Aarhus Universitets segl

Varmere klima får vandfugle til at forkorte træk til vinterkvarter

I takt med stigende temperaturer de seneste tre årtier har flere dykænder forkortet trækket til deres vinterkvarter. Det gælder for troldand, hvinand og stor skallesluger, der nu overvintrer tættere på deres sommerynglepladser i Sverige og i især Finland, hvor temperaturen i de tidlige vintermåneder i den sydlige del af landet er steget 3,8 grader siden 1980.

Stor skallesluger, hun i forgrunden. Foto: Jan Skriver ©
Stor skallesluger, hun i forgrunden. Foto: Jan Skriver ©

En sammenhæng mellem det varmere klima og en nordøstlig forskydning af de tre arters vinterkvarter på den europæiske nord-vest-trækrute er netop påvist i en stor, international undersøgelse med deltagelse af forskere fra Aarhus Universitet.

I undersøgelsen har forskerne – heriblandt professor Anthony D. Fox og seniorforsker Preben Clausen, Aarhus Universitet – anvendt vandfugledata for de tre arter fra International Waterbird Census, der også rummer data fra danske fugletællinger, og sammenholdt disse data med temperaturudviklingen 1980-2010 i de tidlige vintermåneder langs trækruten.

Undersøgelsen viser, at det ikke blot er i randområderne af trækruten, at det varmere klima påvirker fuglenes adfærd. Forskerne mener at kunne konstatere, at en egentlig forskydning af bestandene er i gang.

”Vi kan se, at antallet af overvintrende ænder i den nordøstlige del af trækruten er øget endog ganske betragteligt i de seneste tre årtier, mens antallet i rutens sydvestlige del samtidig er gået ned,” siger professor Anthony D. Fox. ”Ændringen har været særlig udtalt i de seneste 15-20 år med en meget stor procentvis stigning i antallet af overvintrende troldænder, hvinænder og stor skallesluger i Finland med samtidige fald i lande som Irland, Storbritannien, Frankrig, Nederlandene og Schweiz.”

Forskerne peger på, at forskydningen bl.a. bør føre til en revurdering generelt af beskyttede områder og reservater og overvågningen af fuglene langs trækruten, ligesom den ændrede geografiske fordeling af fuglene kan ændre jagttrykket på dem.

Forekomsten af vandfugle er som oftest også en hovedgrund til national og international beskyttelse af i øvrigt truede vådområder. De nye områder, som vandfuglene forudses at indtage i et varmere klima, er derimod ikke nødvendigvis beskyttede.

”Lige præcis den problemstilling er ikke så stor i Danmark, fordi det især er landene sydvest for os, der har mistet fugle, og landene nordøst for os, der har fået fugle, og fordi vi har en veludbygget reservatnetværk i Danmark. Men undersøgelsen understreger et stort behov for, at vi overvejer, om vi overhovedet overvåger vandfuglene i Østersøen optimalt i dag, da store dele af havområdet, der førhen lå frosne hver vinter nu er isfrie. Faktisk vil jeg påstå, det ikke er tilfældet, og at der bør iværksættes bedre, mere regelmæssige tællinger i hele området,” siger seniorforsker Preben Clausen

Resultaterne beskrives i artiklen “Rapid climate driven shifts in wintering distributions of three common waterbird species”, der er offentliggjort i tidsskriftet Global Change Biology.

Kontakt: Professor Anthony D. Fox, tlf.  8715 8847, tfo@dmu.dk
               Seniorforsker Preben Clausen, tlf.  8715 8857, pc@dmu.dk
               Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Rapid climate driven shifts in wintering distributions of three common waterbird species. Aleksi Lehikoinen, Kim Jaatinen, Anssi V. Vähätalo, Preben Clausen, Olivia Crowe, Bernard Deceuninck, Richard Hearn, Chas A. Holt, Menno Hornman, Verena Keller, Leif Nilsson, Tom Langendoen, Irena Tománková, Johannes Wahl & Anthony D. Fox. Global Change Biology.

Artiklens abstract (abonnement påkrævet for adgang til hele artiklen)