Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr: 216: Store Hellefiskebanke, Grønland

Wegeberg, S., Rigét, F., Gustavson, K. & Mosbech, A. 2016. Store Hellefiskebanke, Grønland. Miljøvurdering af oliespild samt potentialet for oliespildsbekæmpelse. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 98 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 216.  http://dce2.au.dk/pub/SR216.pdf

 

Sammenfatning

 

Evalueringen af potentialet for bekæmpelse af oliespild på Store Hellefiskebanke har fokus på at minimere de samlede miljømæssige effekter af både oliespild og oliespildsbekæmpelsesmetoder, herunder kemisk dispergering og in situ afbrænding (afbrænding af olie på havoverfladen). For således at være i stand til at vurdere fordele og ulemper ved brug af de forskellige oliespildsbekæmpelsesmetoder, er der derfor udviklet og anvendt en strategisk miljøvurdering, en såkaldt strategic Net Environmental Benefit Analysis, sNEBA.

 

En sNEBA er en analyse, der på forhånd for et bestemt område, udføres på basis af oliespildsscenarier samt ekspert- og publiceret viden omkring miljøet i det pågældende område. Typen af viden, der indgår med henblik på at vurdere den overordnede bedste miljømæssige løsning, er: biodiversitet (over, på og i vandet samt havbund og evt. årstidsbestemt), biologi og økotoksikologisk viden om olie (naturlig og kemisk dispergeret olie samt olieafbrændingsrester). En sNEBA er således et planlægningsværktøj og dermed en skrivebordsanalyse, der udføres i god tid inden et eventuelt oliespild opstår og i forbindelse med en generel miljøvurdering af oliespildsbekæmpelsespotentialet samt forberedelse af bekæmpelsesstrategi for et givent område.

 

Til grund for nærværende analyse ligger en simulering af spredning af opløste oliekomponenter ved olieudslip i området på Store Hellefiskebanke. Der er opstillet 5 scenarier, hvor udslipsstedet (lokalitet og overflade/bund), dato, nedbrydningshastigheden og isforhold er blevet varieret.  Den anvendte model og resultaterne af simuleringerne er nærmere beskrevet i en række rapporter. I simuleringerne af oliespildet er anvendt et udslip på 1000 t pr. døgn i 28 dage, hvilket er i overensstemmelse med oliespildsmodelleringsscenarier foretaget i forbindelse med faktiske boringer i Grønland. Det bør dog bemærkes at de største oliespild i historien har udslip der svarede til ca. 5 gange dette niveau. Dvs. at i tilfælde af ulykker i tilsvarende omfang som Macondo og Ixtoc vil beregninger af vandvolumener med toksiske niveauer være 5 gange større og udbredelsen i forhold til havoverflade være tilsvarende større. På baggrund af meteorologiske data leveret i forbindelse med simuleringerne blev der også udført simple beregninger til indikation af drivbane for en mulig oliepøl fra de 5 scenarier.

 

Den strategiske miljøvurdering er foretaget i forhold til de organismer, der befinder sig i vandsøjle, havoverflade, havbund og kyst, og de økosystemer der kendetegner disse rumlige enheder. Ud fra resultaterne fra simuleringerne er der således foretaget en analyse af organismernes sensitivitet overfor og omfanget af en mulig olieeksponering.

 

De overvejende fordele ved dispergering og ISB for fugle på havoverfladen

 

Af hensyn til de organismer, der er tilknyttet havoverfladen, vil det til enhver tid være en fordel at få olien væk fra havoverfladen for at forhindre indsmøring af fjer og pels. Det er således vurderet at det kan tage mere end 20 år før bestanden af kongeederfugl, som er knyttet til Store Hellefiskebanke, vil kunne komme op på sin tidligere størrelse efter et olieudslip, hvor dødeligheden er meget omfattende. Også polarlomvie og søkonge forekommer på banken, især om foråret. Derfor anses responsteknikkerne, kemisk dispergering og ISB, som vigtige til beskyttelse af f.eks. havfugle, der samles på havoverfladen for at søge føde eller fælde.

 

Det er dog nu vist at afbrændingsrester fra en ISB også kan udgøre en risiko for tilsøling af fuglefjer, men ved en effektiv afbrænding vil risikoen for tilsøling blive væsentligt mindre.

