Aarhus Universitets segl

Tema 7: Naturressourcer

Danmark udnytter en bred vifte af naturressourcer til at dække behovet for bl.a. fødevarer, energi og byggematerialer. Olie, gas og andre mineralske råstoffer er ikke-vedvarende ressourcer, og en dag vil de være opbrugt. Andre ressourcer som fisk, dyrevildt, tømmer og afgrøder vil kun blive opbrugt, hvis vi ikke udnytter dem bæredygtigt. 

Sammenfatning

Danmarks produktion af olie og naturgas er faldende, og den seneste prognose forudsiger, at fra omkring 2020 vil Danmark ikke mere være selvforsynende med olie og gas, da forbruget vil overstige produktionen.

Den samlede indvinding af mineralske råstoffer som sand, grus og sten var ca. 40 mio. m3 i 2008. Forbruget følger konjunkturændringer i bygge- og anlægssektoren, og der har været en stigende tendens siden 1990’erne.

Den samlede danske fangst af fisk er mere end halveret siden 2000, hvilket bl.a. skyldes ændrede kvoter og overfiskeri. Danske jægeres vildtudbytte har været faldende siden 1990. Jagten foregår bæredygtigt for 31 ud af 42 vildtarter.

Træhugsten i Danmark overstiger ikke tilvæksten i vedmasse. Hugsten i nåletræ har været stigende siden 2001, mens den for løvtræ har været faldende. Stormfald har bl.a. været årsag til den større hugst for nåletræ.

Landbrugets kornhøst har ligget på ca. 9 mio. tons om året siden 2000, mens udbyttet af rodfrugter er faldet fra 12 mio. tons i 1990 til 4 mio. tons i 2008.