Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 425: Biodiversitetseffekter af rewilding

Fløjgaard, C., Buttenschøn, R.M., Byriel, F.B., Clausen, K.K., Gottlieb, L., Kanstrup, N., Strandberg, B. & Ejrnæs, R. 2021. Biodiversitetseffekter af rewilding. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 124 s. - Videnskabelig rapport nr. 425. http://dce2.au.dk/pub/SR425.pdf.

Sammenfatning

 

Baggrund

Biodiversiteten er i fortsat tilbagegang og danske økosystemer er stærkt modificerede, hvilket afspejles af den seneste opdatering af rødlisten og den seneste rapportering af bevaringsstatus af arter og naturtyper beskyttet af EU’s Habitatdirektiv. I dette lys vurderer vi potentialer og udfordringer ved rewilding som forvaltningsmodel.

Baseline

Rewilding hviler på en biologisk forståelse af selvforvaltende økosystemer som den optimale forvaltningsmodel for biodiversiteten. De nulevende arter er udviklet i naturlige økosystemer før menneskets indflydelse gjorde sig gældende, og biodiversitetskrisen skyldes at vi meget grundlæggende har forandret rammerne og processerne i økosystemerne. En af de store forandringer, som må tilskrives mennesker, er forarmelsen af den naturlige pattedyrfauna og erstatning af vilde dyr med tamdyr. Derfor bliver spørgsmålet om en naturlig baseline for græsningsfunktionen i tempererede økosystemer helt afgørende for hvordan naturforvaltning og rewilding praktiseres. Ved at anlægge et palæoøkologisk perspektiv er det muligt at udarbejde lister over store dyr, som har været aktive i selvforvaltende økosystemer før menneskets indflydelse blev afgørende. En del af disse store dyr er uddøde i dag, nogle lever videre som tamdyr og andre har en begrænset udbredelse eller lever i tætheder under landskabets bærekapacitet. Naturlige tætheder er en nøglefaktor i etableringen af baselines for naturforvaltning, og fastlæggelsen af disse er udfordret af mangel på data fra økosystemer uden menneskelig regulering af vegetation og megafauna. Baseret på analyser og økologiske tolkninger af tilgængelige data globalt og nationalt vurderer vi at den naturlige tæthed af planteædere i typiske danske økosystemer ligger i intervallet 70-250 kg/ha, om end her stadig er brug for mere eksperimentel evidens. På trods af disse usikkerheder vurderes det som sikkert, at tætheden af planteædere i uhegnet natur i Danmark er langt under det naturlige interval, mens tætheden i typisk naturpleje er langt over det naturlige interval. Hovedparten af landskabet er altså enten under tilgroning eller overgræsset i sommermånederne med tab af biodiversitet til følge.

Praktiske erfaringer

Rewilding som koncept har influeret naturforvaltningen i Europa i løbet at de sidste 10-15 år. Hovedparten af initiativer har fokuseret på en (re)introduktion af manglende nøglearter, hvor især kvæg og heste er blevet benyttet til en aktiv genopretning af naturlige økosystemprocesser. I forbindelse med denne rapport har vi kortlagt igangværende rewildingprojekter i Danmark der benytter store græssende dyr. En tilsvarende kortlægning blev foretaget i 2015 (Pedersen m.fl. 2020) og fandt i alt 28 danske projekter med et minimum af rewilding – tilsvarende finder vi i dag mindst 85 projekter – og antallet af implementerede rewildinginitiativer har således været stærkt stigende i løbet af de sidste 5 år. Langt hovedparten af græsningsprojekterne sker i dag med kvæg og heste, men selvom mange har en estimeret naturlig tæthed af store græssende dyr, er det et fåtal af projekterne der tillader naturlig populationsdynamik. Desuden er størstedelen af arealerne små (<100 ha) og benytter kun en enkelt planteæderart. Manglende ressourcer betyder, at der kun yderst sjældent sker der en egentlig monitering i forbindelse med rewildingprojekterne, og projekterne bidrager dermed sjældent til en øget viden om effekterne på biodiversitet.

Effekterne på biodiversiteten

En af nøglerne til at forstå vores biodiversitet er planternes opbygning af kulstof og den diversifikation som sker når plantemateriale er til rådighed for dyr og svampe i form af forskellige plantearter, bark, levende og dødt ved og blomster samt lort og ådsler. De store dyr spiller en vigtig rolle for denne diversifikation ved at skabe varierede plantesamfund, ved at skade træer og ved at omsætte planter til lort og ultimativt ådsler.

Græsning har været anvendt som redskab i naturplejen i mange årtier, men den har mange steder ikke været tilpasset forholdene. Det har medført, at mange af de lysåbne naturområder er under tilgroning eller under udvikling mod en artsfattig vegetation med opbygning af et tykt lag overjordisk førne. Store planteædere reducerer førnelaget gennem deres færdsel og græsning og skaber spiremuligheder for lyskrævende planter. De spreder frø af plantearter, også frø, der blomstrer sent eller som kun ædes om vinteren. Ved græsning året rundt produceres der mere overjordisk biomasse end dyrene omsætter i sommerhalvåret, hvilket giver mange planter mulighed for at blomstre og sætte frø. Dyrenes valg af habitat og føde varierer med årstiden hvilket medvirker til at skabe strukturmæssig variation. 

