Aarhus Universitets segl

600: Vurdering af de mulige årsager til harens tilbagegang i landbrugslandskabet i Europa – en litteraturgennemgang

Olesen, C.R & Asferg, T. 2006. Faglig Rapport fra DMU nr. 600.  32 s.

 

Til trods for en betragtelig forsknings- og udredningsindsats har de europæiske harebestande (Lepus europaeus ) været faldende siden først i 1960’erne. Der er fremsat mange hypoteser om, at årsagerne til tilbagegangen virker gennem ressourcetilgængelighed, reproduktion og overlevelse. Med udgangspunkt i en systematisk gennemgang af litteraturen fremlægges i denne rapport en diskussion af de mulige årsager til tilbagegangen; der præsenteres en hypotese om den bagvedliggende årsag, og der fremsættes forslag til fremtidig forskning.

Undersøgelser indikerer, at der i det moderne landbrugslandskab, som er domineret af korndyrkning, kan forekomme en fødemæssig flaskehals om sommeren som følge af brugen af herbicider, der har reduceret mængden af ukrudt i afgrøderne med en faktor 10. Hvis denne hypotese holder, så har disse ændringer flyttet den traditionelle periode med fødeknaphed fra vinteren til væsentlige dele af harens ynglesæson med deraf følgende markante effekter på harens populationsdynamik. Tidligere var der – med forholdsvis meget føde om sommeren og mindre om vinteren – bedre overensstemmelse mellem den sæsonmæssige variation i fødemængden og harens killingeproduktion gennem forår og sommer, hvilket gav mulighed for opbygning af høje bestandstætheder forud for jagtsæsonen om efteråret.

 

I denne situation var de fleste dødsårsager, herunder jagt, kompensatoriske, idet disse kun fjernede bestandsoverskuddet og reducerede tætheden til et niveau, der passede til nedgangen i føderessourcerne forud for vinteren. I det moderne landbrugslandskab kan situationen være vendt, så der nu er forholdsvis mere føde om vinteren og mindre om sommeren. Derfor er de tilgængelige føderessourcer ikke længere tilstrækkelige til at ernære årets killinger i sommerperioden, og det resulterer i lav killingeoverlevelse og i sidste ende bestandstætheder langt under det niveau, som de nuværende efterårsressourcer ellers ville kunne bære.  Derfor er det meste af dødeligheden om efteråret og vinteren nu additiv, og dermed er der en forøget risiko for, at der sker en reduktion af næste års ynglebestand.

Prædation kan ikke entydigt udelukkes at have en effekt på harens bestandsdynamik, men eftersom hunharernes fertilitet – selv i bestande med stærkt reduceret tæthed – synes at være langt under det fysiologiske maksimum, så er prædation næppe den primære årsag til tilbagegangen.

 

Et gennemsnitligt antal kuld per hunhare så lavt som 2,3 i harebestande i intensivt dyrkede landbrugslandskaber understøtter hypotesen om fødebegrænsning i ynglesæsonen. Hunharer, der oplever en sådan begrænsning, ovulerer tilsyneladende ikke, før de har opbygget et minimum af energidepoter, og det begrænser antallet af kuld i en ynglesæson. 

Årsagen til tilbagegangen i harebestandene skal findes i et komplekst samspil mellem mange faktorer. I den fremtidige forskning er det derfor nødvendigt at inddrage modeller, som integrerer ressourcetilgængelighed, økologi, adfærd og landskab.

 

Hele rapporten i pdf-format (1.100 kB)