Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 63: Danmarks ynglebestand af skarver 2015

Bregnballe. T. & Nitschke, M. 2015. Danmarks ynglebestand af skarver 2015. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 34 s. - Teknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 63. dce2.au.dk/pub/TR63.pdf

Sammenfatning

I denne rapport præsenteres resultaterne af den optælling af skarvreder, som fandt sted i de danske skarvkolonier i foråret 2015. I 2015 blev der registreret 31.076 ynglepar af skarver i Danmark. Årene 1993-2006 var karakteriseret ved en stabil ynglebestand på omkring 39.000 par, hvorefter antallet gik tilbage. I 2010-2013 lå ynglebestanden på et niveau omkring 26.400 par. I 2014 steg yngleantallet med 5.900 par, og i 2015 var der 468 flere reder end i 2014, hvilket svarer til en fremgang på 2 %.

I det sydvestlige Kattegat var der en tilbagegang fra 2014 til 2015 på 15 % og i regionen omfattende Lillebælt og Det Sydfynske Øhav en tilbagegang på 17 %. Der var fremgang i de øvrige fem regioner. Fremgangen var mest markant i Smålandsfarvandet (685 flere reder) og i de vestjyske fjorde (634 flere reder), hvor hovedparten af skarverne yngler i Ringkøbing Fjord. I Ringkøbing Fjord var antallet dog fortsat 22 % lavere end gennemsnittet for årene 1996-2009.

I 2015 ynglede der skarver på 73 forskellige lokaliteter. På tre af disse lokaliteter har der ikke tidligere ynglet skarver. Tidligere års tendens til, at de største kolonier gradvist bliver mindre, fortsatte ikke i 2015. Den største koloni i 2015 var Stavns Fjord med 2.004 par.

Naturstyrelsen foretog forvaltende tiltag i 10 kolonier i 2015, og gav i to tilfælde private lodsejere tilladelse til selv at gennemføre tiltag i form af bortskydning (64 skarver nedlagt), fjernelse af reder (48 reder) og oliering (æggene i 35 reder). I alt blev 2.757 reder udsat for indgreb. Heraf blev æggene i 2.422 reder olieret, mens de resterende indgreb bestod i fjernelse af reder. Antallet af reder udsat for indgreb var dermed på niveau med årene 2010-2012, dvs. højere end i 2013-2014 men lavere end i 2003-2009, hvor der hvert år blev reguleret flere end 4.000 reder.