Dansk formand for PEER-netværket

Danmark overtager formandsposten i EU’s største netværk for natur- og miljøforskning.

29.11.2017 | Michael Strangholt

Det bliver direktør Hanne Bach fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, som i de kommende to år skal stå i spidsen for forskningsnetværket PEER.

Over 5000 miljøforskere og –rådgivere fra de otte største miljøforskningsinstitutioner i Europa indgår i netværket, der med et samlet budget på knap en halv milliard euro samarbejder om at indgå i de største EU-programmer inden for natur, klima og miljø.

PEER arbejder med fælles projekter og strategier for såvel forskning som forskningsbaseret rådgivning på europæisk niveau. Fælles PEER-projekter fokuserer på emner, der forventes at få stigende strategisk vigtighed i EU, og hjælper dermed medlemmerne med at afdække og opfylde kommende forsknings- og rådgivningsbehov i EU.

Andre af netværkets aktiviteter er fælles workshops og konferencer, koordinering af partnersøgning til EU's forskningsprogrammer, fælles adgang til infrastruktur og udveksling af medarbejdere.

Danmark overtager formelt formandskabet for PEER ved fejringen af netværkets 15-års jubilæum den 28. november 2017 i Bruxelles.   

Læs mere om PEER her
Læs mere om DCE – Nationalt Center for miljø og Energi her

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Offentligheden / Pressen, Medarbejdere