Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 232: Andet års overvågning af flagermus og fugle efter opførelse af Wind Turbine Test Center Østerild

Therkildsen, O.R. & Elmeros, M. (Eds.). 2017. Second year post-construction monitoring of bats and birds at Wind Turbine Test Centre Østerild. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 142 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 232. http://dce2.au.dk/pub/SR232.pdf

 

Sammenfatning 

I juni 2010 besluttede Folketinget at etablere et nationalt testcenter for vind-møller nær Østerild i Thy. Med beslutningen fulgte et krav om at gennemføre et overvågningsprogram for de potentielle effekter på fugle, flagermus og vegetation i området. 

I 2011 blev den gradvise udbygning af de tekniske faciliteter i testcenteret påbegyndt. Der er plads til at teste op til syv vindmøller med en højde på op til 250 meter til øverste vingespids. Hver testplads består af en vindmølle med mindst en tilknyttet målemast på op til 150 meters højde, der er placeret umiddelbart vest for møllen. Testcenteret har desuden to master på op til 250 meters højde, der er udstyret med lys af hensyn til flysikkerheden. Alle master er sikret med et antal barduner. 

Flagermus 

Vindmøller udgør en væsentlig risiko for flagermus og beskyttelse af bestandene. Flagermus dræbes af de roterende møllevinger. Flagermus opsøger tilsyneladende møllerne, hvilket øger risikoen for drab. I gennemsnit er der registreret mortalitetsrater på 10-15 flagermus pr. vindmølle pr. år, men variationen mellem hver mølle er stor alt afhængig af hvor møllerne er opstillet. Der findes typisk flest døde flagermus ved vindmøller opført i eller nær vigtige levesteder for flagermus, fx skov og vådområder, og i trækkorridorer, fx i kystnære områder og ved havvindmøller i trækkorridorerne. Størrelsen af vindmøllen er positivt korreleret med mortalitetsraten, mens afstanden mellem jorden og rotoren ikke har betydning for antallet af flagermusdrab.  

Flagermusbestandes status er meget følsom overfor en øget dødelighed. Modelberegninger viser, at den kumulative effekt af selv ganske lave morta-litetsrater pr. mølle pr. år (<1 selv for almindelige arter) kan have en væsentlig negativ effekt på bestandenes størrelse, hvis tætheden af møller er tilstrækkelig høj. Modelberegningerne viser, at denne bestandseffekt kan ske ved en mølletæthed, der er væsentlig lavere end den aktuelle tæthed i Danmark. Jo flere vindmøller der står i en bestands udbredelsesområde, jo færre drab per mølle per år skal der til før den kumulative effekt påvirker bestandens status. 

Forekomsten og aktiviteten af flagermus blev registreret i og omkring det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild for at belyse enkelte adfærdsmæssige aspekter i konflikten mellem vindenergiproduktion samt de nationale og internationale forpligtelser til beskyttelse af flagemus og for at vurdere, i hvilken grad vindmøllerne i testcentret påvirker flagermus. Før-undersøgelser blev gennemført i juli-oktober 2011, da skovrydningen i forbindelse med etableringen af testcentret var startet.  

Efter-undersøgelser af flagermusforekomster og aktivitet samt undersøgelser af flagermus’ adfærd og insektforekomster ved møllerne blev gennemført i august-oktober i 2013 og 2014. Aktivitet og insekter omkring møller blev kun undersøgt ved de to sydligste møllepladser (Plads 6 og Plads 7), der er omgivet af skov. I 2014 var der kun ét mølletårn uden aktiv mølle på den ene af disse to møllepladser. Flagermusaktivitet i nacellehøjde blev moniteret i september-oktober 2013 og 2014 i de to møller i skoven.

Resultater 

Ti flagermusarter blev registreret i testcenterområdet: damflagermus (Myotis dasycneme), vandflagermus (Myotis daubentonii), troldflagermus (Pipistrellus nathusii), dværgflagermus (Pipistrellus pygmaeus), pipistrelflagermus (Pipistrellus pipistrellus), sydflagermus(Eptesicus serotinus), skimmelflagermus (Vespertilio murinus), brunflagermus noctule (Nyctalus noctula), Leislers flagermus (Nyctalus leisleri) og langøret flagermus (Plecotus auritus). Damflagermus, vandflagermus og troldflagermus var de almindeligste arter i testcentret. Forekomsten af sydflagermus steg i løbet af undersøgelserne. Langøret flagermus blev ligeledes registeret i alle årene. Fundene af de øvrige arter er formentlig individer, der strejfer rundt i sensommeren uden for områder med ynglekolonier eller migrerer gennem området. Mortaliteten af omstrejfende individer bidrager også til den kumulative effekt af vindmøller på bestandene. 

