Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 269 Spæktykkelse som indikator for tilstand hos danske havpattedyr

Galatius, A., Kyhn, L.A. & van Beest, F. 2018. Spæktykkelse som indikator for tilstand hos danske havpattedyr. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 38 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 269. http://dce2.au.dk/pub/SR269.pdf

Sammenfatning

Denne rapport beskriver data for spæktykkelser fra de i Danmark forekommende bestande af havpattedyr, indsamlet i årene 2015-2017 under projektet ’Overvågning af spæktykkelse hos danske havpattedyr’, og data sammenstilles statistisk med data indsamlet i perioden 1988-2014. Projektets formål har været at levere resultater til brug for vurdering af danske havpattedyrs sundhedstilstand herunder til brug som indikatorer i regi af HELCOM og OSPAR og til brug under Havstrategidirektivet. For at kunne redegøre for udviklingen i spæktykkelse over tid er der indhentet spæktykkelsesdata fra tidligere perioder for de respektive forvaltningsområder for Spættet sæl (vestlige Østersø, Kattegat, Limfjorden og Vadehavet), gråsæl (Østersøen og Nordsøen) og marsvin (Bælthavene og Nordsøen).

I regi af HELCOM er der fastsat tærskelværdier for God Miljøtilstand for gråsæler i den nordlige del af Østersøen, da der her findes et omfattende datamateriale pga. jagt og indsamling af bifangede sæler. Således har tærskelværdien for god miljøtilstand også kunne fastslås for forskellige tilstande: God miljøtilstand findes i en bestand i vækst når jagtede gråsæler har et spæklag på > 40 mm, og eller når bifangede gråsæler har en spæktykkelse på over 35mm. Hvis gråsælbestanden når miljøets bærekapacitet, skal spæktykkelsen være >25 mm for at miljøtilstanden er god.

For spættet sæl er der observeret en nedgang i spæktykkelsen i Kattegat, som sandsynligvis skyldes, at denne bestand nærmer sig miljøets bæreevne. I Vadehavet har spæktykkelsen hos spættet sæl været forholdsvis stabil gennem en lang periode samtidig med, at bestandsstørrelsen også her har nærmet sig miljøets bæreevne. I de mindre bestande af spættet sæl i den vestlige Østersø og Limfjorden ses ikke signifikante udviklinger i vurderingsperioden 2015-2017 ift. tidligere data. Det nuværende niveau i den vestlige Østersø er dog lavere end det, der er registreret i Kattegat.

For gråsæl i vurderingsperioden 2015-17 ses væsentlig tyndere spæklag i Østersøen indsamlet til dette projekt end de fastsatte tærskler for god miljøtilstand i HELCOM-indikatoren for spæktykkelse. For gråsæler fra Nordsøen ses endnu tyndere spæklag, sandsynligvis beroende på, at data herfra udelukkende stammer fra strandede dyr.

For marsvin fra både Bælthavene og Nordsøen ses ikke nogen signifikant udvikling mellem den aktuelle vurderingsperiode og ældre data, men som hos de to sælarter ses en betydelig forskel i spæktykkelsen mellem Bælthavene og Nordsøen. Således er der for alle arter et tyndere spæklag på dyrene fra Nordsøen end på dyr fra Bælthavene og Østersøen. Dette skyldes sandsynligvis en kombination af, at en større andel af data fra Nordsøen stammer fra strandede/dødfundne dyr i forhold til data fra Bælthavet, samt at vandtemperaturerne i Nordsøen er højere.

For alle tre arter er der ud over den tidsmæssige variation også en variation i de indsamlede spæktykkelser ift. mange faktorer såsom årstid, køn, individstørrelse og populationsstatus ift. miljøets bæreevne. Ud fra det indsamlede materiale fra spættet sæl i Kattegat, hvor der er et stort materiale af skudte og levendefangede dyr, foreslås en tentativ tærskelværdi på 38 mm spæklag for populationer af spættet sæl i eksponentiel vækst for skudte og levende individer. Det foreslås at denne tærskel også gælder for de små populationer i Limfjorden og Østersøen, hvor det er svært at skaffe data. Omvendt gælder den ikke for Nordsøen hvor der er fundet en systematisk lavere spæktykkelse. De indsamlede data vil indgå i internationalt samarbejde i HELCOM-regi for at fastsætte sådanne værdier. Til dette formål kan detaljerede data for sæsonvariation fra dyr i fangenskab desuden bidrage til at korrigere for denne variation.