Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 106: Bæredygtig krondyrforvaltning

Sunde, P. & Haugaard, L. 2014. Bæredygtig krondyrforvaltning. Populationsbiologiske analyser af krondyrbestandene på Oksbøl og Djursland med reference til jagtlig forvaltning. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 76 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 106. dce2.au.dk/pub/SR106.pdf

Sammenfatning

Den jagtlige forvaltning af danske krondyrbestande er genstand for stadige diskussioner. For at give et bedre fagligt grundlag for den jagtlige forvaltning af danske krondyrbestande blev bestandsforholdene kortlagt i to danske krondyrbestande, som er genstand for forskellig type forvaltningsmæssig praksis: Bestanden på Oksbøl (1985/86-2012/13), som hovedsageligt forvaltes af én grundejer (Naturstyrelsen – Blåvandshuk) efter en på forhånd defineret afskydningsnøgle, som bl.a. er møntet på at tilgodese en høj repræsentation af kapitalhjorte (> 10 år) i bestanden, og bestanden(e) på Djursland (2008/9-2012/13), hvor adskillige større og mindre grundejere afskyder den samme bestand uden væsentlig koordination eller restriktioner ud over jagtloven og en lokal særfredning af 1-årige hjorte (”spidshjortefredningen”).

Den foreliggende rapports analytiske opgave bestod dels i at kvalitetssikre de på Oksbøl anvendte aldersbestemmelsesmetoder baseret på tandslid, dels at rekonstruere de to bestandes demografiske sammensætning på basis af nedlagte, påkørte og dødfundne dyr. Ud fra disse data blev bestandenes bestandsdynamik modelleret og sammenlignet med teoretiske forvaltningsscenarier. I kommissoriet indgik endvidere en beregning af den bestandsmæssige effekt af fredningen af 1-årige hjorte på Djursland. I mangel af et referencemateriale fra før denne fredning blev indført, lod denne effekt sig dog kun indirekte beregne. Siden information om slagtevægte og sprosseantal også var tilgængelig, er disses sammenhænge med alder, bestandstæthed og nedlæggelsesdato også analyseret.

Undersøgelsens resultater er som følger:

