regnet efter vægt og over en 100-årig periode er metan således ca. 25 og lattergas ca. 298 gange så effektive drivhusgasser som kuldioxid. For andre drivhusgasser der indgår i rapporteringen, de såkaldte F-gasser (HFC, PFC, SF6, NF3) findes væsentlig højere GWP-værdier. Under Klimakonventionen er der ligeledes vedtaget GWP-værdier for disse baseret på IPCC’s anbefalinger. Således har f.eks. SF6 en GWP-værdi på 22 800. I denne rapport anvendes de GWP-værdier, som UNFCCC har vedtaget.

Endvidere rapporteres de indirekte drivhusgasser Kvælstofilte (NOx), Kulilte (CO), Ikke-metan flygtige organiske forbindelser (NMVOC) og Svovldioxid (SO2). Da der ikke tilskrives disse gasser GWP-værdier, medregnes disse ikke i drivhusgasemissioner i CO2-ækvivalenter.

S.2 Udviklingen i drivhusgasemissioner og optag

Sammenfatning S.2.-4. omhandler alene opgørelsen for Danmark. Opgørelsen for Grønland, Danmark og Grønland samt for Færøerne beskrives i kapitel 16 og 17 samt i Annex 8.

S.2.1 Drivhusgasemissionsopgørelse

De danske opgørelser af drivhusgasemissioner følger metoderne som beskrevet i IPCC’s retningslinjer. I den forbindelse skal nævnes at det under Klimakonventionen og Kyotoprotokollen er vedtaget at IPCC’s 1996 retningslinjer og IPCC’s 2000 anvisninger skal anvendes. Opgørelserne er opdelt i seks overordnede sektorer, 1. energi, 2. industrielle processer og produktanvendelse, 3. landbrug, 6. arealanvendelse for skove og jorder (Land Use Land Use Change and Forestry: LULUCF), 5. affald og 6. andet. Drivhusgasserne omfatter CO2, CH4, N2O og F-gasserne: HFC’er, PFC’er, SF6 og NF3. I Figur S.1 ses de estimerede drivhusgasemissioner for Danmark i CO2-ækvivalenter for perioden 1990 til 2014. Figuren viser Danmarks totale udledning med og uden LULUCF-sektoren (Land Use and Land Use Change and Forestry). Til venstre i figur S.1 ses det relative bidrag til Danmarks totale udledning (uden LULUCF) i 2014 for sektorerne 1. – 3. og 5. For sektor 1. energi er vejtrafik vist særskilt. Sektor 4. LULUCF indgår ikke i denne figur da sektoren omfatter kilder der bidrager med både optag og udledninger.

 

I overensstemmelse med retningslinjerne for opgørelserne er emissionerne ikke korrigerede for handel med elektricitet med andre lande og temperatursvingninger fra år til år. CO2 er den vigtigste drivhusgas og bidrager i 2014 med 73,9 % af den nationale totale udledning uden LULUCF-sektoren, efterfulgt af CH4 med 14,4 % og N2O med 10,0 %, mens HFC’er, PFC’er og SF6 kun udgør 1,7 % af de totale emissioner uden LULUCF-sektoren. Set over perioden 1990-2014 så har disse procenter været stigende for CH4 og F-gasser og svagt faldende for N2O. For CO2 har procenterne fluktueret mere gennem perioden. Netto CO2-optaget fra LULUCF er i 2014 3,5 % af den nationale totale emission eksklusiv LULUCF. Med hensyn til sektorerne (figur S.1) så bidrager energi ekskl. vejtransport (hovedsageligt stationære forbrændingsanlæg), transport og landbrug mest i 2014 (Figur S.1). De nationale totale drivhusgasemissioner i CO2-ækvivalenter er faldet med 26,9 % fra 1990 til 2014, hvis nettobidraget fra skovenes og jordernes udledninger og optag af CO2 (LULUCF) ikke indregnes, og faldet med 30,9 % hvis LULUCF indregnes.

S.2.2 KP-LULUCF-aktiviteter

Tabel S.1 viser emissioner/optag fra LULUCF i 2014.