 

Analyse af mulig effekt af dispergeret olie på vandlopper i vandsøjlen

 

Simulering af tidevandsdynamikken indikerer fuld opblanding af vandsøjlen over hele banken, og kan formodentligt forklare den store primærproduktion over hele bankens areal. Produktionen er således ikke begrænset til særlige up-wellingsområder.

 

Simuleringer af horisontal spredning af oliekoncentrationer fra oliespildspunkter placeret på Store Hellefiskebanke og inde ved kysten ved den nordlige del af banken viser, at olien henholdsvis bliver liggende på banken, rammer kysten eller spredes op i Disko Bugten.

 

Beregning af volumen med toksiske koncentrationer, baseret på simuleringerne af spredningen af opløste oliekomponenter (1000 t pr. døgn), viser stor risiko for effekt af oliespild på vandsøjlens organismer, da den vertikale spredning af olien i toksiske koncentrationer finder sted i det vandlag (omkring 10 m), hvor også en stor del af planktonet befinder sig (0-50 m). Der er således et overlap af områder med toksiske koncentrationer (akut lethale og sublethale) og forekomst af plankton. Dette overlap kan potentielt finde sted i en del af Store Hellefiskebankens overfladeareal estimeret til henholdsvis 0,4-3 % (letale koncentrationer) og 7-30 % (subletale koncentrationer). Ud over toksiske koncentrationer af oliekomponenter medfører dispergering, at olien omdannes til oliedråber, der kan opfattes og optages som fødepartikler af vandlopperne. Dette kan udgøre et problem i sommerhalvåret, hvor vandlopperne er aktive og dermed føre til at oliekomponenter ophobes i organismerne. Derimod medfører dispergering af olien i vinterperioder ikke en øget risiko for ophobning og giftighed på vandlopper på grund af faste.

 

Calanus-arterne og større krebsdyr (fx Themisto libellula) i vandsøjlen udgør et vigtigt fødeelement både for hvaler og fugle (søkonge og polarlomvie (især forår)), men ikke mindst for fiskelarver (hellefisk og tobis). Tobis er vurderet til at være en nøgleart i fødekæden på banken som fødegrundlag for bl.a. torsk, fugle og sæler. Samtidig at arten vurderet til at være følsom overfor oliespild, da tobis tilbringer mindre tid i sin foretrukne habitat, sedimenter af løst sand og grus, hvis denne habitat kontamineres med olie. Disko West området, herunder hele Store Hellefiskebanke, er endvidere et føde- og parringsområde for grønlandshval.

 

Fødekæden hen over banken forekommer derfor at være tæt koblet og kompleks med en hurtig omsætning, hvilket også kan være årsag til overraskende lave forekomster af nogle økologiske nøglearter i de enkelte undersøgelser. Oliespild i området kan derfor give både direkte og indirekte effekter på økosystemet, idet nogle organismer på både lave og høje trofiske niveauer kan blive direkte påvirket af oliens toksiske effekt eller indirekte via effekt af den toksiske påvirkning på fødegrundlaget. Den toksiske effekt kan således forplante sig op igennem fødekæden og dermed medføre de såkaldte kaskadeeffekter.

 

Det vurderes derfor, at dispergering af et oliespild ikke kan anbefales, fordi det medfører risiko for toksiske koncentrationer i relativt store vandvolumener og områder med nøglearter (Calanus spp.). I vintermånederne, hvor vandlopperne er mindre sårbare, kan dispergering dog være en anvendelig metode.

 

Det forventes desuden at mindre mængder af olie kan dispergeres uden signifikant effekt på miljøet idet simuleringerne viser at koncentrationen af dispergeret olie i vandfasen aftager proportionelt med størrelsen af oliespild.

 

Analyse af mulig effekt af dispergeret olie og olieafbrændingsrester på havbundens organismer

 

Havbundens organismer (benthos), f.eks. muslinger, koraller, slangestjerner, søanemoner, børsteorme m.m., påvirkes formodentligt ikke umiddelbart af toksiske koncentrationer af dispergeret olie, der ifølge simuleringerne når ned til ca. 7 m’s dybde og ved kysten ned til ca. 15 m’s dybde. Der er dog områder på banken som har lavere dybder, og en effekt på bundlevende dyr, herunder også fisk, i disse områder kan derfor ikke helt udelukkes.