  1. I et referencemateriale på 37 individer med kendt alder (mærket som kalve eller 1-årige), kunne de enkelte dyrs alder uden systematiske fejlkilder og med en høj grad af forklaret variation (R2 = 97 %) estimeres vha. antallet af vækstlinjer i tandmateriale, om end med en usikkerhed på ± 2 år for det enkelte individ. Overordnet set betyder dette, at aldersbestemmelse vha. tandsnit må betegnes som en anvendelig og objektiv metode til aldersbestemmelser af danske krondyr.
  2. Alder estimeret for 15 krondyr fra Oksbøl baseret på den lokalt udviklede aldersbestemmelsesmetode baseret på tandslid viste en høj grad af overensstemmelse og alder estimeret vha. vækstlinjer i tandsnit (R2 = 92 %). Aldersestimater baseret på antal vækstlinjer i tandsnit var dog gennemgående 49,5 % højere end aldersestimater baseret på tandslid. Et dyr, som ud fra tandslid var blevet vurderet til 10 år, blev således i gennemsnit vurderet til at være 15 år gammel vha. tandsnitmetoden. Demografiske modeller for bestanden på Oksbøl baseret på aldersfordelinger ved død estimeret ud fra den oprindelige, ukorrigerede tandslidsvurdering (”metode 1”) og den korrigerede tandslidsvurdering ud fra tandsnit (”metode 2”) indikerede, at den korrigerede aldersfordeling var den mest retvisende af de to fordelinger.
  3. Bestandsundersøgelsen på Oksbøl var baseret på aldersbestemmelser af kæber fra 4278 hundyr og 2896 handyr, døde i perioden mellem 1990/91 og 2012/13. Hundyr havde en årlig dødelighed (regnet fra jagttidens begyndelse og aldersbestemmelsesmetode 2) på 33 % for kalv og 15-20 % for alle ældre årsklasser. Dette svarede til en vinter/forårsbestand bestående af ca. 19 % 1-årige, 13 % 2-årige, 11 % 3-årige og 55 % 4- årige eller ældre. For handyr var den årlige dødelighed 45 % for kalv, ca. 35 % for 1-3-årige og ca. 20 % for alle ældre aldersklasser. Dette svarede til en vinter/forårsbestand bestående af ca. 26 % 1-årige, 17 % 2-årige, 11 % 3-årige, 26 % 4-7 årige og 21 % 8-årige eller ældre handyr. Disse tal svarer til, at der ved brunstens begyndelse var 2,6 hinder (kønsmodne hundyr) for hver hjort (kønsmodent handyr) over 2 år og 5,7 hinder for hver hjort over 5 år.
  4. Bestandsundersøgelsen på Djursland var baseret på aldersbestemmelser af kæber fra 895 hundyr, 622 handyr og 74 uden kønsangivelse (primært kalve) døde i perioden 2008/09 til 2012/13. Dette svarer til ca. halvdelen af det antal krondyr, der ifølge jagtstatistikken blev nedlagt i dette område. Hundyr havde en beregnet årlig dødelighed på 23 % for kalv, 20 % som 1-7 årige, og 34 % efter det 8. leveår. Dette gav en aldersfordeling for hundyr (kalve fraregnet) bestående af 22 % 1-årige, 18 % 2-årige, 15 % 3-årige og 45 % 4- årige eller ældre hundyr. Handyr havde en beregnet årlig dødelighed på 24 % for kalv, 4 % for 1-årige, 26 % for 2-årige og ca. 50 % for 3-7 årige. En tilsyneladende lavere dødelighed efter det 8. år (ca. 24 %) skyldes muligvis undslupne fangenskabsdyr med høj alder. Den aldersspecifikke overlevelse for handyr resulterede i en beregnet vinter/forårsbestand af handyr bestående af 29 % 1-årige, 28 % 2-årige, 21 % 3-årige, 11 % 4- årige og 11 % 5-årige eller ældre. Disse tal svarer til, at der ved brunstens begyndelse var 1,8 hinder for hver hjort over 2 år og 8,1 hinder for hver hjort over 5 år.
  5. Effekten af spidshjortefredningen på alderssammensætningen for handyr lod sig ikke teste direkte pga. mangel på referencemateriale, men kunne anslås til differencen i årlig dødelighed mellem 1-årige og kalve og 2-årige, som var ca. 20 procentpoints. Fredningen af 1-årige handyr har derfor formentligt betydet 20 % flere individer i hver årsklasse ældre end 1 år, og dermed samlet set 20 % flere handyr i bestanden over denne alder.
  6. Slagtevægten for handyr øgedes med alderen frem til det 5. fyldte år på Djursland og ca. det 10. fyldte år på Oksbøl. For hundyrs vedkommende øgedes slagtevægten ikke væsentligt efter det 3. fyldte år. Hundyr på Djursland vejede 12 % mere end hundyr fra Oksbøl. Vægtdata for voksne handyr var ikke sammenlignelige mellem de to bestande pga. metodiske forskelle. Slagtevægten for kalve (begge køn) steg med 6-7 kg i løbet af de første to måneder af jagtsæsonen. Slagtevægten af handyr faldt i løbet af den samme periode pga. brunst. Inden for Oksbølbestanden vejede kalve 8-9 % mindre i de år, hvor bestandstætheden var højest. Den tilsvarende vægtforskel for 1- og 2-årige handyr var 12 % mellem de årgange, som voksede op under de højeste og laveste bestandstætheder.
  7. Antallet af gevirsprosser steg frem til 8-15 årsalderen, hvor det gennemsnitlige antal lå på ca. 11 sprosser, men med betydelig individuel variation. I begge bestande havde 2/3 af alle handyr mindst 10 sprosser som 5-årige og 80-90 % havde mindst 10 sprosser som 8-årige. Andelen af handyr med mindst 14 sprosser nåede et maksimum i 12-15 års-alderen på ca. 25 % af alle individer.