 

S.3 Oversigt over drivhusgasemissioner og optag fra sektorer

S.3.1 Drivhusgasemissionsopgørelse

Energi

Udledningen af CO2 stammer altovervejende fra forbrænding af kul, olie, benzin og naturgas på kraftværker, i beboelsesejendomme, industri og vejtransport. CO2-emissionen fra energisektorerne faldt med 41,2 % fra 1990 til 2014. De relative store udsving i emissionerne fra år til år skyldes handel med elektricitet med andre lande, herunder særligt de nordiske. De høje emissioner i 1991, 1994, 1996, 2003 og 2006 er et resultat af stor eksport af elektricitet, mens de lave emissioner i 1990, 1992, 2005, 2008 og 2011-2014 skyldes import af elektricitet. Den væsentligste årsag til dette fald skyldes faldende brændselsforbrug, hovedsageligt for kul og naturgas. Faldet skyldes delvist stigende import af elektricitet og stigende produktion af vindkraft.

Udledningen af CH4 fra energiproduktion har været stigende på grund af øget anvendelse af gasmotorer, som har en stor CH4-emission i forhold til andre forbrændingsteknologier. Anvendelsen af gasmotorer er dog blevet mindre siden liberaliseringen af elmarkedet, hvilket har ført til lavere CH4-emissioner fra energisektoren. Transportsektorens CO2-emissioner er steget med 13,3 % siden 1990 hovedsagelig på grund af voksende vejtrafik.

Industrielle processer og produktanvendelse

Emissionen fra industrielle processer og produktanvendelse – hvilket vil sige andre processer end forbrændingsprocesser – udgør i 2014 4,1 % af de totale danske drivhusgasemissioner. De vigtigste kilder er cementproduktion, kølesystemer, opskumning af plast og kalcinering af kalksten. CO2-emissionen fra cementproduktion - som er den største kilde - bidrager med 1,7 % af den totale emission i 2014. Emissionen fra cementproduktion er steget med 0,6 % fra 1990 til 2014. Den anden største kilde har tidligere været N2O fra produktion af salpetersyre. Produktionen af salpetersyre stoppede i midten af 2004, hvilket betyder, at N2O-emissionen er nul for denne kilde fra 2005.

Emissionen af HFC’ere, PFC’ere og SF6 er i perioden fra 1995 og til 2014 steget med 144,6 %, hovedsageligt på grund af stigende emissioner af HFC’ere. Anvendelsen af HFC’ere, og specielt HFC-134a, er steget kraftigt, hvilket har betydet, at andelen af HFC’ere af den samlede F-gas-emission steg fra 70,1 % i 1995 og til 83,3 % i 2014. HFC’er anvendes primært inden for køleindustrien. Anvendelsen er dog nu stagnerende, som et resultat af dansk lovgivning, der forbyder anvendelsen af nye HFC-baserede stationære kølesystemer fra 2007. I modsætning til denne udvikling ses et stigende brug af airconditionsystemer i køretøjer. Den samlede effekt er, at emissionen forventes at falde fremover.

Landbrug

Landbrugssektoren bidrager i 2014 med 20,8 % til den totale drivhusgasemission i CO2-ækvivalenter og er den vigtigste sektor hvad angår emissioner af N2O og CH4. I 2014 var landbrugets bidrag til de totale emissioner af N2O og CH4 henholdsvis 88,5 % og 79,6 %. Fra 1990 til 2014 ses et fald på 29,2 % i N2O-emissionen fra landbrug. Dette skyldes mindre brug af kvælstofhandelsgødning og bedre udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen, hvilket resulterer i mindre emissioner pr. produceret dyreenhed. Emissioner af CH4 fra husdyrenes fordøjelsessystem er faldet fra 1990 til 2014 grundet et faldende antal kvæg. På den anden side har en stigende andel af gyllebaserede staldsystemer bevirket at emissionerne fra husdyrgødning er steget. I alt er CH4-emissionerne fra landbrugssektoren steget med 1,2 % fra 1990 til 2014.

Arealanvendelse - skove og jorder (LULUCF)

LULUCF-sektoren skifter mellem at udgøre et nettooptag og en nettoudledning. I 2014 udgør LULUCF et nettooptag svarende til 3,5 % af den samlede drivhusgasudledning, eksklusiv LULUCF. Siden 1990 er LULUCF sektoren eksklusiv skov faldet med 21,2 %.

