Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 434: Vildtbestande og jagttider i Danmark. Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen 2022

Madsen, AB, Christensen, TK, Madsen, J, Balsby, TJSB, Bregnballe, T, Clausen, KK, Clausen, P, Elmeros, M, Fox, AD, Frederiksen, M, Hansen, HP, Haugaard, L, Heldbjerg, H, Mayer, M, Mikkelsen, P, Nielsen, RD, Pedersen, CL, Pedersen, IK, Sterup, J & Therkildsen, OR 2021. Vildtbestande og jagttider i Danmark. Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen 2022. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 168 s. - Videnskabelig rapport nr. 434. http://dce2.au.dk/pub/SR434.pdf

Sammenfatning

De danske jagttider bliver som udgangspunkt revideret hvert fjerde år. Dog har der senest været en mindre jagttidsrevision for udvalgte arter, som trådte i kraft med virkning fra 1. juli i 2020. Næste revision skal ske med virkning fra 1. juli 2022, hvor også vildtskade­bekendtgørelsen skal revideres. Nærværende rapport er udarbejdet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, på bestilling fra Miljøstyrelsen og udgør en væsentlig del af det faglige grundlag for Vildtforvaltningsrådets og Miljøstyrelsens indstilling til miljø­ministeren.

 

Miljøstyrelsen har ønsket rapporten delt op i tre dele: 1) arter med jagttid, 2) arter uden jagttid, men med juridisk mulighed for at få en jagttid, og 3) arter uden jagttid og uden juridisk mulighed for at få en jagttid. Gruppe 1 omfatter i alt 23 arter. Gruppe 2 omfatter 14 arter: ilder, grævling, knortegås, taffeland, havlit, fløjlsand, stor skallesluger, toppet skallesluger, hjejle, strandhjejle, stor regnspove, sildemåge, svartbag og tyrkerdue, mens gruppe 3 omfatter fire arter: bæver, bramgås, skarv og råge.

 

Det primære datagrundlag for denne rapport stammer fra DCE’s egne forsknings- og overvågningsaktiviteter såsom vildtudbyttestatistikken og vingeundersøgelserne samt et stort antal systematiske, landsdækkende optællinger af især træk- og ynglefuglebestande. Disse data sammenstilles med data og informationer fra institutioner og organisationer i ind- og udland, f.eks. IUCN, EU-kommissionen, Wetlands International, BirdLife International, Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Jægerforbund.

 

Rapporten giver for de jagtbare arter en opdateret oversigt over den eksisterende viden om biologiske, bestandsmæssige og jagtlige forhold, som er relevante for DCE’s faglige vurdering af den gældende jagttid. Dette er suppleret med en vurdering af eventuelle forvaltningsmæssige problemstillinger og bestandenes status i henhold til direktiver, konventioner og rødlister. For de jagtbare såvel som for de p.t. ikke-jagtbare arter giver rapporten DCE’s vurdering af de bestands­mæssige muligheder for en eventuel jagttid.