Med over 18.000 arter udgør insekter en vigtig gruppe, der spænder bredt økologisk set. Der foreligger et begrænset antal evidensbaserede undersøgelser af rewilding-tiltag med store planteædere og deres effekt på insekter. Tilstedeværelsen af store planteædere kan gavne insektfaunaen i form af en øget tilgængelighed af møg, dødt ved, sølehuller og andre fysiske påvirkninger, der skaber variation og dermed levesteder og ressourcer for insekter. Desuden kan store planteædere bidrage til at reducere den tilgroning og akkumulering af ikke omsat plantemateriale på jordoverfladen (førne), som er en væsentlig trussel for flere insekter i det åbne land. En ensartet høj tæthed af store planteædere kan dog have negative effekter på insektfaunaen, bl.a. via utilsigtet prædation og en reduktion i tilgængeligheden af føderessourcer for planteædende insekter herunder også blomstersøgende insekter, såvel som for nedbrydende insekter.

Overordnet set forventes det at genetablering af naturlig græsnings- og forstyrrelsesdynamik vil medføre en øget heterogenitet i vegetationsstruktur, naturlige processer og deraf levesteder, resulterende i en forventelig positiv effekt på diversiteten af fugle. Sammenlignet med nuværende praksis vil rewilding ændre på forekomsten af forskellige levesteder, og derfor sandsynligvis også medføre både vindere og tabere ift. den aktuelle situation. Positive effekter forventes bl.a. for insektædende arter og engfugle knyttet til en lav vegetation, mens påvirkningen kan være negativ hos arter som foretrækker en tæt underskov eller høje urtebevoksninger. Diversiteten af fugle topper i mange sammenhænge ved et intermediært græsningstryk, og her kan rewilding udgøre en middelvej mellem de nuværende ekstremer i form af hhv. fravær af store planteædere og intensiv sommergræsning. En vigtig pointe lader til at være fordelen ved landskabelig heterogenitet i de områder hvor rewilding etableres, og de positive effekter af naturlig græsning, hydrologi og forstyrrelse på fuglene, betinger sandsynligvis de rette økologiske rammer (i form af størrelse og heterogenitet) der tillader disse processer at udvikles med naturlig dynamik.

Svampe er ligesom dyr afhængige af kulstofkilder og reagerer positivt på økosystemer med en divers vegetation, særligt økosystemer med en blanding af store træer, tætte krat og åbne lysninger med græslandsvegetation. Derfor er hypotesen at rewilding vil kunne understøtte en rig funga så fremt tætheden af dyr og variationen i græsningsfunktionen kan understøtte udviklingen af en strukturelt divers vegetation.

Vildtlevende pattedyr og jagt

Danmark har kun få vildtlevende arter af store græssere (primært hjortevildt), der kan bidrage til økosystemfunktioner. Der er ikke i den nationale forvaltning visioner om at lade disse arter opbygge bestande med potentiale for at udgøre en nøgleartsfunktion. Tværtimod tager forvaltningen udgangspunkt i, at arterne er konfliktarter, som forårsager skader på dyrkede marker og plantager, og i en forestilling om, at der er for mange dyr. Den nationale forvaltning er således i dag en barriere for rewilding. Også den regionale og lokale forvaltning hindrer tilstrækkelige tætheder af dyr og modvirker, at dyrene får en adfærd, der støtter rewilding. Inden for de relevante arters aktivitetsområde er der for mange og for bredt et spektrum af ejermålsætninger til at forvaltningen kan samordnes. Jagt spiller en afgørende rolle ved at begrænse dyrenes antal og udbredelse og hindre dyrenes naturlige adfærd. På den anden side er jagt et afgørende aktiv målt både i økonomi og i oplevelsesmuligheder og derfor vil udvikling af rewildingprocesser baseret på vildtlevende arter af store græssere kræve at jagten indtænkes som en del af forvaltningen.

Direktiverne

Danmark er forpligtet af EU’s naturdirektiver til at sikre en gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper. Umiddelbart forventes rewilding at kunne sikre større rumlig og tidslig kontinuitet i naturforvaltningen end i dag, hvor det er vanskeligt at sikre kontinuitet med landbrugsstøtteordninger. Rewilding vil kunne skabe udfordringer i forhold til traditionel kassetænkning og konservatisme i forhold til at fastfryse bestemte naturtyper i deres successionsstadier. Her vurderes det at det dels er muligt at kortlægge og rapportere mosaiknatur og dels at rewilding ikke udelukker målrettede indgreb for at bevare særlige arter eller naturtyper, hvis rewilding viser sig ikke at kunne løfte denne opgave, fx i en opstartsperiode.

Vidensbehov

Effekterne af rewilding på naturlige processer og på arter inden for forskellige taksonomiske eller trofiske grupper er kun sporadisk undersøgt. Især mangler der langsigtede studier. Derfor bygger mange af konklusionerne i rapporten på et relativt begrænset empirisk grundlag. På den anden side kan man sige det samme om virkemidlerne i den nuværende naturforvaltning, og det vil derfor ikke være retvisende at kalde rewilding mere eksperimentel end klassisk naturpleje.