Aarhus University Seal

Fremgang for ynglefuglene i Vejlerne

2014 var et godt år for mange arter af ynglefugle i Nordeuropas største fuglereservat, Vejlerne mellem Thisted og Fjerritslev.

Bestanden af blandt andet sortterne, rørdrum, vibe og engryle gik i 2014 frem i forhold til tidligere år. Det viser de seneste offentliggjorte tal i en ny rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Af sortterner var der for eksempel 34 ynglepar, der fik 19 flyvefærdige unger, hvilket var en fremgang og et godt yngleår. Det var endvidere et år, hvor flere engfugle havde relativt store bestande, flere på niveau med de hidtidige topår omkring 2000-2003. 

Dog ikke alle arter oplevede fremgang – blandt andet blev der kun observeret fire plettet rørvagtel, hvilket er færre end de tidligere år. 

Generelt var 2014 et godt år for ynglefuglene i Vejlerne. Forskerne peger i rapporten på, at det relativt gode yngleår blandt andet kan skyldes, at vandstanden på grund af en meget våd vinter flere steder i Vejlerne var højere end normalt i begyndelsen af ynglesæsonen, og de fleste af de våde områder blev opretholdt langt hen på foråret ved isætning af stem i diverse afløb fra området.

Normalt udtørrer dele af Vejlerne hen over sommeren, og den høje vandstand kan have gjort, at perioden med vand og dermed bedre muligheder for fødeemner i 2014 har været længere end i tidligere år.

Formålet med rapporten om overvågning af ynglefugle i Vejlerne er et led i at opfylde Danmarks forpligtelser i forhold til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Den nye rapport sammenfatter resultater af overvågning af ynglefuglene i Vejlerne 2014, og indgår som en del af NOVANA-overvågningen.

Aage V. Jensen Naturfond og DCE - Aarhus Universitet indgik i begyndelsen af 2007 en samarbejdsaftale om overvågning af udvalgte ynglefugle og rastende trækfugle i Vejlerne. I 2014 varetog konsulentfirmaet Avifauna Consult overvågningsopgaverne, og rapporten præsenterer resultaterne af overvågningen af ynglefugle i Vejlerne samt forvaltningen af området i 2014.

Læs hele rapporten her.