Aarhus Universitets segl

DCE udvikler modelværktøjer til Danmarks nye vandområdeplaner

Computermodeller, der sammenstiller næringsstofbelastning og økologisk tilstand i danske fjorde og bugter, indgår sammen med modeller for de åbne havområder som vigtige værktøjer i Danmarks kommende vandområdeplaner 2015-2021.

Regeringen sendte planerne i høring den 22. december 2014.

Målet med vandområdeplanerne er, som EU’s vandrammedirektiv foreskriver, at opnå en såkaldt ”god økologisk tilstand” for alle vandområder.

I et projektsamarbejde med den private rådgivnings- og forskningsinstitution DHI og med Naturstyrelsen har forskere ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, udviklet computermodeller for 119 kystnære vandområder.

DCE’s modeller skal i samspil med løbende målinger bidrage til at vurdere tilstanden i fjorde, bugter, vige, nor og åbne farvande nær kysterne. Modellerne sammenstiller således den målte kvælstofbelastning med to indikatorer for vandkvaliteten - ålegræsudbredelse og forekomst og omfang af planteplankton (klorofyl a) – og sammenstillingen kan afklare indsatsbehovet, f.eks. en reduktion i kvælstoftilførslen, for hvert enkelt vandområde. I modellerne indgår også en række støtteparametre som iltforhold, sigtdybde, næringsstofindhold, vandets saltholdighed, lagdeling i vandsøjlen og klimadata.

Modellerne er forberedt på at kunne inddrage klimaforandringer, men frem til 2021 vurderes dette ikke at være aktuelt.

DCE-modellerne er såkaldt statistiske modeller, der er baseret på data fra Danmarks nationale overvågningsprogram for vandmiljø og natur, NOVANA.

Modelværktøjerne skal sammen med overvågningsresultaterne også bidrage til vurderinger af årsagssammenhænge bag den konstaterede tilstand, herunder vurderinger af årsagssammenhænge bag en eventuel manglende - men forventet - udvikling i miljøtilstanden eller årsager til iltsvindshændelser.

Desuden skal de i samspil med overvågningen bidrage til en systemforståelse, der sikrer, at forudsigelser om tilstandsændringer bliver mere sikre.  Dertil kommer, at hav- og fjord/kystområde-modellerne i samspil med oplandsmodeller skal kunne bidrage til forståelsen af sammenhænge mellem påvirkninger (belastning med kvælstof og fosfor, fiskeri, klimaforandringer, m.m.) og eutrofieringstilstanden i de marine områder.

Kontakt: Seniorforsker Karen Timmermann, tlf. 8715 8467,  kt@bios.au.dk   
              Professor Stiig Markager, tlf. 8715 8582, ssm@bios.au.dk
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Modeller for Danske Fjorde og Kystnære Havområder – Del 1. Metode til bestemmelse af målbelastning. Dokumentation. Anders Chr. Erichsen og Hanne Kaas, DHI & Karen Timmermann, Stiig Markager, Jesper Christensen, Ciarán Murray, Aarhus Universitet, DCE. 35 s.

Rapporten