Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 262: Arter 2016. NOVANA

Søgaard, B., Wind, P., Sveegaard, S., Galatius, A., Teilmann, J. & Therkildsen, O.R. 2018. Arter 2016. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 40 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 262. http://dce2.au.dk/pub/SR262.pdf

Sammenfatning

Artsovervågningen i NOVANA i 2016 har været reduceret og er at betragte som et overgangsår til den fulde overvågning i perioden 2017-2021. Overvågningen har derfor omfattet i alt 10 arter: De marine pattedyr spættet sæl, gråsæl og marsvin, karplanterne enkelt månerude, fruesko, mygblomst og gul stenbræk samt fiskene bæklampret, flodlampret og havlampret. Spættet sæl har haft en bestandsfremgang fra ca. 2.000 dyr i 1976 til ca. 16.000 dyr i 2016. Gråsælen har vist fremgang i de seneste 10 år, og i 2016 blev der registreret op til 127 individer i Kattegat, 173 i Vadehavet og 589 i den danske del af Østersøen. Marsvinene i Østersøen udgør nu en kritisk truet bestand på ca. 500 individer. Opgørelser af populationen af marsvin for Bælthavspopulationen i 1994, 2005, 2012 og 2016 og Nordsøpopulationen i 1994, 2005 og 2016 indikerer, at begge bestande er relativt stabile.  Enkelt månerude blev registreret på to lokaliteter i Vestsjælland. Arten blev således genfundet på et nyt og et allerede kendt voksested ved Saltbæk Vig. Fruesko blev registreret på to gammelkendte lokaliteter i Himmerland. Mygblomst er registreret på 22 lokaliteter i Jylland, på Fyn og Sjælland. Gul stenbræk blev registreret på 10 lokaliteter, som alle ligger i Jylland. De tre arter af lampretter er afrapporteret i ”Vandløb 2016”.