Aarhus Universitets segl

Mere kvælstof i det danske havmiljø

Der blev udledt mere kvælstof fra de danske vandløb til havet i 2017 end året før, viser et udkast til årets NOVANA-rapport for vandløb.

Den samlede kvælstoftilførsel til havet var i 2017 ca. 64.000 ton N – mod ca. 62.000 ton N i 2016. Når man korrigerer for årets nedbør var tilførslen i 2017 ca. 60.000 ton N, som er stort set det samme som i 2016, hvor den var på 59.000 ton N. Det fremgår af udkastet til årets NOVANA-rapport for vandløb, som sendes til kommentering hos Miljøstyrelsen i denne uge.

Rapporten ”VANDLØB 2017 - NOVANA” udgives af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet som et led i den landsdækkende rapportering af det Nationale program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen (NOVANA).

Overvågningsprogrammets formål er at tilvejebringe det nødvendige dokumentations- og videngrundlag til at understøtte Danmarks overvågningsbehov og -forpligtelser, bl.a. i forhold til en række EU-direktiver inden for natur- og miljøområdet.

DCE har som en væsentlig opgave for Miljø- og Fødevareministeriet at bidrage med forskningsbaseret rådgivning til styrkelse af det faglige grundlag for miljøpolitiske prioriteringer og beslutninger.

Læs det aktuelle udkast til årets vandløbsrapport her (link).

Årets NOVANA-rapporter er endeligt færdige og offentliggøres 18. februar 2019.

For yderligere oplysninger om rapporten ”VANDLØB 2017 – NOVANA”, kontakt venligst DCE ved chefkonsulent Susanne Boutrup, sub@dce.au.dk.