 

Der forventes ikke større effekt såfremt et oliespild skulle ske ved bunden, idet simuleringer af oliespild ved bunden viser, at olien, pga. oliens opdrift og den lave dybde, hurtigt vil transporteres til havoverfladen.

 

Risikoen for en indirekte effekt af toksiske oliekoncentrationer igennem en påvirkning af fødegrundlaget anses for at være mere påtrængende. Hvis primær- og sekundærproduktionen i vandsøjlen over havbunden falder, vil mindre mængder føde således også falde til bunden. Produktionen i de øvre vandlag og den relative lave dybde henover Store Hellefiskebanke sikrer fødegrundlag for bunddyr, da denne føde ikke når at omsættes i vandsøjlen, og især filtrerende organismer som muslinger dominerer benthos-samfundet fra 0 ud til 150 m’s dybde. Muslinger er fødegrundlag for kongeederfugl og hvalros, og netop kongeederfugl forekommer i relativt store tætheder på banken i vinterhalvåret, mens hvalros har vinterudbredelse på og ved banken.

 

Det vurderes, at der kan være risiko for en mere direkte effekt på havbundens organismer i forbindelse med in situ burning, idet afbrændingsrester fra afbrænding af olien på havoverfladen efterfølgende kan synke ned til havbunden. Flager eller kager af delvist afbrændt olie kan således lægge sig på bunden. Den miljømæssige effekt af de nedsynkende afbrændingsrester på benthos og fisk er kun sporadisk kortlagt.

 

Analyse af mulig effekter af dispergeret olie på kystens økosystemer

 

Simuleringerne af oliekoncentrationer viser, at der ved dispergering er risiko for at relativt høje koncentrationer når ned til 15 m’s dybde ved kysten. Den rigeste del af tangskov går ned til ca. 20 m’s dybde på bl.a. de eksponerede kyster, hvortil olie også kan dispergeres på naturlig vis af bølgeenergien på kysten.

 

Hvis olien ikke bekæmpes til havs og har kurs mod kyster, som er beskyttede mod bølger, og hvor olien altså ikke dispergeres naturligt af vandbevægelser ved/på kysten, kan olien strande på kysten. På disse kyster, som også er beskyttet mod mulig isskuring, findes de rigeste tidevandszonesamfund, som kan påvirkes af den strandede olie.

 

Det er således sådanne lokaliteter, der er beskyttede for bølger og isskuring, der har mindst selvrensende effekt, og hvor der er risiko for at olien kan blive begravet i sedimenter, imellem sten og klippesprækker, og dermed være en kilde til forsat udsivende olieforurening. I forbindelse med Exxon Valdez-ulykken i 1989 findes der fortsat mindre mængder af ikke-nedbrudt olie indlejret på nogle af de oliepåvirkede kyster, og også overraskende langt fra ulykkesstedet.

 

Ved kysten vil der endvidere være risiko for påvirkning af gydeområder for lodde og stenbider, som er udbredte og kommercielt vigtige arter, der forekommer langs vestkysten op til henholdsvis Upernavik og Uummannaq. Lodden gyder på helt lavt vand (tidevandszonen) i fjorde og på yderkysten i forårs- og sommermånederne. Uden for gydeperioden findes lodderne på dybere vand i fjordene samt ude på bankerne. Stenbiderne, gyder også på lavt vand i maj-juni. Der er således et tidsvindue fra tidligt forår og henover sommeren, hvor disse fiskearter vil være særligt sårbare overfor oliespild, der strander på kysten.

 

Konklusion på analyse (sNEBA)

 

Det vurderes, at mulighederne for at bekæmpe et oliespild begrænses af et potentielt negativt udfald af en akut NEBA, idet den strategiske NEBA ikke i overvejende grad falder ud til fordel for anvendelse af kemiske dispergeringsmidler. Kemisk dispergering kan med mindst risiko anvendes i måneder med lav biologisk produktivitet og lille forekomst af vandlevende organismer (fx vandlopper og fiskelarver). Det vurderes at mindre mængder af olie kan dispergeres uden signifikant effekt på miljøet idet simuleringerne viser at koncentrationen af dispergeret olie i vandfasen aftager proportionelt med størrelsen af oliespild.

 

In situ burning vurderes som en mulighed alle årets måneder, dog med forbehold for nogen usikkerhed på især effekterne af afbrændings-rester på fuglenes fjerdragt og på benthos som følge af nedsynkning af afbrændingsrester.