Aarhus University Seal

Potentielle fejl i nedbørsdata

Analyser og målinger viser, at der sandsynligvis har været mere regn over Danmark de senere år end hidtil opgjort. Det kan blandt andet få betydning for viden om, hvor mange næringsstoffer, der udvaskes til havet. I et nyt notat viser forskere fra DCE og GEUS, at der ser ud til at være et brud i nedbørsdataserier omkring 2011.

DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet er blevet opmærksom på, at de målte og korrigerede nedbørsdata, der købes af DMI, sandsynligvis er fejlbehæftede.

Ved målinger og modellering af hvor meget vand, der løber i vandløbene i perioden 1990 til 2018 sammenlignet med nedbørsdata har det vist sig, at der må være et brud i tidserien for nedbørsdata. Det betyder, at nedbørsdata fra ca. 2011 og frem ikke er konsistente med tidligere nedbørsdata. Nedbørsdata bruges bl.a. til beregning af kvælstofafstrømning, der hvor man ikke kan have målinger.

Et såkaldt homogenitetsbrud i nedbørstidsserien vil kunne have konsekvenser for f.eks. rapporteringen af stoftilførsler til havet, rapporteringer til EU og havkonventioner samt input til Miljø- og Fødevareministeriets vandområdeplaner.

Et nyt notat fra DCE beskriver den inhomogenitet, der er observeret. I notatet giver forskere fra DCE og GEUS flere eksempler på nogle af de analyser, der gav forskerne mistanke om et homogenitetsbrud i nedbørstidsserien. I notatet giver forskerne desuden eksempler på en række videnskabelige arbejder i myndighedsbetjeningen, der er afhængige af anvendelsen af DMI’s nedbørsdata.

Nye målere,  færre nedbørsstationer og justerede beregningsmetoder   
Da ca. 35 % af landets areal ikke er dækket af målinger i vandløb, modellerer forskere både koncentrationer af næringsstoffer og vandmængderne fra disse områder for at beregne udvaskning og næringsstoftransport.

Begge dele afhænger af nedbørsmængden, så hvis den for eksempel er underestimeret, kan det betyde at den del af næringstoftransporten, der er baseret på modellering, potentielt kan være underestimeret.

Ud over de nedbørs­data, som DMI direkte måler, har DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi også købt såkaldte korrigerede nedbørsdata, hvor DMI be­regner den mængde nedbør, der faktisk når ned på jordoverfladen, samt griddata, hvor DMI beregner nedbør fordelt over hele landet i 10x10 km felter. Det er disse data forskerne primært har anvendt i deres modellering.

Ifølge notatet kan årsagerne til homogenitetsbruddet findes i enten indførslen af nye nedbørmålertyper, reduktion i antal målere, at nedbørsmålernettet ikke er jævnt fordelt over landet eller nye korrektionsberegninger efter 2011.

Der har hen over sommeren været tæt kontakt mellem AU, GEUS og DMI for at få identificeret fejlkilder. Alle tre institutioner er blevet inviteret af Miljøministeren til et møde i slutningen af august, for at man kan drøfte løsninger i forhold til at få rettet op på den aktuelle problemstilling vedrørende nedbørsdata og muligheder for at styrke kvalitetssikringen af data.

Læs hele notatet: ”Homogenitetsbrud og potentielle fejl i nedbørsdata” her.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved kommunikationskonsulent Michael Strangholt, mis@dce.au.dk eller  tel. 93508434.