Aarhus Universitets segl

Nr. 147: Sanitary survey rapport 9: Hesselø Bugt og Isefjord

Larsen, M.M., Jakobsen, H.H., Göke, C., Hendriksen, N.B., Rømer, J.K., Mohn, C., Jensen, A.N. & Schultz, A.C. 2019. Sanitary survey rapport 9: Hesselø Bugt og Isefjord. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 118. - Teknisk rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 147.  http://dce2.au.dk/pub/TR147.pdf

Sammenfatning

Det fremgår af reglerne i Kontrolforordningen for animalske fødevarer (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854), at mikrobiologisk klassificering af produktionsområder for muslinger m.m.[1] og den dertil hørende prøveudtagningsplan skal bygge på en ’sanitary survey’. En sanitary survey er en vurdering af interaktionerne mellem potentielle forureningskilder, klimaforhold, vandbevægelser m.m. i området. EU-Kommissionens vejledning i udarbejdelse af sanitary survey (EU 2017) har dannet basis for denne rapport. Der er dog i visse tilfælde taget hensyn til den danske praksis for mikrobiologisk prøveudtagningsfrekvens og tidligere klassificering foretaget på baggrund af denne, som beskrevet i muslingebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1722) og opsummeret i appendiks 11 Lovgivning.

Rapporten behandler det sydlige Kattegat mellem Sjællands Odde og Kullen, inklusiv Hesselø, syd mod Helsingør, samt Isefjord som et samlet område, i det følgende omtalt som Hesselø Bugt og Isefjord. Området består af 9 produktionsområder: P107, P108, P109, P110, P111, P112, P113, P114 og P115. P107-P109 ligger i Hesselø Bugt, og her er der ikke foretaget landinger af muslinger m.m. Der fiskes fortrinsvis blåmuslinger i Isefjord-området, suppleret med Konksnegle de seneste år, men der er kun mikrobiologiske data for blåmuslinger.

Rapporten understøttes af offentligt tilgængelige data fra overvågning af mikrobiologisk forurening i området Isefjord, hvor indholdet af E. coli og Salmonella[2] er bestemt i prøver af muslinger m.m. udtaget i forbindelse med erhvervets egenkontrol og prøver udtaget af Fødevarestyrelsen til verifikation af egenkontrollen. Det skal hertil bemærkes, at der er anvendt information og data, som er hentet fra de omkringliggende kommuners hjemmesider samt fra Danmarks Statistik. I mange tilfælde kan rapporter, der er hentet fra internettet, blive fjernet eller flyttet ved ændringer på kommunernes eller ministeriernes hjemmesider. Samtidig kan dynamiske tabeller, der er dannet med web-baserede dataapplikationer, ændres, når der kommer nye data, eller hvis der sker revision af de underliggende data. Det kan derfor ikke garanteres, at alle referencer, anvendt information og data fremadrettet vil være tilgængelige på nettet.

Fra den danske muslingeovervågning findes der generelt et solidt sæt historiske data for E. coli-niveauer i muslinger m.m. indsamlet fra de positioner, hvor der er blevet høstet i produktionsområderne inden for Isefjord, men der findes ingen information om Hesselø Bugt. I denne rapport er der fokuseret på de seneste 10 års (2009-2018) prøveudtagninger og opnåede resultater i produktionsområderne. Datasættet viser, at 98 % af i alt 715 prøver indeholdte E. coli under 230 MPN/100 g, og at der blev påvist Salmonella i én (0,5 %) af de 216 prøver, der blev undersøgt for dette. Datasættet viste dog store forskelle i prøvetagningsmængde og -frekvens i de enkelte områder. Igennem de sidste 10 år er der fra hvert af produktionsområderne P110-P112 og P115 analyseret 76-275 prøver og fra P114 og P113 hhv. 10 og 38 prøver, imens der fra P107-P109 slet ikke er blevet analyseret prøver af muslinger m.m.

Samlet set peger sanitary survey for Hesselø Bugt og Isefjord på, at området har en overordnet god mikrobiologisk hygiejne med kun sjælden forekomst af nævneværdig mikrobiel forurening, hvilket ikke er sket siden 2015.

Opsummering af anbefalet prøveudtagningsplan

Ud fra en vurdering af kilder og transportveje for mikrobiologisk forurening (sanitary survey) og en verificering af denne i forhold til historiske mikrobiologiske data fra Isefjord er der for hvert af produktionsområderne P110-P115, og på basis af potentielle kilder for P107-P109 (figur 1.1), anbefalet et overvågningsprogram.

I hvert af de anbefalede overvågningsprogrammer indgår forslag til et prøveudtagningspunkt, en klassificeringsstatus (indledende eller permanent) samt en prøveudtagningsplan (påkrævet prøveudtagningsfrekvens og -antal).

På baggrund af resultaterne for produktionsområdernes sanitary surveys samt antal, frekvens og indhold af E. coli i prøver udtaget i de historiske mikrobiologiske analyser gælder det som helhed (samlet for bund- og linemuslinger m.m.), at kun produktionsområdet P111 vurderes egnet til permanent klassificering. Dette indebærer en fremtidig prøveudtagningsfrekvens for området på minimum 8 prøver pr. år over en fortsat treårig periode. Alle øvrige produktionsområder kan ikke klassificeres pga. manglende data fra det seneste år (2018) eller et utilstrækkeligt antal data over de sidste tre år (2016-2018). For at opnå permanent klassificering vil der ifølge EU’s guideline derfor være behov for indledningsvis at indsamle data, således at der findes resultater for 12 prøver indsamlet det seneste halve år eller data fra 24 prøver fra de seneste tre år.

Rapporten er opdelt i hovedkapitler, som giver en opsummering af identificerede mikrobiologiske forureningskilder. Hovedkapitlerne tager udgangspunkt i appendiks 2-8. Appendiks 9 er en detaljeret gennemgang af de samlede historiske mikrobiologiske data fra muslingeovervågningen, bestående af fiskeriets egenkontrol og Fødevarestyrelsens verifikationsprojekter af erhvervets egenkontrol. Det vurderes unødvendigt at foretage en ’shoreline survey’, da alle mulige kilder til sanitær forurening er beskrevet i kommunernes spildevandsplaner, badevandskvalitetsbeskrivelser og Miljø- og Fødevareministeriets basisanalyser i forbindelse med vandrammedirektivet.


[1] Muslinger m.m.: toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle.

[2] E. coli og Salmonella er almindelige bakterier i tarmsystemet hos pattedyr og fugle. E. coli anvendes som indikator for fækal forurening.