Forkerte påstande om kvælstof og iltsvind
DCE sætter fakta på nogle af de påstande om bl.a. kvælstof og iltsvind, som interesseorganisationen "Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug" fremkommer med.
Af chefkonsulent Poul Nordemann Jensen, professor Brian Kronvang, professor Jacob Carstensen og direktør Hanne Bach, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet
I de seneste måneder har interesseorganisationen ”Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug” i forskellige aviser, på sin hjemmeside og den 28. august 2013 ved foretræde for Folketingets Miljøudvalg postuleret, at ”iltsvind i de danske fjorde konsekvent er kraftigst og mest udbredt de år, hvor udvaskning af kvælstof er lavest. Altså lige modsat af, hvad forskerne har bildt befolkningen, politikere og ministre ind.”
Landsforeningen siger i samme åndedrag, at årtiers vandmiljøplaner og dermed indsatsen for et bedre vandmiljø er et bedrag, og at forskerne - med klar adresse til forskere ved det nedlagte DMU og nu ved DCE - gennem årtier har vildført befolkning, politikere og ministre i sagen.
Landsforeningens direktør, Vagn Lundsteen, fremkom i denne omgang først med budskabet i en kronik i Jyllands-Posten 22. juli 2013. Det skete under overskriften ”Det store vandmiljøbedrag”. Han skriver, at de seneste årtiers vandmiljøplaner med reduktion af kvælstof ingen synlig effekt har haft på vandmiljøet.
Vi har i et indlæg under overskriften ”Vandmiljøplanerne var rettidig omhu” på ing.dk den 22. august 2013 beskrevet, hvorfor vi mener, at vandmiljøplanerne ikke er et bedrag, men tværtimod har været et stort bidrag til et bedre miljø. Dette indlæg kan også læses DCE’s hjemmeside.
Imidlertid vil vi også nu sætte fakta på nogle af Lundsteens påstande, som de fremkommer i JP-kronikken og senere gentages i foretrædet for Miljøudvalget. Det betyder ikke, at vi er enige i de af Landsforeningens påstande, som ikke er kommenteret!
Naturen er ligeglad med ordforbistring
Lundsteen gør et stort nummer ud af, at man i 1986 i Vandmiljøplan I brugte forskellige ord som næringsstofudledning (en belastning som opgøres til overfladevand, herunder fjorde og kystvandeområder) og næringsstofudvaskning (som måles og opgøres lige under afgrødernes rodzone på markerne).
Naturen er jo ligeglad med ordforbistring, så de negative effekter af næringsstofudledningen, man så i fjorde og kystvande op gennem 1980’erne, var reelle nok; uanset om man brugte forskellige ord. Og behovet for en indsats var absolut til stede. Og der var behov for en indsats for at reducere både byernes spildevandsudledninger og landbrugets næringsstofudledninger.
Lundsteen fremfører videre, at især spildevand og affald indeholder store mængder organisk kvælstof eller ammoniumkvælstof.
Faktum er, at kun ca. 10 procent af kvælstofudledningen til havet i dag kommer fra spildevand. Lundsteen mangler at dokumentere, at affald er en væsentlig kilde til kvælstofudledning til havet rundt om Danmark. I DCE har vi aldrig hørt om det.
Og Lundsteen fortsætter: ”Men i modsætning til affald og spildevand ender husdyrgødning sjældent i vandmiljøet. Men selv om det ikke bør ske, kan der selvfølgelig ske uheld.”
Det er korrekt, at der i dag er meget få direkte udslip til vandmiljøet af husdyrgødning. Faktum er imidlertid, at det med vandmiljøovervågningen er dokumenteret, at der sker en kvælstofudvaskning fra marker, der modtager husdyrgødning. Og at udvaskningen stiger med stigende tilførsel af husdyrgødning. For eksempel er den målte udvaskning 36 kg N/ha fra marker, der ikke modtager husdyrgødning, mens den for marker, der modtager husdyrgødning fra mellem 1,7 og 2,3 dyreenheder, er 64 kg N/ha.
Kvælstofafstrømning og iltsvind
Lundsteen hævder, der er en ”omvendt” sammenhæng mellem iltsvind og kvælstofafstrømningen, dvs. udbredt iltsvind optræder, når årets N-tilførsel er lav. Det fremgår herunder af figuren, som Landsforeningen også præsenterede for Miljøudvalget.
Vi må konstatere, at ingen referencer dokumenterer de fremførte sammenhænge.
Som anført i vores indlæg på ing.dk, så øger kvælstofudledningen potentialet for iltsvind, men det er de meteorologiske forhold, som bestemmer, hvor udbredt det bliver. Derfor kan man ikke konkludere om sammenhænge på basis af enkelte år.
I 1994 var kvælstofudledningen høj, men heldigvis for havmiljøet var der også en stor udskiftning af bundvandet i de åbne danske farvande, derfor blev iltsvindet ikke særlig udbredt. I 1997 var kvælstofudledningen lav og iltforholdene generelt gode overalt med undtagelse af Mariager Fjord, som ”døde”. Det er der en naturvidenskabelig forklaring på.
Lundsteen postulerer således: ”Hvad forskerne glemte at fortælle var, at landbrugets udledning til vandmiljøet netop i 1996 og 1997 var usædvanligt lav. Omkring halvdelen af det normale til Mariager Fjord og til alle andre fjorde. Omkring 35.000 tons nitrat mod normalt omkring 60.000 tons. Forskerne burde have fortalt Folketinget, at de havde taget fejl. At det store iltsvind i Mariager Fjord ikke skyldtes udledning af landbrugets nitrat, men måske det modsatte.”
