Odderen i fortsat fremgang i Danmark
Odderen har gjort et enestående comeback i den danske natur. I 1980 blev den betragtet som det mest truede pattedyr i Danmark.
Af Bjarne Søgaard, Morten Elmeros, Liselotte Wesley Andersen, Aksel Bo Madsen, Poul Nygaaard Andersen & Peter Mikkelsen, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.
Odderen har gjort et enestående comeback i den danske natur. I 1980 blev den betragtet som det mest truede pattedyr i Danmark. Den seneste overvågning i 2011-2012 viser, at arten nu findes i hele Jylland fra Skagen til grænsen. DNA-analyser udført af Aarhus Universitet afslører desuden, at odderen fortsat lever på Sjælland, og at den nu er ved at indtage Fyn.
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur under DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, har sammen med Naturstyrelsen gennemført en landsdækkende overvågning i 2011-2012 af odderens udbredelse i Danmark under det Nationale Overvågnings-program for Vandmiljø og Natur (NOVANA). På landsplan er odderen tidligere blevet overvåget i 1984-1986, 1991, 1996 og 2004, hvilket giver gode muligheder for at sammenligne odderbestandens udvikling over en næsten 30-årig periode.
Markant øget udbredelse
Resultaterne viser, at odderen siden midten af 1980’erne har øget sin udbredelse i Danmark markant. I midten af 1980’erne fandtes odderen stort set kun i det nordvestlige Jylland, men i 2012 har bestanden spredt sig helt ned til den dansk-tyske grænse. DNA-analyser af ekskrementer indsamlet på Fyn og på Sjælland afslører, at der også her er odder.
Udbredelse af odder i kvadrater (10x10 km) ved de nationale overvågninger i 2004 (inkl. supplerende undersøgelser) og 2011-2012. I de mørkegrønne kvadrater blev der fundet spor efter odder, mens der i de lysegrønne kvadrater ikke blev fundet spor. I de gule kvadrater blev der fundet spor efter odder ved en eftersøgning i 2006.
Ved de landsdækkende overvågninger blev der ikke fundet spor efter odder på Sjælland, men genetiske analyser af otte ekskrementer indsamlet ved en særlig kampagne iværksat af Danmarks Naturfredningsforening i 2006 viste sig at hidrøre fra odder - og bekræfter to fund fra 1995 fra samme vandløbssystemer i Vestsjælland. Så der lever fortsat odder på Sjælland, selvom man en overgang troede den var uddød her.
Odder på Fyn
DNA-analyser af to ekskrementer indsamlet i 2012 ved Odense Å og på Sydøstfyn viser, at disse også stammer fra odder. Det første tegn på, at odderen også er på Fyn, var fundet af en trafikdræbt, ung hanodder i 2007 i en lille bæk mellem Odense og Fåborg. Bækken er en del af Odense Å-systemet.
Trafikdræbte, unge hanner har været i overtal på forkanten af artens udbredelsesområde under dens spredning i Jylland. Så det kan meget vel tolkes sådan, at odderen nu er under genind-vandring til Fyn. Seneste sikre tegn på oddernes tilstedeværelse på Fyn før 2007 er fra 1979, hvor en hunoddder blev fundet druknet i en fiskeruse i Odense Fjord.
Eftersøgning af ekskrementer og fodspor fra odder gennemføres på et landsdækkende net bestående af i alt ca. 1.240 stationer, som grupperes i knap 500 kvadrater på 10x10 km. Hvis der findes spor efter odder på bare én station i et kvadrat, registreres kvadratet som positivt for arten. På denne måde kan artens udbredelse sammenlignes mellem de forskellige overvågningsår.
Antal kvadrater (10x10 km) med fund af odder (positive) og antal uden fund af odder (negative) ved de landsdækkende overvågninger af odder i 1984-1986, 1991, 1996, 2004 og 2011-2012. Rød trend-linje markerer fremgangen i antallet af positive kvadrater.
Antal positive stationer med spor efter odder (i %) ved de landsdækkende overvågninger i 2004 og 2011-2012 fordelt på geografiske regioner og på landsplan (Sjælland ikke medtaget, da der ikke var positive stationer i ved de to overvågninger).
I 2004 var 47,5 % af de undersøgte stationer positive, mens dette tal i 2011-2012 var steget til 56,3. I Jylland alene er der tale om hhv. 68,6 % og 80,4 %. Mest markant har fremgangen været i Sydjylland og Østjylland (med hhv. 22 % 15 % flere positive stationer), mens fremgangen har været mindre i Nordjylland og Vestjylland (med hhv. 1 % og 5 % flere positive stationer). På landsplan er der tale om en fremgang på 8 % i antallet af positive stationer.
Kontakt: Seniorbiolog Bjarne Søgaard - Tlf. 4025 6851 bjs@dmu.dk
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
Institut for Bioscience, Aarhus Universitet