  8. I begge bestande blev der samlet set rapporteret flere hundyr end handyr blandt de voksne dyr (Djursland: 60 % hundyr, Oksbøl: 58 % hundyr), selv om kønssammensætningen for nedlagte kalve begge steder var tæt på 50:50. På Oksbøl, varierede hun:han-forholdet blandt dyr beregnet født i et givet år fra 50:50 under de laveste bestandstætheder i fødselsåret til 65:35 for de fødselsårgange, hvor bestanden var tættest. Da dette forhold ikke i samme grad afspejlede sig i kønssammensætningen for nedlagte kalve, forklares overvægten af hundyr i årgange med høj bestandstæthed ved, at flere handyr end hundyr udvandrede fra området, når bestanden var tæt og knapheden på føde højere. På Djursland formodes overvægten af hundyr i materialet dels at afspejle en jagtlig indsats for at reducere andelen af hundyr i bestanden i undersøgelsesperioden, dels en lavere rapporteringsfrekvens af handyr end for hundyr.
  9. Hinder fra Djursland havde en samlet drægtighedsprocent på 88, dækkende over 64 % for smaldyr (fyldt 1 år) og 91 % for ældre dyr. Andelen af diegivende hinder (dvs. dyr med kalv) var ved efterårets begyndelse på 79 %, dækkende over 57 % for 2-årige og 82 % for ældre hinder.
  10. Ud fra den estimerede aldersspecifikke overlevelse i hver af de to bestande og andel hinder med kalv (estimater fra Djursland) blev den årlige bestandsvækst beregnet til at være henholdsvis 2 % og 0 % (l = 1,02 og 1,00) på Oksbøl og Djursland. Da bestanden på Oksbøl efter alt at dømme var stabil i perioden 1990-2012, kan den modellerede positive vækstrate tyde på, at frugtbarheden var en smule lavere på Oksbøl end på Djursland, hvorfra input-data for reproduktionen var hentet. En modelleret vækstrate på 0 % (stabil bestand) for Djursland tyder på, at den årlige tilvækst i jagtudbytte på 13 % (l = 1,14) i perioden 2006/07-12/13 afspejlede en stigning i jagtintensitet med henblik på at stoppe bestandens tilvækst snarere end et udtryk for, at bestanden voksede med denne hastighed. På basis af reproduktionsdata fra Djursland blev totalfredede krondyrbestandes vækstrate beregnet til at være ca. 19 % (l = 1,21), svarende til en fordoblingstid på knap 4 år. Der gives beregninger for bestandes vækstrate under forskellige kombinationer af årlig kalve- og hindoverlevelse, givet kalvesætningen er den samme som på Djursland.
  11. De afdækkede bestandsmønstre for Oksbøl og Djursland diskuteres i forhold til fem hyppigt fremførte (men delvist modsatrettede) bestandsforvaltningsmål: (i) maksimering af nedlagte dyr i forhold til bestandens størrelse, (ii) maksimering af antallet af nedlagte fuldvoksne hjorte i forhold til bestandens størrelse, (iii) sikring af en høj andel fuldvoksne hjorte i bestanden, (iv) ”bæredygtig udnyttelse” og (v) en tilstræbt ”naturlig” demografisk sammensætning.
  12. I forhold til maksimering af antallet af dyr nedlagt per år i forhold til vinterbestandens størrelse gav Oksbøl- og Djurslandmodellen sammenlignelige udbytter (32-37 dyr årligt per 100 dyr i vinterbestanden), svarende til 55-60 % af det maksimalt mulige, hvis bestanden blev afskudt med henblik på at maksimere antallet af nedlagte dyr (62 afskudte/100 dyr), omtrent det samme antal, som hvis bestanden havde en tilstræbt naturlig demografisk fordeling (34 afskudte/100 dyr), og det dobbelte af det, der ville kunne tages ud af en bestand, som blev afskudt med henblik på optimering af antallet af handyr over 8 år i jagtudbyttet (19 afskudte/100 dyr).
  13. Afskydningsmønstret på Djursland resulterede i, at der for hver 100 dyr i forårsbestanden årligt blev afskudt 0,4 hjorte over 8 år eller 4 % af det teoretisk mulige antal (8,7 hjorte over 8 år per 100 dyr per år), der kunne afskydes, hvis bestanden blev forvaltet med henblik på maksimering af antal høstede handyr over 8 år, 15 % af antallet i en bestand med en tilstræbt naturligt demografisk aldersfordeling (2,6 per 100 dyr per år) og en tredjedel af antallet i Oksbølbestanden (1,2 per 100 dyr per år) eller en bestand afskudt med henblik på maksimering af kødproduktion (1,1 per 100 dyr per år). Uden fredningen af 1-årige handyr ville udbyttet af gamle handyr på Djursland formodes at være blevet reduceret med 20 % i forhold til den gældende fordeling. Ud over at give et sub-optimalt jagtligt udbytte må den meget lave gennemsnitslevealder for handyr på Djursland i et evolutionært perspektiv formodes at føre til selektion for tidligere kønsmodenhed og mindre kropstørrelse.
  14. Selv om afskydningsmønstret på Oksbøl resulterede i væsentligt flere gamle handyr i bestanden såvel som i jagtudbyttet sammenlignet med Djurslandbestanden, vil disse tal kunne fordobles, hvis afskydningen omlægges mod at opnå en tilstræbt ”naturlig” demografisk fordeling, karakteriseret ved en relativt lavere afskydning af dyr mellem 2 og 8 år og højere afskydning før og efter denne alder.
  15. Hvis man ønsker at øge andelen af gamle handyr i bestanden og i jagtudbyttet, vil det mest effektive tiltag være at frede alle handyr mellem 1-årsalderen og den alder/størrelse, som ønskes fremmet i bestanden og i jagtudbyttet.