Så meget koster forureningen fra brændeovne

Omkring 550 mennesker dør for tidligt hvert år i Danmark af partikelforurening fra brændeovne, viser nye beregninger.

01.03.2016 | Michael Strangholt

Nye modelberegninger giver et mere nøjagtigt billede af helbredseffekterne af partikler fra brændeovnsrøg og anden træfyring.

I en ny rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi viser forskerne, hvordan man med en mere nøjagtig metode kan beregne helbredseffekterne af røg fra brændeovne og træfyring i Danmark. Den nye metode beregner helbredseffekterne med langt mere detaljeret geografisk opløsning end tidligere (1 km x 1 km mod tidligere 16,7 km x 16,7 km opløsning – dvs. en faktor 278 bedre opløsning). De mere detaljerede beregninger giver dermed en langt bedre beskrivelse af kildernes placering i forhold til hvor folk bor.

Tallene viser, at ca. halvdelen af de for tidlige dødsfald i Danmark som følge af partikelforurening, som er udledt i Danmark, kan henføres til forurening fra brændeovnsrøg.

Samlet set viser tal for 2013, at cirka 3750 mennesker i Danmark dør for tidligt hvert år som følge af luftforurening, og at cirka 1000 af disse dødsfald skyldes forurening fra danske kilder. Resten af de for tidlige dødsfald skyldes luftforurening fra udlandet.

Af de ca. 1000 for tidlige dødsfald, som forureningen fra danske kilder står for, udgør partiklerne fra brændeovne langt den største bidragyder. 550 af disse dødsfald skyldes ifølge rapporten at stamme fra danske brændeovne og anden træfyring.

Forskerne har også beregnet de samlede samfundsudgifter, som partikelforureningen medfører. Samfundsudgifterne i Danmark fra den samlede luftforurening (fra alle kilder i Danmark såvel som i udlandet) er beregnet til ca. 29 mia. kr. for 2013. Alene brændeovnenes udledninger i Danmark medfører øgede samfundsomkostninger på 4,2 mia.kr om året og udgør således ca. 14% af de samlede samfundsomkostninger fra luftforurening

De nye tal, hvor forskerne har beregnet på mere lokalt niveau, indgår som baggrundsmateriale i  vismandsrapporten ”Økonomi og Miljø 2016” fra De Økonomiske Råd, som offentliggøres 1. marts. Beregningerne for De Økonomiske Råd har haft fokus på helbredsrelaterede samfundsomkostninger opdelt på regioner og befolkningstæthed fra træfyring. I beregningerne er det forudsat at alle typer af atmosfæriske partikler er lige skadelige. Desuden er effekten af sekundære organiske aerosoler (SOA) ikke er medtaget ved beregning af bidraget.

Du kan læse rapporten ”Helbredseffekter og helbredsomkostninger fra emissionssektorer i Danmark” her.

For yderligere oplysninger, kontakt:  

Professor, Sektionsleder Jørgen Brandt, tlf. 8715 8522, jbr@envs.au.dk
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet  

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Offentligheden / Pressen