Hasler, B., Martinsen, L., Callesen, G., Vesterlund Olsen, J., Nielsen, M. & Nielsen, R. 2022. Vurdering af erhvervsøkonomiske konsekvenser for akvakultur og landbrug ved reduktion af udvalgte inputfaktorer, som indeholder zink, nikkel eller kobber. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 48 s. - Teknisk rapport nr. 261. http://dce2.au.dk/pub/TR261.pdf
Miljøministeriet har til brug for klassificering af overfladevandområders tilstand behov for at fastsætte nye miljøkvalitetskrav og indsatsprogrammer for udvalgte miljøfarlige stoffer (MFS).
Denne rapport gennemgår otte potentielle kilder til tab af de miljøfarlige stoffer (MFS) zink, kobber og nikkel fra landbrug- og akvakulturerhvervene. Rapporten er dermed afgrænset til disse tre stoffer og de otte kilder.
De otte kilder er:
Hver af kilderne til MFS beskrives så vidt muligt mht. omfanget af aktiviteten, indholdet af de tre stoffer, samlet tilførsel og potentielle reduktionsmuligheder. I det omfang hvor det er muligt, anslås de økonomiske omkostninger for landbruget ved de forskellige reduktionsmuligheder.
Baggrunden for analysen er det nævnte behov for ny viden ift. klassificeringen af overfladevand, men analysen indeholder ikke en vurdering af de forskellige reduktionsmuligheders effekt på udledningen af stofferne til vandmiljøet, da datagrundlaget herfor ikke er tilstede. Analyserne er således primært udført med henblik på at afdække og forbedre vidensgrundlaget for opgørelse af de erhvervsøkonomiske konsekvenser forbundet med mulige tiltag til reduktion af tabet af zink, nikkel og kobber fra landbrugs- og akvakulturerhvervene.
Sammenligning på tværs af kilder viser, at husdyrgødning er den største kilde til tilførsel af MFS til landbrugsjorde; alt andet lige vil det derfor være her, der er størst potentiale for at reducere MFS tilførslen. Mulighederne for at reducere MFS tilførslen via husdyrgødning er centreret omkring zink og kobber, og de er primært relateret til ændringer i fodersammensætningen for hhv. kvæg og svin. For smågrise forventes det ikke at være muligt at reducere MFS tabet uden betydelige produktionsmæssige konsekvenser; dette skyldes bl.a. at betydelige reduktioner allerede er opnået som følge af implementeringen af forbud mod anvendelsen af medicinsk zink. For slagtesvin tilsættes der typisk mere kobber end normen, og det vurderes derfor at tilsætningen kan reduceres med en vis mængde uden at give anledning til produktionsmæssige konsekvenser. Ligeledes vurderes det, at tilsætningen af zink til foder til slagtesvin og søer kan reduceres uden betydelige produktionsmæssige konsekvenser. For kvæg sker der en vis overforsyning med zink og kobber, og det vurderes derfor at der er mulighed for at reducere tilførslen uden omkostninger for erhvervet.
Forsuring af gylle har en negativ effekt i forhold til tab af MFS fra jorden til vandmiljøet, idet forsuring ændrer mobiliteten af MFS i jord. Begrænsninger i udbredelsen af gylleforsuring, vil derfor kunne bidrage til at reducere tab af MFS til vandmiljøet fra husdyrgødning. Sådanne begrænsninger ville dog – alt andet lige - medføre behov for andre miljøteknologiske løsninger til at løse ammoniakproblematikken, og disse må forventes at være forbundet med øgede omkostninger for landbrugserhvervet. Størrelsen af omkostninger vil afhænge af, hvilke alternative løsninger, der vælges.
Spildevandsslam er et restprodukt fra rensning af spildevand, og qua dets indhold af plantenæringsstoffer m.v. kan det anvendes til gødskning af landbrugsjorde, hvor det som oftest erstatter handelsgødning. Udover vigtige plantenæringsstoffer indeholder spildevandsslam imidlertid også kobber, nikkel og zink. Det vurderes, at den eneste reelle reduktionsmulighed for MFS tilførsel via spildevandsslam er at begrænse anvendelsen af spildevandsslam, og dette vil være forbundet med omkostninger for landbrugserhvervet, idet det vil medføre øgede udgifter til indkøb af handelsgødning.