Faktum er, at det ikke er sandt, at forskerne glemte at fortælle om udledningen i 1996-97. Det fremgår af rapporterne om overvågning for de pågældende år, her gengivet som det allerførste afsnit i resumeet for Overvågningsprogrammets vandløbsrapport 1997:
”Den samlede ferskvandsafstrømning til de danske farvande var i 1997 kun ca. 8.900 mill. m3 svarende til 64 % af normalen for perioden 1971-1990. Den lave ferskvandsafstrømning medvirkede til, at stoftilførslen med vandløb og direkte spildevandsudledninger til marine kystafsnit også var relativ lav og på samme niveau som i 1996, der ligeledes var et ”tørt” år. Tilførslen var i 1997 således kun 49.800 tons kvælstof, 1.820 tons fosfor og 32.200 tons BOD5.”
Iltforholdene i 1997 var relativt gode, som konkluderet for de åbne farvande i årets overvågningsrapport:
”I 1997 var iltforholdene ligesom i 1996 relativt gode i de åbne farvande, og sammenfaldende med en lav tilførsel af næringssalte forårsaget af lav ferskvandsafstrømning og udbygget spildevandsrensning og dermed en relativt lavere primærproduktion og et lavere iltforbrug.”
Årsagen til at Mariager Fjord ”døde” i 1997 var først og fremmest nogle ugunstige meteorologiske forhold – en meget varm august uden vind. Men man skal samtidig huske, at netop oplandet til Mariager Fjord er specielt forstået på den måde, at der er en meget stor forsinkelse i vandets - og dermed kvælstofs - vej fra marken til fjorden. Det betyder, at størstedelen af det kvælstof, der blev tilført fjorden i 1997, faktisk forlod rodzonen i starten af 1970’erne. Desuden er vandtilstrømningen til Mariager Fjord betydeligt mere stabil med en større grundvandsandel end de fleste fjorde Derfor er tilførslen af vand og dermed kvælstof til Mariager Fjord ikke så følsom over for et tørt år. Samlet betød det, at kvælstoftilførslen var lavere i 1997 end gennemsnitligt for Mariager Fjord, men langt fra det halve. For Mariager Fjord beskriver overvågningsrapporten følgende vedrørende iltforhold i 1997:
”Den grundlæggende årsag til det kraftige iltsvind var de store næringssalttilførsler kombineret med et generelt lavt vandskifte. I juli-august 1997 blev det normale iltsvind forværret af høje temperaturer og vindstille vejr i flere uger, og et kraftigt regnvejr i slutningen af juli medførte en ekstra tilførsel af næringsstoffer til algerne i fjorden”.
Iltsvindet i 2002
Lundsteen postulerer om baggrunden for Vandmiljøplan III: ”Som ved de to tidligere vandmiljøplaner var baggrunden grotesk. Netop i 2003 var udledning af nitrat til vandmiljøet det laveste siden 1997. I den mellemliggende periode havde problemerne med iltsvind været små.”
Faktum er, at det var det særdeles voldsomme iltsvind i 2002, som førte til Vandmiljøplan III. Kvælstoftilførslen i 2002 var højere end normalt for perioden og kombineret med usædvanligt lav udskiftning af bundvandet i de indre danske farvande, så opstod det hidtil størst udbredte iltsvind med deraf følgende døde fisk og bunddyr.
Landsforeningens postulater fortsætter
Senest gentager Landsforeningen med afsæt i DCE’s iltsvindsrapport for august-september 2013 sin argumentation med følgende overskrift og indledning:
Iltsvindsrapport: Iltsvind størst når udledningen fra landbruget er mindst
”Iltsvind er et naturligt fænomen, som dog forøges i udbredelse og styrke som følge af eutrofiering og klimaforandringer. De nye toner lyder i iltsvindsrapporten fra 2013, hvor der er blevet gjort op med tanken om, at det er udledning af kvælstof fra landbruget, der er den direkte årsag til iltsvind.”
DCE gør i iltsvindsrapporten for august-september 2013 ingenlunde op med nogen ”tanke”. Denne rapport indeholder – som de øvrige iltsvindsrapporter gennem de seneste år - en grundig forklaring på iltsvind som fænomen. Landsforeningen har så klippet det, der åbenbart passer ind i deres dagsorden, men udeladt følgende grundlæggende forklaring i DCE’s iltsvindsrapporter: ”Overordnet betragtet er det således eutrofieringen, som skaber grundlaget for iltsvind i et omfang ud over det naturlige, mens det er de klimatiske forhold, som udløser det.”
Kontakt: Chefkonsulent Poul Nordemann Jensen, tlf. 8715 8793, pnj@dmu.dk
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
Aarhus Universitet
Dokumentation
Long-term changes and impacts of hypoxia in Danish Coastal waters. Conley et al. 2007. Ecological Applications 17, S165-S184
Vandmiljøplanens overvågningsprogram 1997. Marine områder. Faglig rapport fra DMU nr. 254.
Vandmiljøplanens overvågningsprogram 1997. Ferske vandområder. Faglig rapport fra DMU nr. 253.
Mariager Fjord – Tilførslen af næringsstoffer fra land. Århus og Nordjyllands amter 2002
Landovervågningsoplande 2011. NOVANA. Blicher-Mathiesen, G., Grant, R., Jensen, P.G., Hansen, B. & Thorling, L. 2012. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 148 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 31
Vandmiljøplaner var rettidig omhu. Kronik på ing.dk
Landsforeningens henvendelse om foretræde for Folketingets Miljøudvalg
Landsforeningens slides ved foretrædet for Folketingets Miljøudvalg