Ulveovervågningen i Danmark – ny organisation og initiativer
DCE - National Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum (NHMA) overvåger ulvebestanden i Danmark og sørger for DNA-kontrol af spytprøver fra rovdyr, der har dræbt husdyr, for Ministeriet for Miljø og Fødevarer.
Den hidtidige overvågning har været baseret på genetiske analyser, men vil fremover i højere grad også fokusere på en egentlig bestandsovervågning baseret på observationer. Samtidig vil en internationalt anvendt DNA-analysemetode erstatte den hidtil benyttede.
Pr. 1. juni 2016 bliver arbejdet med overvågning og dataindsamling organiseret med seniorforsker Peter Sunde (DCE) som hovedansvarlig for tilvejebringelse af generel viden om ulve med relevans for danske forhold og forbindelsen til viden om den centraleuropæiske bestand. Ansvaret for tilrettelæggelse af ulveovervågning og validering af hidtil indsamlede data vil fremover blive varetaget af forskningsansvarlig Kent Olsen (NHMA) i samarbejde med seniorforsker Thomas Secher Jensen (NHMA).
På grund af usikkerheder med DNA-analyser anvendt i perioden 2013-15 undergår disse DNA-resultater i øjeblikket en grundig validering. Dette arbejde forventes at være afsluttet i efteråret 2016, hvorefter der vil blive publiceret validerede, nye kort over forekomster af ulv. Ind til dette arbejde er overstået, har NHMA og DCE valgt at fjerne de eksisterende kort over ulveforekomster fra institutionernes hjemmesider.
Prøver (ekskrementer, kadavere) og observationer og sportegn (fotos, spor) efter ulv vil blive registreret og valideret efter de samme standarder, som bruges i Tyskland, og disse vil blive samlet i én database administreret af NHMA. For at fjerne enhver tvivl om validiteten af fremtidige DNA-spor fra ulv, vil DNA-prøver indsamlet af DCE og NHMA fremover blive sendt til Senckenberg Instituttet i Tyskland. Dette laboratorium analyserer alle tyske DNA-prøver fra den tyske ulveovervågning. Visionen er, at den nye database med tiden skal samkøres med de tyske databaser, da Danmark deler bestand med især Tyskland og derfor har en interesse i at koordinere overvågningen så tæt som muligt.
For at få overblik over, hvor i Danmark der eventuelt måtte være fast forekomst af ulv, og muligvis endog ynglende ulvepar, vil NHMA og DCE desuden iværksætte en aktiv eftersøgning efter ulv i 3-4 områder i Jylland, hvor sandsynligheden for at finde territoriale og evt. ynglende ulve vurderes størst. Dette vil dels ske gennem opsætning af vildtkameraer, dels ved systematisk eftersøgning efter ekskrementer. I den forbindelse vil NHMA/DCE få assistance fra frivillige fra ”Projekt Dansk Ulv”, samt en specialestuderende fra Universitet i Freiburg. Sidstnævnte har afsat 1½ måned til at spore ulv med en hund, der er specialtrænet til at lokalisere urin og afføring fra ulv. Resultaterne fra dette arbejde vil blive sammenholdt med referencedata, indsamlet efter samme metoder i kendte ulveterritorier i Tyskland. Resultaterne vil løbende blive offentliggjort på DCE’s og NHMA’s hjemmesider.
I konsultation med ulveforskere fra Tyskland er målet, at der i de kommende år bliver udarbejdet en standardiseret feltmetode, som med en acceptabel grad af sikkerhed skal kunne be- eller afkræfte forekomst af territoriale enlige ulve eller familier efter en given sporingsindsats, ligesom der vil være en løbende dialog om fund og metoder med danske forskningsinstitutioner.
For yderligere oplysninger:
Seniorforsker Peter Sunde, Aarhus Universitet, Institut for Bioscience – Kalø, tlf. 20 63 07 04 - psu@bios.au.dk
Forskningsansvarlig Kent Olsen, Naturhistorisk Museum Aarhus, tlf. 40 27 20 30 - kent@molslab.dk