Bioaske er et restprodukt fra energiproduktion baseret på afbrænding af træ, halm eller træpiller, og bioaske indeholder en vis mængde MFS, som tilføres landbrugsjorden, når bioaske anvendes som gødning. På baggrund af tilgængelig data er det ikke muligt at kvantificere mængden af kobber, nikkel og zink i bioaske anvendt som gødning. Tilførslen kan reduceres ved indførsel af begrænsninger i mængden af bioaske anvendt til gødskning, og for landbrugserhvervet vil det medføre øgede omkostninger til indkøb af handelsgødning.
Handelsgødning indeholder urenheder, herunder kobber, nikkel og zink, og brugen af handelsgødning medfører derfor tilførsel af MFS til landbrugsjorde. For handelsgødning er det særligt nikkelindholdet, der er problematisk. Tungmetallerne følger med indholdet af fosfor i gødningerne, og en reduktionsmulighed er derfor stramning af reglerne for udbringningen af fosfor, med særlig henblik på at sikre, at den fosfor, som er i husdyrgødningen bliver udnyttet bedre. Fosforreguleringen er dog blevet skærpet for planperioden 2017-2018 med indførsel af fosforlofter og skærpede fosforlofter. Der sker en gradvis indfasning af fosforlofterne, så den maksimale tilførsel af fosfor reduceres frem mod 2021. Der er ambitioner om yderligere reduktion af fosfortilførslen frem mod 2025 (Jacobsen, 2022), men det er uvist hvor meget den forventede stramning vil reducere tilførslen af MFS til landbrugsjorde. De erhvervsøkonomiske konsekvenser vil afhænge af den mere specifikke udmøntning af en sådan regulering, og de kan derfor ikke umiddelbart opgøres her.
Jordbrugskalk indeholder både kobber, nikkel og zink, og når landbrugsjorden kalkes tilføres den således samtidig en vis mængde MFS. Den eneste reelle reduktionsmulighed i forhold til tilførslen via kalkning vurderes at være indførslen af begrænsninger i brugen af kalk. Mængden af kalk, der tilføres danske landbrugsjord ligger generelt under den optimale tildeling, og det vurderes derfor ikke sandsynligt at tildelingen kan reduceres yderligere uden produktionsmæssige, og dermed økonomiske, konsekvenser for erhvervet.
Ift. pesticider så er det vurderingen, at kobber, zink og nikkel tilførslen via pesticider er minimal, og det vurderes derfor ikke relevant at målrette initiativer mod reduktion af MFS fra pesticidanvendelse.
Der anvendes kobberholdige hjælpestoffer i både dambrug og havbrug. I havbrug anvendes kobberholdige produkter til at imprægnere netbure, og brugen af disse midler kan reduceres ved overgang til ny type netbure. Da der ikke er andre midler, der vurderes effektive til at erstatte de kobberholdige imprægneringsmidler, vil reduktionen forventeligt medføre behov for hyppigere udskiftning af netbure, som vil give anledning til øgede omkostninger. Det vurderes dog, at den økonomiske effekt vil være relativt begrænset. I traditionelle dambrug anvendes kobberholdige produkter til desinfektion af vandet. Anvendelsen reduceres imidlertid løbende i takt med overgangen fra traditionelle dambrug til dambrug med recirkulering. Den økonomiske betydning anses derfor som beskeden.
Den overordnede konklusion af analyserne er, at datagrundlaget for opgørelse af tilførslen af MFS via de otte kilder, samt opgørelse af omkostninger forbundet med potentielle reduktionsmuligheder, generelt er spinkelt, og for flere af kilderne ikke-eksisterende.
På baggrund af det tilgængelige vidensgrundlag, er den umiddelbare vurdering, at der formentlig kan opnås reduktioner til relativt begrænsede erhvervsøkonomiske omkostninger. Hvor store reduktioner, der kan opnås, inden der begynder at være betydelige produktionsmæssige – og dermed økonomiske – konsekvenser, kan imidlertid ikke opgøres. Yderligere og mere detaljerede analyser og modellering af faktorer, der påvirker økonomien, herunder anvendelsen af produktionsfaktorer, priser på disse, produktionsmæssige rammer og afsætningsmuligheder, er således nødvendige, hvis der ønskes en mere dybdegående opgørelse af potentialet for at opnå reduktioner, og omkostningerne forbundet med at realisere disse potentiale. Sådanne analyser er en betydelig opgave, og ligger derfor uden for de ressourcemæssige rammer fastsat for nærværende projekt.
