Aarhus Universitets segl

Nr. 645: Atmosfærisk deposition 2006. NOVANA

Ellermann, T., Andersen, H.V., Bossi, R., Christensen, J., Frohn, L.M., Geels, C., Kemp, K., Løfstrøm, P., Mogensen, B.B. & Monies, C. 2007. Faglig rapport fra DMU nr. 645, 65 s.

 

Sammenfatning

 

Rapporten sammenfatter de vigtigste konklusioner fra Baggrundsovervågning af luftkvalitet og atmosfærisk deposition fra år 2006. Overvågningen indgår som en del af det Nationale Program for Overvågning af Vandmiljøet og Naturen (NOVANA). Rapporten opsummerer hovedresultaterne vedrørende måling og beregning af atmosfæriske koncentrationer og depositioner af kvælstof-, fosfor- og svovlforbindelser, ozon samt af udvalgte tungmetaller og miljøfremmede organiske forbindelser.

 

Den samlede kvælstofdeposition til vand- og landområderne er på basis af overvågningsresultater vurderet til at være faldet med henholdsvis ca. 21 og 26 % i perioden 1989-2006. Årsagen til faldet er reduktion i emissionerne på europæisk plan, herunder i Danmark.

 

DMU har beregnet kvælstofdepositionen med luftforureningsmodellen DEHM. Kvælstofdepositionen til danske farvandsområder (103.000 km2) er for 2006 beregnet til 97 ktons N (9,4 kg N/ha) og til landområderne (areal 43.000 km2) til 72 ktons N (17 kg N/ha). Depositionen af kvælstof til vand- og landområder er henholdsvis 27 og 12 % højere end i 2005, hvilket hovedsageligt skyldes en højere nedbørsmængde i 2006 sammenlignet med 2005. Den gennemsnitlige deposition til landområderne ligger i 2006 over eller på niveau med tålegrænsen for kvælstofafsætning til mange af de følsomme danske naturtyper.

 

Rapporten præsenterer resultater fra målinger af ammoniak på udvalgte naturmålestationer samt detaljerede beregninger af kvælstofdeposition til udvalgte naturområder. Disse beregninger udføres med lokalskalamodellen kaldet OML-DEP.

 

Depositionen af fosfor i 2006 til de indre danske farvande (areal 31.500 km2) og landområder estimeres til hhv. ca. 130 tons P og ca. 170 tons P. Det vurderes, at der ikke er sket væsentlige ændringer i koncentrationer og depositioner af fosfor i perioden 1989-2006.

 

Depositionen af svovlforbindelserne til danske landområder er for år 2006 beregnet med DEHM til ca. 25 ktons S. Baseret på signifikante fald i koncentrationer og våddeposition vurderes, at svovldepositionen er faldet med ca. 62% siden 1989.

 

Depositioner og koncentrationer af ni tungmetaller (Cr, Mn, Fe, Ni, Cu, Zn, As, Cd, og Pb) i 2006 adskiller sig ikke væsentligt fra de seneste år set i forhold til den markante reduktion, der blev opnået i perioden 1979-96. Over de sidste 18 år er der sket et fald i tungmetalniveauerne på mellem en faktor to og tre. Størst fald ses for bly og cadmium.

 

Koncentrationen af ozon lå i 2006 under tærskelværdierne for skadelige effekter på vegetation. Ozonkoncentrationen i baggrundsområderne har ligget på samme niveau siden slutningen af 1980’erne.

 

Måling af våddeposition af miljøfremmede organiske stoffer ved Anholt og Sepstrup Sande viser en samlet våddeposition af pesticider på ca. 45-110 µg/m2 (19 stoffer) og nitrophenoler på ca. 900-1600 µg/m2 (6 stoffer). Våddepositionen af pesticider er generelt lav og har ikke akut virkning på planter.

 

Hele rapporten i pdf-format (2.251 kB)