I 2014 bidrager arealer med skov med et optag på 3 735 kt CO2-ækvivalenter, mens dyrkede jorder, græsning, vådområder og bebyggelse bidrager med emissioner på henholdsvis 3 880 kt CO2-ækvivalenter, 1 285 kt CO2- ækvivalenter, 248 kt CO2- ækvivalenter og 48 kt CO2- ækvivalenter.

Affald

Affaldssektoren udgør i 2014 2,6 % af den danske totalemission, 15,3 % af den totale CH4-emission og 3,6 % af den totale N2O-emission. Sektoren omfatter lossepladser, spildevandshåndtering, affaldsforbrænding uden energiudnyttelse (f.eks. kremeringer af dyr), og andet affald (f.eks. kompostering og ildebrande). Da al traditionel affaldsforbrænding bruges til produktion af elektricitet og varme, er emissionerne herfra inkluderet i CRF-kategorien 1A.

Drivhusgasemissionen fra sektoren er faldet med 33,9 % fra 1990 til 2014. Reduktionen skyldes især (1) et fald i CH4-emissionen fra lossepladser på 53,5 % pga. reducerede mængder affald, der går til deponi, og (2) et fald i N2O-emissionen fra spildevandshåndtering på 32,8 % pga. fornyelse af spildvandsanlæggene. Disse fald er delvist modvirket af en stigning i CH4-emissionen fra spildevandshåndtering på 14,3 % pga. en stigning i det industrielle spildevand. I 2014 bidrog lossepladser med 11,3 % af den totale nationale CH4-emission. CH4-emissionen fra spildevandshåndtering udgør i 2014 1,5 % af den totale nationale CH4-emission. Emissionen af N2O fra spildevandshåndtering udgør i 2014 1,2 % af den totale nationale N2O-emission. Da al affaldsforbrænding udnyttes til el- og varmeproduktion, indgår emissionerne i CRF kategorien 1A.

S.3.2 KP-LULUCF-aktiviteter

En mere detaljeret redegørelse findes i kapitel 11.

S.4 Andre informationer

S.4.1 Kvalitetssikring og - kontrol

Rapporten indeholder en plan for kvalitetssikring og -kontrol af emissionsopgørelserne. Kvalitetsplanen bygger på IPCC’s retningslinjer og ISO 9000 standarderne. Planen skaber rammer for dokumentation og rapportering af emissionerne, så opgørelserne er gennemskuelige, konsistente, sammenlignelige, komplette og nøjagtige. For at opfylde disse kriterier, understøtter datastrukturen arbejdsgangen fra indsamling af data til sammenstilling, modellering og til sidst rapportering af data.

Som en del af kvalitetssikringen, udarbejdes der for emissionskilderne rapporter, der detaljeret beskriver og dokumenterer anvendte data og beregningsmetoder. Disse rapporter evalueres af personer uden for Aarhus Universitet, der har høj faglig ekspertise indenfor det pågældende område, men som ikke direkte er involveret i arbejdet med opgørelserne. Indtil nu er rapporter for stationære forbrændingsanlæg, transport og landbrug blevet evalueret. Desuden er der gennemført et projekt, hvor de danske opgørelsesmetoder, emissionsfaktorer og usikkerheder sammenlignes med andre landes, for yderligere at verificere rigtigheden af opgørelserne.

S.4.2 Fuldstændighed i forhold til IPCC’s retningslinjer for kilder og gasser

De danske opgørelser af drivhusgasemissioner indeholder alle de kilder, der er beskrevet i IPCC’s retningsliner.

I annex 5 er der flere informationer om fuldstændigheden af den danske drivhusgasopgørelse.

S. 4.3 Genberegninger og forbedringer

Genberegninger og forbedringer bliver løbende udført i forbindelse med emissionsopgørelserne. De sektorspecifikke genberegninger og forbedringer er beskrevet i sektorafsnittene i denne rapport (Kapitel 3-7). Et generelt overblik er inkluderet i Kapitel 9.