Aarhus Universitets segl

Nr. 339: POP / PBT-karakterisering af dechlorane plus og nye bromerede flammehæmmere baseret på data fra Grønland

Vorkamp, K.; Rigét, F.; Sanderson, H.; Bossi, R.; Hansen, K.M. & Skov, H. 2019. POP/PBT characterisation of dechlorane plus and novel brominated flame retardants based on data from Greenland. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 80 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 339. http://dce2.au.dk/pub/SR339.pdf

Sammenfatning

Flammehæmmere er brugt i brændbart materiale, såsom syntetiske polymerer, for at nedsætte risikoen for brand. Flammehæmmergruppen polybromerede diphenyl ethere (PBDE) er udfaset i dag, men er blevet erstattet af andre flammehæmmere, heriblandt muligvis det klorholdige dechloran plus (DP) og en gruppe af såkaldte nye bromerede flammehæmmere (”novel brominated flame retardants”, NBFR). DP[1] og NBFR[2] er tidligere påvist i luft og biota i Arktis. Overvågningsdata fra Arktis kan indgå i en foreløbig vurdering af stoffernes potentielle egenskaber som sværtnedbrydelige organiske stoffer (”persistent organic pollutants”, POPs) i forhold til Stockholm Konventionen eller som PBT-stoffer (”persistent, bioaccumulative, toxic”) i forhold til kemikaliereguleringen REACH i den Europæiske Union.

På denne baggrund blev DP og NBFR analyseret i en række luftprøver fra Villum Research Station i Nordøstgrønland samt i prøver af grønlandske dyr, der er placeret højt i fødekæden. Eventuelle geografiske forskelle blev undersøgt vha. prøver af ringsæl (Pusa hispida) og gråmåge (Larus hyperboreus) fra forskellige lokaliteter i Grønland. Derudover er der analyseret prøver af fjeldørred (Salvelinus alpinus) fra en sø i Sydgrønland, der kun modtager kemikalier fra luften. I tillæg til de kemiske analyser blev der sammendraget PBT-data på DP og NBFR fra forskellige rapporter fra Europa, USA og Canada.

Alle stoffer på nær BTBPE (se fodnoter for stofnavne) blev påvist i luftprøverne fra Villum Research Station. Enkelte værdier for DP og DBDPE virkede dog usædvanlig høje og bør verificeres, da de muligvis er påvirket af lokale kilder eller kontaminering. Koncentrationerne i biotaprøver var generelt lave, dvs. betydeligt lavere end typiske POP-niveauer i de samme dyr, med enkelte undtagelser: EH-TBB i narhval (Monodon monoceros), BTBPE i spækhugger (Orcinus orca) og DBDPE i fjeldørred kunne detekteres i koncentrationer, der var tættere på typiske POP-niveauer. Målinger fra forskellige lokaliteter tydede på højere koncentrationer af EH-TBB og DPTE i Øst- end i Nordvestgrønland, men pga. de lave niveauer var det svært at vurdere eventuelle geografiske mønstre. Alle stoffer med undtagelse af DP blev påvist i fjeldørred, hvilket tyder på atmosfærisk tilførsel.

PBT-vurderingen tydede på begrænset nedbrydelighed (”persistence”) for alle stoffer, potentiale for bioakkumulering for DP, DPTE og BTBPE og toksicitet for alle stoffer, på nær DP. Datamaterialet var dog begrænset, og flere undersøgelser var årtier gamle. Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har klassificeret DP som ”very persistent, very bioaccumulative”. Tærskelværdier for effekter var generelt meget højere end de koncentrationer, der er fundet i Grønland i denne undersøgelse.

Sammenfattende tyder undersøgelsen på begrænset nedbrydelighed og en vis bioakkumulering af DP og NBFR i det grønlandske miljø, mens biomagnificering i fødekæden ikke blev påvist.



[1] Dechloran plus (DP), CAS nummer: 13560-89-9

 

[2] 2-Ethylhexyl-2,3,4,5-tetrabromobenzoate (EH-TBB), CAS nummer 183658-27-7; bis(2-ethylhexyl)tetrabromophthalate (BEH-TEBP), CAS nummer 26040-51-7; 2,3-dibromopropyl-2,4,6-tribromophenyl ether (DPTE), CAS nummer 35109-60-5; 1,2-bis(2,4,6-tribromophenoxy)ethane (BTBPE), CAS nummer 37853-59-1; decabromodiphenylethane (DBDPE), CAS nummer 84852-53-9