Aarhus University Seal

Faldende antal edderfugle skyldes færre næringsstoffer i havet

Antallet af edderfugle er faldet i Nordvesteuropa gennem de seneste 20-25 år, og en årsag er reduktionen i landbrugets gødningsforbrug i den samme periode.

Edderfugl, han.
Edderfugl, han.

Den faldende mængde næringsstoffer, der udledes fra land til hav, reducerer mængden af blåmuslinger, der er edderfuglenes hovedfødekilde. Det viser forskning udført af seniorforsker Karsten Laursen, Aarhus Universitet, og professor Anders Pape Møller, Université Paris-Sud i Frankrig. Deres resultater er nu offentliggjort i online-tidsskriftet PLOS One.

Hovedparten af de edderfugle, der tilbringer vinteren i Danmark, yngler i et område, som strækker sig fra det Hollandske Vadehav til den nordlige del af Østersøen. Om vinteren skal hunnerne opbygge alle nødvendige fedtserver for at kunne lægge æg og udruge dem. Først når ællingerne er klækket i maj, tager hunnerne igen føde til sig. Det betyder, at fødeforholdene i de danske farvande er meget afgørende for, hvor mange æg hunnerne er i stand til at lægge og hvor mange unger der overlever.

Christiansø-bestand fulgt siden 1925

Hele bestanden af edderfugle i Østersøen og i Vadehavet kan ikke optælles årligt, men edderfuglebestanden på Christiansø, øst for Bornholm, har været fulgt regelmæssigt siden 1925, og siden 2000 er de rugende hunner optalt årligt af lokale frivillige. Fra 200 hunner i 1925 voksede antallet til 3.000 i 1992. Derefter faldt bestanden brat til godt 1.000 fugle i 2008. Denne udvikling svarer i store træk til udviklingen for den samlede bestand i Østersøen og i Vadehavet.

Med edderfugledata fra Danmarks nationale overvågningsprogram NOVANA og fra det Trilaterale Overvågningsprogram for Vadehavet (TMAP) og data over landbrugets gødningsforbrug viser forskernes analyser af udviklingen i edderfugle-kolonien på Christiansø, at der er en sammenhæng mellem mængden af næringsstoffer, som udledes fra landbruget, og antallet af ynglende edderfugle på øen.

”Vi kan følge denne sammenhæng gennem hele økosystemet fra gødning spredes på markerne over udvaskning af næringsstoffer til havet, hvor næringsmængden påvirker mængden af planteplankton og dermed mængden af blåmuslinger, som igen påvirker edderfuglenes muligheder for at finde føde og dermed deres antal,” fortæller Karsten Laursen.

Ud fra den lange tidsserie viser forskerne, at det øgede forbrug af gødning i årene 1950-1990 fik bestanden af edderfugle til at stige. Da gødningsforbruget stagnerede i midten af 1990’erne og efterfølgende faldt, fulgte edderfuglebestanden efter og blev reduceret til det lavere antal, der ses i dag.

”Edderfuglebestanden har således i en række årtier været begunstiget af et stort forbrug af gødning, og dens nuværende, lavere antal kan derfor betragtes som mere naturligt,” siger Karsten Laursen. 

Nedgangen i edderfuglebestanden har blandt andre bekymret mange jægere, som har set det årlige udbytte af arten blive reduceret fra 150.000 fugle i 1980’erne til under 50.000 i de seneste år. Samtidig er jagttiderne også afkortet i et forsøg på at hjælpe arten. Senest har Vildtforvaltningsrådet indstillet til miljøministeren, at edderfuglehunner jagtfredes i hele landet fra 2014.

Undersøgelserne er økonomisk støttet af 15. Juni Fonden.

Kontakt: Seniorforsker Karsten Laursen, tlf. 8715 8846 / 2562 7210, kl@dmu.dk
               DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi
               Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Long-term Changes in Nutrients and Mussel Stocks are related to Numbers of Breeding Eiders Somateria mollissima at a large Baltic Colony. Karsten Laursen, Anders Pape Møller. PLOS One.

Artiklen