Nr. 165: Vandløb 2014

Wiberg-Larsen, P., Windolf, J., Bøgestrand, J., Larsen, S.E., Tornbjerg, H., Ovesen, N.B., Nielsen, A., Kronvang, B., & Kjeldgaard, A. 2015. Vandløb 2014. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, 54 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 165. dce2.au.dk/pub/SR165.pdf

Sammenfatning  

Dette års rapport behandler emner som udviklingen i miljøtilstand (økologisk tilstand) i udvalgte vandløb samt i afstrømningen af vand, kvælstof og fosfor til de kystnære havområder. Samtlige data er indsamlet via det Nationale program for Vandmiljø og Natur (NOVANA).

Økologisk tilstand

Den økologiske tilstand i vandløb beskrives på baggrund af forskellige, såkaldte biologiske kvalitetselementer: smådyr, fisk og planter. For smådyrene anvendes Dansk Vandløbs Fauna Indeks (DVFI), der har været benyttet i mere end 20 år, mens indices for fisk og planter kun har været i brug i få år. Kun med DVFI er det muligt at ‘måle’ udviklingen i økologisk tilstand over en længere periode og på et relativt begrænset antal stationer (250). Her er tilstanden blevet væsentlig forbedret siden 1994. Således er andelen af faunaklasserne 1-3 (dårlig til ringe tilstand) reduceret fra 22-26 % i perioden 1994-1998 til 5-11 % i perioden 2010-2014, ligesom andelen med faunaklasse 4 (moderat tilstand) er reduceret fra 45-58 % til 26-37 %. Tilsvarende er andelen med faunaklasse 5-7 (god til høj tilstand) øget fra 19 % i 1994 til næsten 65 % i 2014. Specielt er andelen med faunaklasse 6 eller 7 øget markant.

Årsagen til den markante fremgang er entydigt forbedret spildevandsrensning, primært ved de kommunale renseanlæg, ligesom belastningen fra dambrug er reduceret. Man kan imidlertid ikke rense sig til en forbedring af den økologiske tilstand, hvis ikke også de fysiske forhold i vandløbene er ‘i orden’. Der er god dokumentation for, at dårlige fysiske forhold nu er det væsentligste miljøproblem i danske vandløb, og at forholdene ikke er signifikant forbedret inden for de seneste ca. 10 år. Effekten af forbedret spildevandsrensning (eller fysiske forbedringer) slår i øvrigt ikke altid hurtigt igennem. Det er veldokumenteret, at indikatorarter for god og høj miljøtilstand i mange tilfælde skal have god tid til at indvandre til ny egnede levesteder, men at arternes evne til spredning varierer betydeligt.

De ca. 250 stationer kan desværre ikke benyttes til at beskrive den generelle tilstand i danske vandløb. Dels er små vandløb, der strækningsmæssigt udgør mere end 2/3 af alle danske vandløb, klart underrepræsenteret, dels er deres økologiske tilstand typisk dårligere end de større vandløbs. De aktuelle andele af de forskellige faunaklasser dækker derfor ikke danske vandløb generelt. Men tendensen er sikker: Tilstanden i danske vandløb ER blevet væsentlig forbedret inden for de sidste ca. 20 år.

Kvælstof og fosfor

Indholdet af kvælstof og fosfor i vandløbene er faldet markant siden 1989. Reduceret udvaskning fra dyrkede arealer har hovedansvaret for, at kvælstofindholdet i gennemsnit er reduceret med ca. 45 %, mens reduktionen for fosfors vedkommende på ca. 31 % skyldes forbedret spildevandsrensning i byområder og hos virksomheder. Koncentrationerne af kvælstof og fosfor i vandløbene er dog stadig henholdsvis 3-4 gange og 2-3 gange så høje som dem, man finder i upåvirkede naturvandløb.

Der blev fundet lignende reduktioner i den samlede tilførsel fra land af kvælstof og fosfor til de danske kystvande for perioden 1990-2014. Reduktionen i kvælstof-, og især fosforudledningen, er dog endnu større, henholdsvis 50 og 63 % beregnet for den vandføringsvægtede koncentration. For kvælstof er der alene for den såkaldt diffuse tilførsel (tilførsel fra dyrkede og udyrkede arealer samt bidrag fra ejendomme, som ikke er tilkoblet offentlige renseanlæg) tale om en reduktion på ca. 43 %.

Udledningen fra land er for 2014 beregnet til hhv. godt 63.000 tons kvælstof og ca. 2600 tons fosfor. Disse udledninger er for næsten samtlige årets måneder væsentlig mindre end gennemsnittet for perioden 1990-2013. Samtidig var vandafstrømningen i 2014 ca. 7 % større end gennemsnittet for 1990-2013.

Eftersom det ikke er muligt at måle på hver eneste dråbe vand, som transporteres til havet, er der naturligvis en vis usikkerhed på de beregnede tal.