Aktivitetsniveauet af flagermus (antal optagelser af ekkolokations­sekvenser pr. time) var højt ved søer både i og uden for testcentret, mens der var lav aktivitet ved møllepladserne. Der var dog regelmæssig og højere flagermusaktivitet ved de to møllepladser, der er omkranset af nåleskov, end ved møllepladserne i de åbne habitater. Aktiviteten var højest i 2013, men faldt i 2014 til samme niveau som ved før-undersøgelserne i 2011. Flagermusaktiviteten varierede gennem de tre måneder, som hver undersøgelse varede, men variationen i flagermusaktiviteten over de tre måneder var forskellig fra år til år.  

Flagermusaktiviteten var væsentlig højere ved mølletårnene end ved skovkanter og en gittermast til metrologiske målinger. Den højere flagermusaktivitet ved mølletårnene var korreleret med forekomsten af insekter på mølletårnene. Forekomsten af insekter og flagermusaktiviteten var højere ved mølletårnet på Plads 6 end på Plads 7. Flagermusaktivitetsniveauet ved mølletårnet på Plads 6 var den samme i 2013 og 2014, selvom der blot stod et mølletårn på pladsen i 2014. 

Flagermus- og insektaktiviteten ved mølletårnene var korreleret med minimumstemperaturen om natten. Insektforekomsten var også korreleret med vindhastigheden, men da insektforekomst og flagermusaktivitet primært blev undersøgt på nætter med lave vindhastigheder, kan resultaterne ikke forventes fuldstændigt at belyse sammenhængen mellem vindhastighed, flagermusaktivitet og insektforekomst ved vindmøller.  

Detektoren i nacellen på vindmøllen på Plads 7 registrerede troldflagermus og brunflagermus i september-oktober 2014. Der blev detekteret flagermus på 7 % af de overvågede nætter, alle i september. Flagermusene blev registreret mere end to timer efter solnedgang og på nætter med vindhastigheder på 1,6-7,3 m/s og temperaturer på 10-14 °C i 10m’s højde. I nacellehøjde må vindhastigheden og temperaturen forventes at have været hhv. højere og lavere. 

Der blev ikke fundet døde flagermus ved de systematiske eftersøgninger med trænede hunde på åbne flader under udvalgte vindmøller og master. Der blev dog tilfældigt fundet to døde troldflagermus ved møllen på Plads 7 under de mere intensive undersøgelser af flagermusadfærd i 2014. Tilsvarende undersøgelser blev ikke gennemført ved de andre aktive vindmøller. De døde flagermus blev fundet i en periode, hvor der også blev foretaget systematiske undersøgelser med hunde.

Konklusion og perspektiver 

Habitatændringerne ved etableringen af testcentret og opførslen af vindmøllerne har ikke reduceret artsforekomsten af de almindeligste flagermus i Østerildområdet. Sammenlignet med tidligere kendt viden om flagermus i området blev der registreret en højere diversitet af flagermus. Det skyldes formentlig blot en systematisk registrering af flagermus. Det kan ikke afgøres ud fra de foreliggende undersøgelser, i hvilken grad de årlige forskelle i flagermusaktiviteten for de almindeligste arter kan tilskrives nemmere adgang til testcenter området via de brede adgangsveje og lysåbne områder langs disse i 2013, øgede forstyrrelser og mortalitet i 2014 eller tilfældige variationer i flagermusaktiviteten i et område. 

Der blev ikke fundet døde flagermus ved de systematiske eftersøgninger og den totale dødelighed af flagermus vil formentlig være lav, selv når test centret er fuldt udbygget. Det er dog ikke muligt at estimere mortalitetsraten eller at konkludere, at møllerne i testcentret ikke har en væsentlig negativ effekt på flagermusbestandene. Den observerede dødelighed ved den sydlige vindmølle er tilstrækkelig stor til at vise, at den mølle bidrager over den kritiske mortalitetsrate som ifølge modelberegninger kan føre til bestandsnedgange for flagermus pga. de kumulative effekter af alle vindmøllerne i en bestands udbredelsesområde. Desuden kan drab af enkelte individer fra små lokale bestande have væsentlig betydning på bestandenes status. 

På grund af flagermusenes bestandsdynamik og arealbrug kræver det fokuserede undersøgelser for at detektere effekter af vindmøller på bestandenes status. Overvågning af flagermus ved ekstensiv registrering af artsforekomst, som fx ved NOVANA-overvågningen, er ikke anvendelig til at overvåge udviklingen i flagermusbestandes størrelse, effekter fra enkelte vindmølleanlæg og kumulative effekter på lokalt og nationalt plan. Ændringer i bestandenes status kan kun detekteres med stor forsinkelse, når der er sket markante tilbagegange i bestandsstørrelsen. En art kan forekomme i et område, som strejfende eller migrerende individer, selvom de faste bestande er forsvundet.  

Undersøgelserne i Østerild af flagermus’ adfærdsmønstre ved vindmøller viser: 

  • Der er højere flagermusaktivitet ved vindmøller opstillet i skov sammenlignet med vindmøller i åbne områder. Selv i en landsdel, hvor forekomsten af flagermus er relativ lav, er flagermusaktiviteten ved møller i nåleskov forøget. 
  • Den observerede mortalitet ved en vindmølle i nåleskov kan være kritisk for flagermusbestandes status (Rydell m.fl. 2011). Større negative effekter på flagermusbestande må forventes ved vindmøller opstillet i andre skovtyper og ved vindmøller i landsdele med større flagermusforekomster. 
  • Flagermusenes brug af landskabet varierer gennem året. Derfor er det nødvendigt at overvåge flagermus i et projektområde gennem hele sommerhalvåret fx ved før- og efter-undersøgelser.  
  • Flagermusaktiviteten på en lokalitet varierer fra år til år. Følgelig er det utilstrækkeligt kun at overvåge flagermusaktiviteten i én sommersæson for at kunne vurdere, hvilken risiko vindmøller udgør for flagermus. Flagermusene bør overvåges i minimum 3 år ved både før- og efterundersøgelser.  
  • Flagermusaktiviteten er forhøjet omkring vindmøller sammenlignet med overvågningspunkter 50m og 150m fra møllen. Flagermusaktiviteten var korreleret med forekomsten af insekter ved møllerne. Flagermusene opsøger formentlig vindmøllerne aktivt og undersøger dem bl.a. for at fouragere på insekter, der samles på og omkring mølletårne og naceller.  
  • Der kan være store forskelle i flagermusaktiviteten ved nabomøller. Ved før- og efter-undersøgelser er det derfor ikke tilstrækkeligt at undersøge en enkelt eller to møllepladser eller møller i en vindmøllepark. 
  • Registrering af flagermusaktiviteten vha. ultralydsdetektorer i nacellen og ved jorden nær mølletårnet over min. 3 år synes at være en mere effektiv metode end eftersøgninger af flagermuskadavere til at overvåge og vurdere risikoen for flagermusdrab ved efterundersøgelser af vindmøller. Ved høje vindmøller (>100m) med bør aktiviteten også registreres i mellemhøjde, da mange flagermus ikke kan registreres på >50m’s afstand. 
  • Risikoen for flagermusdrab elimineres ikke ved at stoppe vindmøller i få timer omkring solnedgang og solopgang, ved vindhastigheder under 5-6 m/s ved jordhøjde eller i nacellehøjde. 5-6 m/s anvendes typisk som tærskelværdi i miljøgodkendelser af møller for at undgå flagermusdrab.  

Mens de generelle aspekter af flagermus’ adfærd omkring vindmøllerne i Østerild må formodes at være repræsentative for andre flagermusarter og i andre habitater, landskaber og landsdele, kan niveauerne for flagermusaktivitet, mortalitet og de potentielle effekter på bestandene ved vindmøllerne i Østerild ikke ekstrapoleres til alle flagermusarter og vindmøller i andre landsdele, i andre landskaber og skovtyper. Højere mortalitetsrater og større negative effekter på bestande på lokale, nationale og internationale niveauer må forventes fra vindmøller i og nær andre skovtyper og andre flagermushabitater i landsdele med større flagermusbestande, -diversitet og trækaktivitet. Desuden mangler der undersøgelser af flagermusforekomst og -aktivitet i forhold til vindmøller gennem foråret og forsommeren. Hvis sammenhængen mellem vindmøllers størrelse og mortalitetsraten skal bestemmes, skal der gennemføres systematiske undersøgelser af flere møller med større forskelle i højde og rotorstørrelser. 

Det er nødvendigt med parallelle undersøgelser ved møller i forskellige landskaber og habitattyper i landsdele med større forekomster af andre flagermusarter for at udvikle databaserede, kvantitative redskaber til at vurdere risikoen for flagermusdrab og bestandseffekter for at udvikle en økologisk bæredygtig vindenergiproduktion. 

Fugle 

Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, har af Naturstyrelsen fået til opgave at gennemføre overvågningen af fugle i området. Overvågningsprogrammet består af en baseline-undersøgelse (2011/12) samt to år med undersøgelser efter etableringen af testcenteret (2013/14 og 2015/16). 

Testcenteret er placeret nær flere Fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget på grund af deres betydning for fuglearter, der er opført på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag I. Disse Fuglebeskyttelsesområder sikrer beskyttelse af sjældne og sårbare ynglefugle samt regelmæssigt forekommende trækfugle. Overvågningsprogrammet har derfor fokuseret på disse arter, der således er omfattet af internationale beskyttelsesinteresser.  

I 2012 præsenterede vi resultaterne af baseline-undersøgelserne. På baggrund af en foreløbig vurdering konkluderede vi, at den potentielle negative effekt af etableringen af testcenteret på de berørte fuglebestande formentlig var begrænset. 

I 2015 præsenterede vi resultaterne af den første undersøgelse efter etableringen af testcenteret. Undersøgelsen blev gennemført i perioden fra august 2013 til oktober 2014. Vi fremlagde dermed den anden foreløbige vurdering af den potentielle negative effekt af etableringen af testcenteret på de relevante fuglebestande, herunder fugle, der yngler eller raster i området eller i de omkringliggende fuglebeskyttelsesområder, samt fugle på egentligt træk. 

Her præsenterer vi resultaterne af den anden undersøgelse efter etableringen af testcenteret, der nu er fuldt udbygget. Denne vurdering tager derfor udgangspunkt i, at syv møller er i drift. 

Kortnæbbet gås, skovsædgås, lysbuget knortegås, sangsvane, trane, natravn og havørn har været fokusarter i nærværende undersøgelse, men vores undersøgelser har omfattet alle fuglearter, der forekom i området. 

Bortset fra en særlig indsats rettet mod lysbuget knortegås og natravn svarede undersøgelsens design til tidligere år. Vi forsøgte således at indsamle artsspecifikke data i det omfang, det var teknisk muligt. Dataindsamlingen var derfor kun delvist automatiseret. I stedet blev det prioriteret at generere artsspecifikke data af høj kvalitet og opløsning. Vi kombinerede transekttællinger og laserkikkert for at indsamle de data, der dannede grundlag for vurderingen. Vi gennemførte desuden afsøgninger med hunde under møller og master med henblik på at kvantificere omfanget af kollisioner.  

Overordnet set bekræftede de endelige undersøgelser efter, at testcenteret er blevet fuldt udbygget, resultaterne fra de tidligere års undersøgelser. Det blev således bekræftet, at testcenteret ikke er beliggende på en trækkorridor, selvom et egentligt sæsontræk fandt sted i et vist omfang. Som i de første undersøgelsesår kunne vi påvise, at flere arter regelmæssigt trækker mellem fourageringsområder og overnatningspladser i området. 

På baggrund af baseline-undersøgelsen estimerede vi, at der ville forekomme mere end én kollision med vindmøller om året for følgende arter: Skarv (3), kortnæbbet gås, (21-46), grågås (3-6) og hjejle (65). 

I det første undersøgelsesår efter etableringen af testcenteret estimerede vi, at der ville forekomme mere end én kollision med vindmøller om året for følgende arter: Skarv (6-14), kortnæbbet gås (10-23), grågås (23-52), musvåge (0,8-1,6), hjejle (3-7), ringdue (0,5-1,2) og småfugle (3-5).  

I nærværende og afsluttende undersøgelse estimerede vi, at der ville forekomme mere end én kollision med vindmøller om året for følgende arter: Skarv (7-15), sangsvane (2-5), kortnæbbet gås (14-31), grågås (19-44), tårnfalk (0,71-1,60), musvåge (1,2-2,7), trane (0,6-1,3), hjejle (7-15), ringdue (7-17) og småfugle (7-19). 

De endelige kollisionsestimater er dermed på niveau med eller en smule højere end resultatet fra de tidligere undersøgelsesår og viser således, at kollisionsrisikoen er forholdsvis lav. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at modsat baseline-undersøgelserne, dækkede nærværende undersøgelse hele året bortset fra juni-juli. 

For de resterende arter, der forekommer i området, inklusiv fokusarterne skovsædgås og havørn, er det estimerede antal årlige kollisioner mindre end én. Dette skyldes typisk, at en stor andel af individerne eller flokkene tækker gennem området under vindmøllernes rotorhøjde. Det var ikke muligt at beregne et kollisionsestimat for lysbuget knortegås. 

I sommeren 2015 gennemførte vi GPS-mærkning af ynglende natravne med henblik på at undersøge, hvorvidt de fouragerer i nærheden af møllerne og dermed er i risiko for at kollidere med møllevingerne. Det lykkedes os kun at kortlægge fourageringsbevægelser for en enkelt natravn gennem tre nætter, hvilket er et utilstrækkeligt grundlag for en vurdering af kollisionsrisikoen for denne art. Det er dermed ikke muligt at estimere kollisionsrisikoen for natravn.  

Under afsøgningerne med hunde blev der blot fundet en enkelt fugl (en duehøg), der kunne være død som følge af en kollision med en møller eller en maste. Det var dog ikke muligt at fastslå dødsårsagen. Vi vurderer dog, at det er sandsynligt, at der sker flere kollisioner end afsøgningerne har vist. Vi antager derfor, at enten lykkedes det ikke hundene at finde de døde fugle i forbindelse med afsøgningerne, eller også blev fuglene taget af ådselsædere mellem afsøgningerne. Ikke desto mindre indikerer resultatet af afsøgningerne, at antallet af kollisioner er lavt. Afsøgningerne understøtter derfor vores vurdering, idet kollisioner må forventes at forekomme, men at disse har et begrænset omfang. 

Vores undersøgelser viste, at mange fuglearter aktivt undgik området nær både møller og målemaster. Fuglene reducerede således risikoen for kollisioner med møller og målemaster ved at udvise undvigerespons i både det horisontale og vertikale plan. Undvigeresponsen kan til dels forklare forskellen på vores kollisionsestimater beregnet ved hjælp af Band-modellen og de manglende fund af døde under møller og master. Band-modellen antager en uniform fordeling af fugle i området, hvilket vores analyse viser, ikke er tilfældet. Dermed antyder vores resultater, at Band-modellen overestimerer kollisionsrisikoen. 

Da testcenteret blev fuldt udbygget, mens de afsluttende undersøgelser fandt sted, omfatter vurderingen derfor et testcenter med de maksimale syv møller i drift. Denne endelige vurdering af kollisionsrisici bygger på mere robuste estimater for antallet af kollisioner, end det var tilfældet i de to foregående undersøgelsesår. Vi vurderer derfor samlet set, at den potentielle negative påvirkning af fuglearter i området er begrænset. For de tre fokusarter trane, havørn og natravn, som er fåtallige eller sjældne ynglefugle i området, vil blot en enkelt kollision medføre en negativ påvirkning af de lokale og regionale ynglebestande. Vi anser dog denne potentielt negative påvirkning til at være af midlertidig karakter. 

Vi anbefaler imidlertid, at potentielt negative påvirkninger af bestandene af havørn, trane og natravn, som skyldes fortsat udbygning af vindenergien i regionen, nøje overvåges.  

Det er vigtigt at bemærke, at vores undersøgelser omfatter en periode på mindre end tre år. Der kan således være år-til-år-variation i fx forekomsterne af fugle, både om dagen og om natten.  Især kan forskelle i vejrforholdene påvirke flyveadfærd og trækmønstre på både lille og stor skala, hvilket igen kan påvirke risikoen for kollisioner.